Indkøbskurven er tom.
Arkitektur for sanserne
Udstillinger & Omtaler

Trappegalleriet på DAC viser hele efteråret arkitekturudstilling i 1:1. Kom tæt på nye tegnestuers bud på fremtidens arkitektur, som Point tegnestue, der er aktuel i november måned.

Tema: Materialitet og Tekstur i Byggeriet
Magasinet Kunst har talt med DAC, samt tidligere udstillere, Leth&Gori, om Materialitet og Tekstur i byggeriet. 

Af Sofie Ramji

Dansk Arkitektur Center og Dreyers Fond giver nye navne indenfor arkitekturen mulighed for at præsentere deres visioner i ny udstilling. Publikum kan derfor komme helt tæt på materiale og konstruktion i arkitekturen.
DACs nye rammer i BLOX-bygningen skaber ydermere en eminent baggrund at vise arkitektur på. Her er udstillingsarkitekt Victoria Diemer Bennetzen med til at skabe udstillingerne. Vi møder hende i Leth & Goris trappeudstilling, ’Et Hus’, til en snak om materialitet og tekstur og hvordan arkitekturen kan opleves i de nye rammer på Bryghuspladsen:

”Det er jo altid en udfordring at skabe en arkitekturudstilling, fordi man ofte ikke kan udstille den ”rigtige” arkitektur. Her er det så at materialitet spiller en rigtig stor rolle. Materialer opleves jo netop i 1:1, hvor hele ens sanseapparat er i spil og dét sætter også gang i éns følelse”, fortæller hun og fortsætter: 

”BLOX-bygningen, der er bygget af OMA (hollandsk arkitektvirksomhed ved Rem Koolhaas, red.) vi sidder i, er jo ret brutal. Det er stål, glas og beton og her er meget højt til loftet. BLOX er på mange måder skabt som kontrast til København, som arkitekten synes var for pæn. Og det er de rammer vi skaber udstillinger i.”

Nye standarder for arkitektonisk formidling
Hele efteråret vil trappegalleriet blive omdannet til Dreyers Arkitekturgalleri, en platform for tre forskellige tegnestuer til at vise deres bud på fremtidens arkitektur, kurateret og formidlet af dem selv. 

I DACs nye Blox-bygning bliver konstruktionen for alvor sat i arkitektonisk relief. Den rå, betonklædte baggrund skaber helt nye rammer for at vise deres arbejde på. Det skaber nye muligheder for at invitere den bredere befolkning indenfor og betyder at menigmand pludselig kan være med helt fra starten, når en tegnestue udfolder deres ideer for hvad arkitektur også kan være.  

Leth&Gori: Kunsten at bygge
Tegnestuen Leth&Gori starter med at få taletid. De åbnede den første udstilling med en imponerende trækonstruktion, ’Et Hus’. 

”Hos LETH & GORI øver vi os i kunsten at bygge”, fortæller Karsten Gori, den ene halvdel af Leth&Gori. ”Vi har en forkærlighed for anvendelsen af robuste og nøgterne materialer og byggetek­niske løsninger med lang levetid. En arkitektur, hvor naturens storhed og kræfter sætter sig konstruktionerne og i detaljerne. Huse bygget af landskabets materialer. Træ, ler og beton.”

De forklarer at de arbejder med tømrede kon­struktioner, murværk og støbte konstruktioner. De nævner de forskellige elementer i bygningskontruktionen, som de tager stilling til hver især. Fundament, sokkel, skelet og beklædninger. Tagudhæng og markante tage. Indfatninger og kompletteringer. Det vil sige, hele arkitekturens anatomi.

”For alle vores projekter, ligger der en interesse for arkitekturens ’økonomi’ – for at finde og fremkalde karakter og skønhed i det almindelige og skabe værdi i det tilsyneladende værdiløse.” De forklarer det med interessen for KUNSTEN at bygge. 

”Gennem at studere arkitekturens anatomi – eller at betragte huset som en krop – åbnes for et arkitektonisk sprog, der forbinder vores egne kropslige erfaringer med det at bygge og bo.”

De sammenligner det med vores egne erfaringer med kropslighed. Som at tage tøj på, er ligesom at beklæde rum og overflader. Eller at røntgenfotografere forholdet mellem kroppens bærende skelet og hud kan sammenlignes med at studere sammenhængen mellem konstruktion og facade. Det indre og det ydre. 

Konstruktion versus vision
Konstruktion og bygningsværk bliver altså sat i sammenhæng med arkitektens vision og ide i Dreyers Arkitektur Galleri. Publikum får dermed et eminent indblik i hvad det vil sige at bygge. Som Leth & Gori taler om, så er det ’Kunsten at bygge’, der kommer i centrum. 

For Leth&Gori er selve byggepladsen også op til overvejelse. 
”Byggeprocessen og byggepladsen rummer for os et kraftfuldt æstetisk potentiale. På byggepladsen møder vi bygningsværkets anatomi og tektonik som nøgne ufærdige rum – som utildækkede strukturer, byggesystemer og materialer. Denne råhed og skønhed forsvinder ofte i det færdige bygningsværk.
Vi drømmer om en stærk forbindelse imellem byggeplads og bygningsværk. Huse med en pragmatisk ligefrem karakter og med en sammenhængende fortælling - fra model, til byggeplads til bygningsværk.”

Sanselighed i materialerne
Hos DAC er de begejstrede for hvad de tre udstillinger formår at udtrykke til publikum, der besøger centeret.

”Arkitekter har jo yndlingsmaterialer, nogle elsker tegl, andre sværger til stål og beton. Og så er der Leth og Goris udstilling – som rent faktisk er et lille hus er skabt til den menneskelige krop, og udelukkende i træ, som man kan gå ind i.” Hun henviser til den trækonstruktion vi sidder indeni, mens hun fortæller: 

”Det gir en varm følelse i kroppen er være i udstillingen, det er rart at røre ved, her er an anderledes akustik og her dufter også skønt. Alle ens sanser er i gang. Her er det kroppen, der møder materialiteten.”

Victoria Diemers har selv været svært begejstret for åbningen af udstillingen, der startede med Leth&Gori, men hun glæder sig lige så meget til de næste udstillinger. 

Den nuværende udstilling er skabt af WE Architecture og løber frem til 2. November. Herefter tager tegnestuen Point over fra 8. November til d. 29. November. 

LETH & GORI er en ung dansk tegnestue med en international profil. LETH & GORI er begyndt i 2007 og er ejet af arkitekterne Uffe Leth og Karsten Gori

LETH & GORI specialiserer sig i arkitektur og urban design. LETH & GORI er forbundet med skabelsen af unik, innovative projekter der forbinder arkitektur, design og kunst. LETH & GORI har modtaget international anderkendelse med priser i åbne internationale konkurrencer i Danmark, Norge, Estland, Østrig og Sverige.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig