Det er Primers ambition, at kunstnere langvarigt fordyber sig og lader sig nedsænke i techvidenskabens undergrund.

RUSTNE STÅLBJÆLKER INDRAMMER EN DRISTIG KUNSTPOLITIK
Af Karl-Emil Rosenbæk. 18.02.2019.

Udstillingsplatformen Primer holder til i biotek-virksomheden Aquaporins hovedkvarter. Samarbejdets kongstanke er en forestilling om, at videnskab, teknologi og æstetik kan møde hinanden i synergiske og kreative nybrud.

Gulvet skinner af sterilitet og kittelklædte går mellem forskellige arbejdsstationer med avancerede maskiner, der bipper og lyser blåt. Det er ikke et forskønnelsesprojekt, forsikrer billedkunstner og medstifter af udstillingsplatformen Primer, David Hilmer Rex, mig om. Idéen er derimod at undersøge og udvikle praksisser, hvor æstetisk erfaring – kunsten som en særlig tænkemåde – og videnskabelige erkendelser kan krydsbefrugte hinanden på uforudsete måder. For at skabe denne nære kontakt mellem fagdisciplinerne flyttede Primer med ind i fabrikshallen, da virksomheden Aquaporin i 2016 flyttede sit hovedkvarter fra Nørrebro til en tidligere plastikfabrik i Lyngby. Den 7000 m² store hal har højt til loftet, rustikke, rustrøde stålbjælker og et stort åbent fabriksgulv, hvor Kristine Kemps udstilling 'Strata' for tiden vises blandt højteknologiske maskiner og renskurede laboratorierum.

Jeg tager s-toget til Jægersborg og lokalbanen videre til Ravnholm Station. Her står jeg af på et lille trinbræt. Da jeg nærmer mig bygningen, er det ikke ligefrem forestillingen om sofistikeret biovidenskab, der slår mig som det første. Det ligner derimod et helt almindeligt fabriksanlæg anlagt afsides i et trøstesløst industrikvarter.

Aquaporin
David Hilmer Rex modtager mig i receptionen og giver mig en lille præsentation af både Primer og Aquaporins gøren og laden. Aquaporin har specialiseret sig i vandteknologi og bruger bioteknologiske kundskaber og teknikker til at udvikle nye vandrensningsfiltre og -metoder. Aquaporin er både firmaets navn, og navnet på et vandtransporterende protein, der findes i alle levende organismer. I nyrerne bevirker aquaporiner for eksempel, at omkring 150 til 200 liter væske om dagen renses for affaldsstoffer, før det genoptages i kroppen. I 2003 modtog den amerikanske professor Peter Agre Nobelprisen i kemi for opdagelsen af proteinets evne til at flytte vand gennem en cellemembran uden at tillade passagen af andre molekyler og ioner. Virksomheden i Lyngby baserer sin forskning og udvikling af vandfiltre på dette proteins egenskaber og har derfor taget navn efter det.

Det var dog ikke vandrensningsteknologier, jeg var taget til Lyngby for at kigge nærmere på. Derimod havde jeg skrevet til Primer for at høre, om jeg måtte komme forbi Aquaporins hovedkvarter og se Kristine Kemps udstilling 'Strata'. For sådan fungerer udstillingsstedet, der er åbent for offentligheden; man overmander sin første indskydelse om at være til besvær eller anmassende og skriver frimodigt til primer@diakron.dk for at aftale et besøgstidspunkt.

Kristine Kemp. 'Before Normal II', (2014). Foto: Kristian Emdal - Mimesis Photo

'Strata' af Kristine Kemp
Udstillingen består af fem værker, hvoraf de to er skabt særligt til Primer. I David Hilmer Rex’ introduktion var det også noget, han lagde vægt på – den specifikke relation. Det er platformens ønske og ambition, at kunstnere langvarigt fordyber sig, lader sig nedsænke i techvidenskabens undergrund og udkrystalliserer nye, hybride og erkendelsesudfordrende substrater i krydsfeltet mellem tech og æstetik. Jeg synes, det er svært at sige entydigt, at det er lykkedes med Kristine Kemps udstilling, måske netop fordi det kun er to af værkerne, der synes at leve op til ambitionen. Og det er da også disse to stedsspecifikke værker, der gør det største indtryk på mig.

Det første er et videoværk, 'Drift', der spiller på en smartphone, som hænger ned fra loftet. Værket består af små sekvenser fra laboratoriearbejdet i Aquaporin: Et sæt hænder, der håndterer pipetter og reagensglas, kobler, der rystes, og mennesker i hvide kitler, der går frem og tilbage over fabriksgulvet. Det særlige er dog den måde, der klippes i mellem sekvenserne på. Her bruger Kristine Kemp den helt særlige James Bond effekt, hvor det næste billedet træder frem inde i en cirkel og derfra udvider sig til at fylde hele skærmen. Det er et ret simpelt klippeteknisk trick, men effekten er alligevel stor. Pludselig er man spion i en dystopisk techindustri, hvor anonyme medarbejdere viljeløst bevæger sig rundt i sterile omgivelser. Lydsiden består samtidig af skramlende laboratorieinstrumenter, elektriske maskiner og fuglekvidder. Tilsammen bringer det mindelser om kliniske dyreforsøg, kritikløs hightech-begejstring og videnskabsetiske dilemmaer. På den måde er det et virkningsfuldt værk, der på simpel vis formår at forskyde en arbejdssituation og udspalte en ny, lettere uhåndgribelig, tilstand. Velkendt, men forvredent. Kort sagt gør værket techarbejdet unheimlich på en underholdende, intertekstuel og tankevækkende måde ved hjælp af et indskrænket lydspor og en antikveret, kriminalfilmsagtig klippeteknik. Det burde egentlig ikke virke, fordi det er set så mange gange før. Men netop ved at indskrive sig i en velkendt fortælletradition kan der med ganske få virkemidler åbnes op for et dystopisk univers, og efter få blikke på skærmen er jeg allerede dybt engageret.
 

Kristine Kemp. 'Drift', (2019). Foto: Kristian Emdal - Mimesis Photo

Det andet værk, der er skabt til stedet, er et stort fotografi, som hænger på væggen ind til frokoststuen. Værket hedder 'Operatio' og måler 150x225 cm. Fotografiet viser en stor trykpresse som Aquaporin bruger til at trykke vandrensningsfiltre på. Ved siden af maskinen ligger en forhutlet eksistens på et krøllet tæppe og sover med tøj på, laboratorieudstyr på hovedet og en mobil i hånden. Altid klar til at springe til, hvis maskinen beder om assistance. Det er fabriksarbejderens svanesang; overgangen til automatiseringen og prekariatet billedliggjort på fornemmeste vis. Afdæmpet, men effektivt. Dér ligger den sidste, faste arbejder, nu fuldstændig overladt til maskinens nåde. Hvor maskinen vidner om innovation og stabilitet, så er arbejderens udmattelse og passivitet udtryk for den menneskelige komponents utilstrækkelighed. Det har altid været fabriksejerens hovedpine, at arbejderen krævede hvile, forplejning og afveksling. Med robotificeringen er det måske endelig muligt at overskride den barriere.

Som synergien tager form
På den banale plan, tror jeg, det er vigtigt, at tech-industrien bliver mindet om den menneskelige konsekvens af ukritisk maskine-iver og optimering. Det gør Operatio på en virksom måde. Der er ikke ligefrem tale om at ansatte og ejere tvinges til at gå canossagang, når de fysisk skal passere fotografiet på vej til frokost, men det er alligevel et smart kuratorisk træk at placere værket netop der. Jeg går derfor også fra Primer med en håbefuld forventning om, at de næste udstillinger i endnu højere grad tager livtag med stedets specificitet. Samtidig med at Primers eget engagement med Aquaporin tidsmæssigt har udviklet sig, er det også helt praktisk blevet muligt for de udstillede kunstnere at have et længerevarende forhold til stedet og industrien. Som David fortæller, er de kommende udstillinger således blevet til over en periode på halvandet til to år, hvor kunstnerne flere gange har været ude og besøge fabriksanlægget. Det bliver spændende at følge, hvorvidt synergien i stadig højere grad begynder at tage form.

Kristine Kemp. 'Operatio', (2019). Foto: Kristian Emdal - Mimesis Photo

Fakta

'Strata' af Kristine Kemp udstilles indtil d. 14. april i Aquaporins hoveddomicil i Lyngby. Udstillingen er åben for alle efter aftale med Primer på primer@diakron.dk eller 30 27 18 51.