Indkøbskurven er tom.
Mens vi venter på et mirakel
Udstillinger & Omtaler

ANOHNI: Miracle Now på Nikolaj Kunsthal

Af Cecilie Wortziger

14.06.2018.

Den britisk-amerikanske hybridkunstner Anohnis første soloudstilling i Norden stiller skarpt på menneskets indflydelse på jordkloden. Ved at fokuseret på håbet - på troen på et mirakel - forsøger hun at forbinde os med den igen.

En sammensnøret menneskekrop skriger desperat for at slippe fri, som en fugl fanget i et bur. En iskold drag queen badet i lilla neonlys med overdimensionerede læber og kindben stirrer opgivende ud af billedet. Et menneskefoster, lyser op i midten af lokalet og minder beskueren om livets mirakel – livet i sig selv. I det der engang var et kirkerum i Nikolaj Kunsthal er lyset slukket. De gamle kirkevinduer er nøje dækket til, og selv på en solrig dag er der fuldstændig lukket af for livet udenfor. I stedet guider lys og lyd fra Anohnis ni videoinstallationer de besøgende rundt i lokalet.


Det tidligere kirkerum I Nikolaj Kunsthal. Videoinstallation med Anohni selv i centrum. Foto: venligst udlånt af Nikolaj Kunsthal. 

Store dele af videoerne og lyrikken fra Miracle Now er baseret på et teaterstykke, som kunstneren opførte for første gang i 1995. Værkerne er præget af tragedie, smerte og en form for systemsammenbrud, men når hun for eksempel viser sig selv i en hvid blondekjole med et drømmende følsomt blik, eller synger ”How did I become a virus?”, fokuserer hun på en personlig søgen efter inderlighed, autenticitet og uskyld midt i kaosset. Det er i spændingsfeltet mellem selvkritik og samfundskritik at kunstneren Anohni bevæger sig bedst.

Tranformationen

Transkønnede Anohni er af mange bedst kendt som forsangeren Antony Hegarty i bandet ”Antony and the Johnsons”, som udsprang fra New Yorks undergrundsmiljø og turnerede verden rundt op gennem 90’erne og 00’erne. Gruppen fik stor internationalanerkendelse med deres ofte melankolske og teatralske musik, som var præget af en følelse af tristesse efter bl.a. aids-epidemien.

En søgen efter at bryde ud af livets ”fuglebur”, prægede ligeledes gruppens tekster, som ind i mellem optrådte sammen med store klassiske symfoniorkestre. Anohnis følsomme stemme, krævede på en eller anden måde noget ekstraordinært - en stemme som ofte bliver sammenlignet med Nina Simones og Billie Holidays karakteristiske stemmer.

Med albummet ”I Am a Bird now” varslede hun gennem musikken sin genfødsel, så hele verden kunne følge med: ”One day I’ll grow up, I’ll be a beautiful woman, One day I’ll grow up, I’ll be a beautiful girl, But for today I am a child, for today I am a boy”.

I 2016 genfødes Antony som kvinden Anohni, og udgiver sit første soloalbum. Anohnis kunst og musik har altid har været to parallelle processer, og gennem tiden har hun blandt andet brugt sine koncerter til at udvikle sit visuelle univers. Livekoncerterne er ofte akkompagneret med en videoinstallation, som med forsangeren selv som skuespiller, visuelt blotter hendes indre smerte og længsel, mens sangeren selv på lidt genertvis giver koncert. Næsten så følsom, at det ikke er til at bære.

Ligesom musikken søger at skabe et eftertænksomt rum for sine lyttere, forsøger Anohni også med sin billedkunst at invitere modtageren til at stoppe op, tænke efter og føle ting lidt dybere. Hun mener, at vi glemmer at mærke efter, og hun forsøger derfor nærmest at tvinge lytteren eller beskueren til at give slip og lade - de dybe - tanker flyde.


Værk af Anohni. Foto: venligst udlånt af Nikolaj Kunsthal

Hendes lyriske univers med sange som ”Why Did You Separate Me from the Earth?”, ”Crisis” eller ”Drone bomb me” samt hendes visuelle univers kredser om temaer som klimaforandringer, politik, køn og krig. Hun klipper avisartikler ud om temaerne, indrammer dem i deres reneste form og viser det som det første i sin udstilling - så de aldrig bliver glemt i strømmen af nyheder. Igen vil hun have os til at stoppe op og mindes, hvad der egentlig sker i verden omkring os.

Anohni har en lidt dyster opfattelse af livet, et næsten dystopisk verdenssyn, som konstant er tilstede i hendes kunst, men ligeså tydelig og insisterende er hendes tro på en løsning også. Hun har en smertelig, men stålfast klamren til håbet om, at det nok skal gå.

Et mikrokosmos af udtryksformer

På udstillingens anden etage lukkes lyset ind. I de smukke gamle øvre rum i Nikolaj Kunsthal kommer Anohnis visuelle og performative udtryk til live gennem collager, fotografier, avisudklip, større installationer, voksmalerier og poesi. Det er tydeligt, at hendes univers lever i det underbevidste og det surreale, men i disse rum lever de med større lethed og mindre melankoli, ikke sagt, at den dystre tematik ikke er tilstede, fordi det er den næsten altid i Anohnis univers.


Øvre galleri i Nikolaj Kunsthal, hvor anden del af Anohnis udstilling fremvises. Foto: venligst udlånt af Nikolaj Kunsthal. 

Kunstnerens (muligvis) eget afklippede sorte hår er klistret fast til et oliemaleri, og et andet sted udstillet i en glasmontre, som en ofring fra hende selv. Papir er revet i småstykker og samlet igen, som et kluntet puslespil, et vinglas fyldt med døde bier, afbrændte avisudklip fra naturbøger – flere af værkerne virker som direkte hentydninger til kunstnerens egen smerte og samtidig samler hun op på det menneskeheden ødelægger. Et politisk opråb.

Gennem hele udstillingen integreres fotografier og artikler om den transkønnede aktivist og drag queen, Marsha P. Johnson, som kæmpede for transkønnedes rettigheder i New York og døde på mystisk vis. Anohni kreerer derved en form for mindetavle, og det er tydeligt at hendes kunstneriske univers har rod i eksperimentelt teater og performancescenen i New York i 90’erne. Et miljø hun var en del af før sit gennembrud som musiker, og med udstillingen Miracle Now vender hun tilbage til sit gamle univers. Hun genbruger, sammenklistrer og genopdager materialer fra dengang.


Nærbillede af en af Anohnis aflange "totem" collager. Foto: venligst udlånt af Nikolaj Kunsthal

Danmark & Anohni

I 2017 var Anohni tilknyttet Europæisk Kulturhovedstad Aarhus, som såkaldt artist in residence, hvor hun residerede permanet, indspillede musik med Aarhus Symfoniorkester og udviklede forskellige værker året ud. Hun er af den grund ikke helt uvant blandt danskerne, og udstillingen er derfor på en måde en naturlig forlængelse af hendes ophold. Hun har givet udtryk for, at hun holder meget af danskerne, og kalder ligefrem de skandinaviske lande for ideelle prototyper, som andre lande burde spejle sig i.

Anohni stræber efter at gøre os opmærksomme på materialerne omkring os og på miljøets sørgelige forfatning, hun siger på lidt dramatiskvis farvel til den verden vi kender - hun synger: ”I need another world, this one is nearly gone!” -  for derigennem måske at hive os ud af vores lidt passive hverdagsliv. Anohni har skabt et sprog, et opråb og et rum til at minde os om, at vi muligvis har brug for at tro på mirakler.

 

Miracle Now kan opleves i Nikolaj Kunsthal frem til d. 5 august.

Nikolaj Kunsthal

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig