Indkøbskurven er tom.
Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg
Udstillinger & Omtaler

SERIE: MUSEUMSBESØG

Af Mai Trosborg Rasmussen.
10.10.2018.

En følelsesmæssig rutsjetur
Næste stop på min museumstur er Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg. Fredag kl. 10.51 tager jeg toget fra Aarhus Banegård mod Aalborg Station, hvor jeg ankommer kl. 12.49. Toget stopper kort på Randers St. og foran Randers Regnskov, hvor jeg ud af tog-vinduet, når at få øje på en smuk leopard. Turen fra Aarhus til Aalborg koster 176 kr. med et rejsekort.

Fra Aalborg Station tager det ca. 10 minutter at gå til Kunsten. Da jeg går igennem Kildeparken, ledsages jeg af en række melodier, der blander sig med hinanden. Det er “De Syngende Træer”. Træerne er plantet af musikere, der har besøgt Aalborg, og ud af hvert træ strømmer, når du trykker på knapperne, kunstnernes hits. Jeg kan ikke dy mig for at gå hen til et af træerne og sætte det i gang.


Kunsten Museum of Modern Art, Aalborg. Foto: Magasinet Kunst. 


Kunsten Museum of Modern Art, Aalborg. Foto: Magasinet Kunst. 

Kunsten Museum of Modern Art er tegnet af den finske arkitekt Alvar Aalto i 1972 og har gennemgået en stor renovation fra 2014-2016. Museet har fem udstillingsrum, en skulpturpark, en flittig besøgt cafe, en museumsbutik og over 4000 værker med kunst fra 1900 og frem til i dag.

Der er liv på Kunsten denne september eftermiddag. En del af museets gæster er internationale fra Japan, Tyskland, England og Tjekkiet. Aldersgruppen er blandet. Jeg spørger en kvinde, der er optaget af at kigge på Michael Kvium udstillingen, hvorfor hun har valgt at besøge Kunsten. Kvinden taler ikke dansk, men er fra Prag og taler tjekkisk. Hun er genert og føler sig ikke sikker i sit engelsk. Hendes veninde kommer hende til undsætning. En ven, der studerer kunsthistorie på Aalborg Universitet, har anbefalet dem at besøge museet. Kvinderne er først i 20’erne og det er første gang de er på Kunsten. De bruger lang tid ved hvert værk.  

Kurt Trampedach - Møder i mørket
En af de aktuelle udstillinger er “Kurt Trampedach - Møder i mørket”, hvor der er udstillet værker af Trampedach (1943-2013) fra 1960’erne og 1970’erne. Trampedach er uddannet fra Kunstakademiet og fik sit gennembrud i 1960’erne.

Jeg træder ned i en mørk kælder og fornemmer straks udstillingens dysterhed. Trampedach tager i de fleste af sine værker udgangspunkt i sig selv og sine sindsstemninger. Der er adskillige selvportrætter og gipsfigurer af mennesker i 1/1 figur - en del af Trampedach selv. I et af rummene strømmer musik fra Bob Dylan ud af en højtaler. En gipsfigur af Trampedach ligger i en sofa og lytter.


Værk af Kurt Trampedach, Kunsten, 2018. Foto: Magasinet Kunst. 


Familierummet, hvor museumsgæster kan klæde sig ud, male, etc. Kunsten, 2018. Foto: Magasinet Kunst.  

I folderen, der ledsager udstillingen, læser jeg citatet “Jeg maler altid, som jeg har det. Og jeg har det ikke altid lige nemt.”  Et citat der indkapsler udstillingen fortræffeligt. Læser jeg videre i folderen, står der, at Trampedach selv har udtalt, at han bruger det at male som et forsøg på at udslette sine problemer. Han har i perioder haft svære depressioner, og det er den sindstilstand man fornemmer, når man besøger udstillingen.

Udstillingen er også et bevis på en kunstner, der er virkelig, virkelig dygtig til at iscenesætte sig selv som den ensomme kunstner med de mange ansigter. Udstillingens grundstemning er ensomhed.


Værk af Kurt Trampedach, Kunsten, 2018. Foto: Magasinet Kunst. 

Kurateringen af udstillingen er gennemført, og det giver mening, at man har valgt et mørkt kælderlokale til at fremvise Trampedach (og menneskets) mange ansigter.

Generelt er jeg vild med kurateringen på Kunsten. Beskueren er virkelig er tænkt ind. Det gør sig fx gældende, når man i familieværkstedet har taget udgangspunkt i den aktuelle Trampedach udstilling. Der er masser af kunst i børnehøjde bl.a. en kunst-skattejagt, som et par børn i selskab med deres bedsteforældre, har kastet sig ud i.

De voksne har også mulighed for at involvere sig i kunsten bl.a. ved at kravle rundt i Ernesto Netos installationsværk “The Serpent’s Energy Gave Birth to Humanity”, eller den finske kunstners Kaarina Kaikkonens værk “You Remain in Me”, som er skabt ved hjælp af skjorter fra aalborgenserne og er en del af Skulpturparken.


Værk af Kaarina Kaikkonen, Kunsten, 2018. Foto: Magasinet Kunst. 

Udstillingen “På rad og række eller hulter til bulter” viser beskuerene, hvordan værkernes placering har en relevans (eller ej?!). Det er gennemgående, at kuratorerne har haft beskuerne i tankerne, når de forskellige udstillinger er blevet til. Som museumsgæst føler jeg mig velkommen. Og der er flere gange, hvor jeg smiler, fordi jeg får øje på et initiativ, der gør mig glad.


Udstillingen "På rad og række eller hulter til bulter", Kunsten, 2018. Foto: Magasinet Kunst. 

Fokus: Michael Kvium og Farvens Kraft
Foruden Kurt Trampedach udstillingen er der udstillingen “Fokus: Michael Kvium”. Jeg kan mærke, at jeg er mættet af Kviums værker og går derfor lidt hurtigt igennem udstillingen. Jeg lægger mærke til de andre beskueres reaktioner på værkerne. De er på samme tid fascineret og frastødt af de ekstreme mennesker, som spejler os og de sider, vi ikke har lyst til at se. Særligt et værk vækker dén følelse hos mig - “Big Foot” fra 2012 - som gennem en nøgen kondiløber med bæltetaske og enormt store fødder portrætterer vores næsten sygelige besættelse af motion, mærkevarer og selvrealisering.

Aktuel er også udstillingen “Farvens Kraft”, som er dannet af en del af museets faste samling. Det er her, man finder Ernesto Nestos installationsværk. Udstillingen er den vildeste kontrast til Trampedach og Kvium, fordi, tja, farver gør glad.


Værk af Ernesto Neto, Kunsten, 2018. Foto: Magasinet Kunst. 

Mit besøg på Kunsten Museum of Modern Art tager mig altså på en følelsesmæssig rutsjetur fra depression i en mørk kælder til menneskehedens fødsel i et væld af vævede farver.

Tak for besøget, Kunsten.

Praktisk info: 

Åbningstider:
Tirsdag-søndag: kl. 10-17
Onsdag: kl. 10-21

Pris:
Voksen: 110 kr.
Børn under 18 år: gratis 

Mere info: https://kunsten.dk

Kunsten søger lige pt. børn der går i 2. -6. kl. og kunne tænke sig at være en del af et levende kunstværk. Læs mere på deres hjemmeside.

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig