Indkøbskurven er tom.
Lyskunst i Tivoli
Rejser, Kultur & Event

Lysdesigner Jesper Garde Kongshaug skaber sammenhæng i lyshavet.

KULTUR: 17.11.2018. Af Tina Kristensen.

Så er det officielt. Julen er på vej. Da Tivoli i weekenden åbnede dørene til jul i haven, så var der ingen vej tilbage. Julen kommer, hvad enten du er klar eller ej.

At julen er lig med lys i rå mængder, er ingen nyhed. Men at der skal en prisvindende lyskunstner til at få det hele til at spille sammen, det er nok ikke noget, alle tænker over, når de vandrer rundt i Tivoli med et glas rygende varm gløgg i den ene hånd og en æbleskive i den anden. 

Jesper Garde Kongshaug er manden bag Tivolis lys. Han har gennem årene arbejdet med lysdesignet på mangt et imponerende projekt, fra de mere skæve forestillinger som Hotel Pro Formas ”Operation: Orfeo" og Odinteatrets "Mythos” til klassikere som Verdis ”Trubaduren” (2010) og Wagners ”Nibelungens Ring” (2003-2006) på Det Kongelige Teater, for bare at nævne nogle få. I 2013 skabte Kongshaug lysinstallationen Northern Lights ved en stor nordisk kulturfestival ved Kennedy Center i New York.


Tivoli, jul 2018. Foto: Christoffer Anias Sandager

”Julen i år bliver udvidet med nye oplevelser, og vi bringer lyset helt ud i hjørnerne af Tivoli. I Boblespringvandet foran Nimb placeres f.eks. tre magiske laserbelyste krystalhjerter, der ikke er set før. Vi har også udviklet bæredygtigt LED-lys, der har den særlige varme glød. Der er fokus på den særegne nordiske stemning i lyset, og ambitionen er at tage gæsterne med på en lysrejse, hvor vi kan måle os med de bedste i branchen på internationalt niveau,” fortæller Kongshaug om årets lysensemble.

Fra kunstværker til folkelige fotobagtæpper
Julelysene i Tivoli er overordentligt Instagram-venlige. Kongshaug fortæller: ”I år er der udviklet endnu flere selfie-steder, hvor gæsterne kan tage nogle stemningsfulde billeder”. Netop den tendens, at gæsterne deler minderne på sociale medier, vil man gerne understøtte og det ser ud til at lykkes. Telefonerne bruges flittigt i haven hvor børn bliver plantet særligt visuelle steder og storsmilende gæster placerer sig strategisk med lækker lyssætning i baggrunden og ”Snap”, så er det delt. Måske er det ikke lige her, den store kunst kommer frem, men det handler jo om, at ramme et bredt publikum – og indrømmet - Det er noget så hyggeligt.

Jesper Kongshaug har modtaget flere priser for sit arbejde, bl.a. Den Danske Lyspris og Nordisk Lyspris samt en Reumert i 2012 for Hotel Proformas War sum up. Han er desuden professor på Kolding Designskole og har undervist på det prestigefulde Standford University, USA.

Gamle klassikere
Jul i Tivoli er også lig med Nøddeknækkeren og der er juleeventyr for hele familien i Tivolis Koncertsal. Dronning Margrethe er den kyndige hånd bag forestillingens scenografi og kostumer og Tivolis balletchef, Peter Bo Bendixen, koreograferer. Balletten akkompagneres af Tivolis eget symfoniorkester, Tivoli Copenhagen Phil.


Tivoli, Lygtedans, Nøddeknækkeren, 2018. Foto: Bax Lindhardt

Billede øverst:
Vinter i Tivoli 2018. VIT. Skøjtebane. Foto: Lasse Salling, Tivoli.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig