Jeg tog Rami fra Syrien med ind og se en udstilling om syriske flygtninge på Moesgaard.

Rami og jeg mødes lidt i 15.00 en torsdag eftermiddag i december ved Moesgaard Museum. Vi har aftalt, at vi skal se udstillingen “Efter flugten - Syriske hverdage på Samsø” om syriske flygtninge bosat på Samsø.

Rami Ejleh er 22 år og oprindeligt fra Syrien, hvor han studerede 1. semester på universitet. I februar 2015 flygtede Rami fra Syrien til Danmark med sin far, sin fars kæreste og sin storebror. De sidste 3 år har han arbejdet for Novicell, og hver morgen møder han ved 6-tiden, for at holde fyraften mens det fortsat er lyst udenfor, fortæller han.

Udstillingsfoto. Søren Vestergaard Foto/medieafdelingen Moesgaard Museum.

Efter Flygten - Syriske hverdage på Samsø
Antropologistuderende Line Grüner har brugt 7 måneder fordelt over  1-1.5 år på antropologisk feltarbejde. Her har hun lært de 60 syriske flygtninge, der bor på Samsø, at kende. Resultatet er udstillingen “Efter flugten - Syriske hverdage på Samsø”, som har været udstillet på Moesgaard i en begrænset periode.

Moesgaards mission og vision er at møde mennesker i øjenhøjde,  og med denne udstillingen har vi taget beslutningen om at gå væk fra det helikopterperspektiv, som man ofte ser flygtninge beskrevet fra, til et mere personligt og intimt perspektiv med fortællinger, der er relaterbare, fortæller projektleder på udstillingen Sophie Seebach. Udstillingen er blevet til ved co-curating, hvilket betyder, at de personer udstillingen handler om, i høj grad har været inddraget i processerne undervejs i udstillingens tilblivelse.

Udstillingsfoto. Søren Vestergaard Foto/medieafdelingen Moesgaard Museum.

“Efter Flugten - Syriske hverdage på Samsø” er en mindre udstilling end både Rami og jeg har forestillet os. Det første vi ser, når vi træder ind, er en stor gummibåde og en masse brugte redningsveste. Koranen ligger sammen med andre ting spredt ud over gulvet ved siden af gummibåden. Hvis man er kommet dertil, hvor man lader det allerhelligste flyde, er man langt ude, siger Sophie Seebach, der samtidig fortæller, at det vi ser, er efterladenskaber fundet på flugtruten fra Syrien mod Danmark.  Selvom man ikke umiddelbart kan se det, er koranen ophøjet og lagt på et klæde for ikke at støde nogen, fortæller hun.

Det gør mig altid trist, siger Rami, da jeg spørger, hvordan han har det, mens vi står og ser på genstandene fra flugten. Tristheden er til at spore i det lave stemmeleje og i de mørke øjne, der er gemt bag et par briller. Jeg kigger rundt på den klasse, der får en rundvisning. Vidste jeg ikke bedre, ville jeg tro, at Rami var en del af dem, med sin lyse hud, de blå jeans, den mørke, tynde bomberjakke og sine store høretelefoner om halsen. Den historie han bærer med sig, er det, der adskiller ham. Og den historie ved man ikke findes, medmindre man kender ham.

Udstillingsfoto. Søren Vestergaard Foto/medieafdelingen Moesgaard Museum.

Jeg tror ikke, vi havde gjort det, hvis vi kom i sådan én, siger han og peger på gummibåden. Vi brugte 10.000 euro pr. person, min far, hans kone, min bror og jeg på at flygte i en større båd. Det var alt, vi havde. Jeg tror ikke, at min far havde taget chancen, hvis vi skulle flygte i en gummibåd…”

Udstillingsfoto. Søren Vestergaard Foto/medieafdelingen Moesgaard Museum.

Hani, Asma, Maya, Osama og Limar.
I udstillingen er der lavet videoportrætter. Første portræt Rami og jeg møder, er af Hani og Asma og deres fire børn Marya, Limar, Osama og Maysam.

Det er jo kun en dag i deres liv. Hvad har det med fremtiden at gøre?, spørger Rami, da han læser overskriften “For børnene og for fremtiden”. Jeg svarer, at jeg tror, det handler om, at de er ved at bygge deres fremtid op i Danmark sammen med børnene, og spørger ham, om han tænker mest på fremtiden eller på fortiden. Jeg tænker på fremtiden. Det gør det lettere at acceptere min situation. Men alting afhænger af regeringen, om jeg kan blive her. I Syrien interesserede jeg mig ikke for politik, men nu bliver jeg nødt til det. Det fylder meget, da jeg tænker over, om jeg skal tilbage. Jeg har bygget et liv op i Danmark med venner og job. Hvis jeg skal tilbage til Syrien, skal jeg til at bygge et nyt liv op igen. Igen. Konsekvenserne ved at skulle flytte tilbage føles uoverskuelige. Man kommer ikke tilbage til det, der var. Man skal starte helt forfra, forklarer han.

Udstillingsfoto. Søren Vestergaard Foto/medieafdelingen Moesgaard Museum.

Oday og Regan

Oday og Reham er et ungt forelsket par. På videoen af dem, ser man de kører rundt i en bil på Samsø, mens de lytter til henholdsvis syrisk musik og “Engel” af Rasmus Seebach.

Jeg eeelsker dig, synger Oday til Reham med sin syriske dialekt.

Kender du sangen, spørger jeg Rami. Nej, jeg lytter ikke til dansk musik. Jeg lytter heller ikke til syrisk. Jeg lytter til engelsk. Det er det bedste.

Mohammed
Jeg er lidt bange. Jeg taler ikke så godt dansk. Du laver rigtig god mad og du er rigtig flink. Det er jo de to ting, man skal for at være en god pølsemand. Sådan lyder dialogen i videoen om Mohammed. Mohammed har åbnet en pølsevogn på Samsø. Desværre lukker den ned efter nogle måneder. Hvorfor får vi ingen forklaring på. Sophie Seebach fortæller, at Mohammed er iværksætter af et godt hjerte og har haft eget firma i Syrien. Ideen med pølsevognen (hvor svinekød er skiftet ud med kylling) er hans egen.

Mohammed bor alene på Samsø. Hans kone er ikke med ham. For at mindes hende, har han på sit natbord placeret et  foto af hende, hvor blinkende lys lyser rundt om hende. Det er sværere for Mohammed at tænke på fremtiden, end det er for mig, der har min familie med til Danmark, siger Rami.

Udstillingsfoto. Søren Vestergaard Foto/medieafdelingen Moesgaard Museum.

Da jeg afslutningsvis spørger Rami, hvad han synes om udstillingen, og om det gav et realistisk indblik i livet som flygtning, svarer han, at det er godt, at man har valgt at portrættere forskellige familier og personer. Hani og Asma kan fokusere på deres fremtid, fordi de har børnene. Oday og Rehambehøver kun hinanden, og Mohammed har svært ved at skabe et liv i Danmark, fordi hans familie ikke er her.  En ting har han lagt mærke til går igen i alle filmene. De lever, som de gjorde i Syrien. Spiser syrisk mad, spiser på gulvet og hører syrisk musik.

I baggrunden af udstillingen kører et lydbillede, som jeg først helt forstår, da Sophie Seebach forklarer det for mig.

En tidligere syrisk samsing, Sabri, spiller en kendt arabisk sang på sin baglama. Sangen handler om kærlighed og savn til sit hjemland. Musikken er klippet sammen med lyde fra Samsø og lydbilleder fra krig. Lyde, der skal minde publikum om, at der altid lurer noget underliggende faretruende. At lydene af bomber ikke nødvendigvis stopper, fordi man er kommet væk fra krigen. Minderne er der fortsat

Udstillingsfoto. Søren Vestergaard Foto/medieafdelingen Moesgaard Museum.

Når vi zoomer ud fra helikopterperspektivet og sætter fokus på de personlige fortællinger, kommer vi væk fra forestilingen om at flygtninge allesamme er ens, siger Sophie Seebach. De besøgende skal kunne spejle sig i familiernes historier.

Jeg spørger Sophie, hvordan de har udvalgt de tre historier, og om hun kan fortælle, hvad det er, vi skal kunne spejle os i de forskellige historier. Det kan hun. Hos Mohammed kan vi genkende det, at man gerne vil være sammen med dem, man holder af. Hos det unge par, kan vi genkende kærligheden, og hos familien kan vi genkende, hvor meget man vil ofre for sine børn og deres fremtid. Det er universelle temaer. Der er samtidig ikke en oplevelse. Folk er forskellig. Vi har bare valgt tre historier. Der er mange flere, siger Sophie Seebach. Antropologen Wendy Pearlman, som har interviewet flygtninge rundt omkring i verden, udtrykker det således, at flygtning ikke er en titel, men en tilstand. Det håber jeg, man finder ud af ved at besøge denne udstilling. Der er et liv, når man ikke er på flugt mere og man ikke længere er flygtning.

I dag er Hani og Asma og deres fire børn de eneste, der fortsat bor på Samsø. Mohammad bor på Helsingør, hvor han arbejder som lastbilchauffør. Oday og Reham er flyttet til Silkeborg for at tage en uddannelse. Reham vil gerne være tandlæge og Oday mekaniker.

Rami boede på Asylcenter i Løgumkloster, da han kom til Danmark. Løgumkloster har 4.594 indbyggere. Samsø har 3.720 indbyggere. Jeg kedede mig i Løgumkloster. Det er en stor kontrast, når man kommer fra en by som Aleppo med flere millioner indbyggere…, siger han.

Udstillingen er desværre ikke aktuel længere, men da tematikken er evig aktuel, har vi valgt at bringe artiklen.

Profilbillede: Udstillingsfoto. Søren Vestergaard Foto/medieafdelingen Moesgaard Museum.