Indkøbskurven er tom.
Irlands respektfulde bevaring af historien
Udstillinger

Coming Home: Art & The Great Hunger på Dublin Castle i Irland viser en hjerteskærende side af Irlands historie.

af Sarah Guldager Wilstrup

Med en by som Dublin og et land som Irland lander tankerne som regel på Guinness og grønne leprechauns. Men ligegyldigt hvilke forudgående idéer man sidder inde med om hvad landet og byen har at byde på, vil det ikke kunne forberede én på mødet med den virkelige vare.

Øen, der ligger mellem England og Atlanterhavet, har 1. mio. færre indbyggere end Danmark og har været en selvstændig republik siden 1921 - i modsætning til Nordirland, der stadig er en del af Storbritannien, hvilket i nyere tid har ridset op i gamle sår og skabt diskussioner på ny mellem Irland og Nordirland pga. Brexit.

Men set bort fra den nyere udvikling har disse sår aldrig været helede hvad irerne angår. Landets rige historie er allestedsnærværende i Dublins gader og kræver ikke nærstuderier af den irske kultur. Irerne har en helt særlig respekt for deres historie og fortid. For der er ikke tale om, f.eks. Frankrigs til tider storhedsvanvid og stolte genfortælling af deres rolle i verdenshistorien, eller Italiens glorificering af det romerske rige og dets storhedstid, men derimod en bevaring af historien af ren respekt for det, den repræsenterer.


Rainbow's End, 1965-70, William Crozier (1930-2011). Foto venligst udlånt af Ireland's Great Hunger Museum. 

Kunst på Dublin Castle
Den dominerende del af Irlands historie er fortiden med England. En dominans, der også har efterladt et aftryk i den irske kunsthistorie, hvor respekten for bevaring stråler særligt igennem. I øjeblikket fremstilles fortællingen i udstillingen Coming Home: Art & The Great Hunger, i The Coach House på Dublins Castle. Udstillingen er udlånt af Ireland’s Great Hunger Museum, som oprindeligt har base i Connecticut i USA på Quinnipiac University i Hamden, men er på rundtur i Irland indtil 2019. Efter d. 30. juni 2018 rejser udstillingen videre til Skibbereen i den sydlige del af Irland for dernæst at afslutte turen i Derry i Nordirland.

Bygningen The Coach House ligger lidt gemt bag selve slottet med en mindre slotspark i mellem sig og The Chester Beatty Library som sidemand. Bygning er fra 1833 og fremtræder majestætisk med sin gotiske facade, men det indre minder mere om en hyggelig og beskeden lade med bjælkeloft, ombygget til konferencerum. Foråret, der så småt er ved at vågne, trænger ind i bygningen med fuglesang og fylder den ellers stille lade. Allerede to skridt inde i bygningen bliver det klart, at dens højtidelige fremtræden bliver ved døren, hvilket kun gavner den overkommelige udstilling. Den er opstillet i to rum uden en kronologisk gennemgang med grå vægge og minimal vægtekst, hvilket intensiverer koncentrationen og giver et fordybende overblik over udstillingens udtryk. 


Sunset (også kendt som Rock of Cashel), ca. 1847, (Henry) Mark Anthony (1817-86). Foto venligst udlånt af Ireland's Great Hunger Museum.

Nationale monumenter og hungersnød
I en rund passepartout har den engelske landskabsmaler Henry Mark Anthony (1817-86) skildret ruinerne af Rock of Cashel, som også kaldes St. Patrick’s Rock, der stammer fra det 12. århundrede og er et af Irlands nationale monumenter. Maleriet, med sin enkle titel Sunset fra 1847, er skarpt opdelt mellem en vild og farverig solnedgang og det dystre tusmørke, der ligger over landsbyen. Selv den ophøjede borg, der troner over byen ligger mørkt hen og fremtvinger en dyster følelse. Detaljerne i værket er særligt foruroligende, da man aner en kvinde og lille pige tone frem i mørket, barfodet og omgivet af faldefærdige bygninger. Værkets underspillede toner, der ved første øjekast er et yndigt landskabsmaleri af en solnedgang, skaber en modstridende følelse af desperation blandet med en irsk stolthed, som går igen i mange af udstillingens værker.

Andre værker i udstillingen er mere direkte i deres udtryk som eksempelvis værket Gorta fra 1946 af irske Lillian Davidson, der med sine stærke blå nuancer skildrer en følelsesforladt familie foroverbøjet og i færd med at begrave et barnelig. Gorta betyder hungersnød på irsk, som er Irlands officielle sprog af keltisk oprindelse. Centreret står manden med skovlen og møder beskueren med et gennemtrængende tomt blik, og han virker mere død end levende. Den blå farve er ofte brugt i forbindelse med tro og håb i den katolske kirke, og selvom kirken er til stede i værket i form af en rosenkrans viklet rundt om hånden på den sammenkrøllede skikkelse bag manden med skovlen, er der ikke snerten af håb i værket. Ingen tegn på frelse: kun desperation og elendighed.


Black ’47, 1997–98, Micheal Farrell (1940–2000). Foto venligst udlånt af Ireland's Great hunger Museum.

En båd af hajskind
I udstillingens midte står værket Basking Shark Currach fra 2013 af irske Dorothy Cross, der ligeligt skiller sig ud og går i ét med de grå opstillede vægge. Currach er en mindre skindbåd bygget ud af tynde trælægter overtrukket med koskind og er kendetegnet på irsk vestkyst. I værket har Cross anvendt skelettet af en en-mands currach og i stedet for koskind har hun betrukket den med skindet fra en brugde, verdens næststørste haj. Den er trods sin størrelse, harmløs for mennesker og spiser kun plankton, men grundet kødet, finnen og olien, som produceres i hajens lever, har den længe været en kommerciel vigtig fisk. I så høj grad at man inden for de sidste par år har målt en kraftig reducering af antallet af fisken, hvilket betyder, at den nogle steder i verden i dag er beskyttet.

Sammensætningen af hajens skind, som ofte vækker frygt og den skrøbelige currach, skaber en forenet front mod overlevelse, hvor hajens finne giver balance og styrer båden. Samtidig er det en sidebemærkning til den store misforståelse om Irlands fejlende kartoffelhøst, hvor mange ikke forstod, at man ikke tyede til fiskeri og fiskehandel, da landet er omringet af havet. Men selv dem, der havde råd til at eje en currach, så sig nødsaget til at sælge dem for at kunne overleve.(Som en kort fodnote, kan det være rart at vide, at skindet fra hajen stammer fra en strandet brugde i nærheden af hvor Cross bor).


Irish Peasant Children, 1846, Daniel Macdonald (1820-53). Foto venligst udlånt af Ireland's Great Hunger Museum. 

Samtidskunst & historiske værker
Med en indledende løftet pegefinger har udstillingen citeret den irske historiker fra University College Dublin, Cormac Ó. Gráda, der ønsker mere end blot at fremstille historie som noget der hører til i fortiden. Ved at sidestille nyere værker med gamle, understreges denne tanke på fin og diskret vis. Med repræsentationen af hvad hungersnøden gjorde ved Irlands identitet, er det også en påmindelse om, at Irlands historie ikke er enestående. Genfortællingen af historien er et redskab til at blive bevidst om sin fortid for ikke at gentage den. ”Yes there is hope that humanity has finally slipped the shadow of famine. But history says let us not tempt fate” – Cormac Ó. Gráda.

Udstillingen Coming Home: Art & The Great Hunger kan opleves i Dublin indtil d. 30. juni 2018.
www.artandthegreathunger.org

Øverst: Gorta, 1946, Lilian Lucy Davidson, ARHA (1879–1954)

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig