Indkøbskurven er tom.
Reportage fra åbningen af Ordrupgaards kunstpark
KUNSTPARK ORDRUPGAARD: IMPRESSIONISME ANNO 2014 - NU I 3D
Af Cathrine Ramsing
Når det nu langt om længe passer solen sende livsduelige stråler vores vej og sommertemperaturerne oven i købet også svinger sig op til at deltage i festen, virker det jo helt fjollet at spilde tiden inden døre. Men hvis du tror, at det skulle være en gyldig undskyldning for at sætte åndelig føde og museumsbesøg på pause for at koncentrere dig om kold rosé og grillbøffer, kan du godt tro om igen.
Ordrupgaard Kunstpark åbnede nemlig op for den nye sæson 6. juni, og det betyder, at du for andet år i træk kan lufte den indre kunsthund i museets store have under åben og forhåbentlig blå sommerhimmel. Ordrupgaards grønne, treårige satsning er nærmere forklaret en samling udendørs installationer af tidens dygtigste samtidskunstnere, og den udvides med friske bidrag hver sæson.
De nye børn i klassen er i år to værker af hhv. den unge, engelske kunstkomet Ryan Ganders og af tysk/belgiske Carsten Höller. Sammen med sidste års Jeppe Hein-installationer er de placeret på udvalgte steder rundt i parken, hvor publikum i ro og mag kan slentre omkring og opdage dem blandt nyudsprungne bøgetræer og snedigt placerede kyssebænke. Og det smarte ved at udstille i Frejas sal er også, at der er masser af plads, så de spændende, men ret særegne installationer behøver ikke at konkurrere om hverken pladsen eller opmærksomheden. Her okkuperer de i stedet hver deres bid i det grønne, og det giver en speciel dimension at se de store installationer i fri natur-dressur.
Billede: Ryan Gander: More really shiny things that don't mean anything, 2012. Foto: Anders Sune Berg.
Spejleskæg i skoven
Begynder man skovturen med at svinge ud i parken fra museumscafeen, render man først ind i danske Jeppe Heins værker, der begge to er nogle spejlede affærer. Første installation er det umiddelbart simple ”Indsæt navn”, hvor anordningen slet og ret består af et rundt spejl, som hænger og dingler fra en gren. Men som det svajer i vinden mens det opfanger og reflekterer sine omgivelser, sker der ting og sager.
Med lidt livlig fantasi kan man næsten få fornemmelsen af, at det er en lille åbning til en anden verden, som man som en anden Alice i Eventyrland lige kunne tage og smutte igennem.
Billede: Jeppe Hein: Semicircular Mirror Labyrinth II, 2013.
Er man mindre barnligt anlagt, kan man i stedet lade sig forundre over, hvor funky verden egentlig tager sig ud når den spejles og kastes tilbage af sådan et roterende, glimtende arrangement. Det samme gælder også for Heins andet spejlværk, ”Semicircular Mirror Labyrinth II”, der ligesom de øvrige værker er lavet særligt til kunstparken.
I ”Semicircular Mirror Labyrinth II” er det bare især en selv, der pludselig tager sig ekstra funky og fragmenteret ud, når man bevæger sig lidt forvirret og rundtosset rundt i labyrinten. Den er stykket sammen af et imponerende antal to meter høje, blanke spejllameller og virkningen er absolut meget effektfuld, oplevelsen af pludselig at spille hovedrollen i et kalejdoskop er ret sjov - og så må det i øvrigt være op til den enkelte at vurdere, om det er en drøm eller mareridt at stå ansigt til ansigt med en endeløs række af sig selv - set fra alverdens leder og kanter.
Eventyrlig svampejagt
Og nu til nyhederne. Efter turen gennem Heins spejlcirkus, kan man godt have det lidt som en, der har spist sjove svampe. Og hvad møder man da også i det bagerste hjørne af parken? Såmænd intet mindre end en tre meter høj hybrid-svamp. Som endda delvist er af den sjove slags. På vores lille travetur er vi nemlig nået til Carsten Höllers kunstværk, og eftersom tyskeren oprindeligt er uddannet biolog, er hans kunstneriske kæphest særligt koblingen mellem biologi og psykologi. Det skylder man også æren for denne gigantiske, tredelte paddehat, ”Gigant Triple Mushroom”, som nu står og strutter i Ordrupgaardparkens skovbryn og minder beskueren om, hvordan det må føles at være en myre i skovbunden.
Billede: Carsten Höller: Giant Triple Mushroom, 2011.
Foto: Andreas Omvik
”Triple Mushroom” hedder den, fordi svampen er en skøn forening af tre forskellige svampesorter, hvoraf den røde fluesvamp får lov at brede sig over halvdelen af værket. Fluesvampen er efter sigende fast inventar og signaturen i alle Höllers svampeværker, og dette skulle være ment som kunstnerens cadeau til den hvidprikkede sags velkendte, euforiserende virkning.
Endnu engang er der lidt Alice i Eventyrland-tema over kunstparken. Som man står der og føler sig lillebitte under paddehattens skygge, bliver undertegnede i hvert fald mindet om Disney-scenen, hvor Alice skrumper gevaldigt efter at have smagt på nogle lidt for festlige svampe. Denne detalje, inklusiv den indlagte Disney-formaning om at holde snitterne fra sjove svampe-eksperimenter, må jeg hellere holde in mente, for Höller er ellers overbevisende i sin røde fluesvamps fortræffelighed. De to andre svampesorter, er dog heller ikke nødvendigvis kedelige, fx har en af de to det helt fantastiske, mundrette navn Spids Nøgenhat.
Om diskokugler og blændværk
Men nok om nøgenhatte og festlige fluesvampe, kunstparken byder nemlig på et sidste værk, ”More really shiny things that don't mean anything” af Ryan Ganders. Set fra den modsatte ende af parken ligner installationen mest en kæmpestor disko-kugle, der er trillet på afveje.
Tættere på opdager man, at den imponerende, glitrende kanonkugle egentlig består af en uendelig mængde små, skinnende dimser, der sidder som var de suget sammen af en gigantisk magnet. Andre nysgerrige gæster cirkler omkring værket, og når ingen kigger, er det de færreste af os der kan dy sig for at pille ved de tusindvis af dippedutter.
Man bliver jo tiltrukket som små skader af det glimtende, men, ifølge titlen, meningsløse blændværk. Installationen har taget turen fra Londons finansdistrikt til det noget mere rolige Ordrupgaard, men mon ikke, at ”More really shiny things that don't mean anything” også i Nordsjælland kan fortolkes som en overdimensioneret stikpille til de af os, der skulle være til fals for ting der på overfladen glimter, skinner og stråler.
Billede: Jeppe Hein: Semicircular Mirror Labyrinth II, 2013.
Impressionistisk brobygning og bonusværker
Kunstparken fungerer i praksis en som slags udestue for Ordrupgaards sædvanlige samling, og sætter tillige en fed streg under museets impressionistiske fokus. Særligt de, i mere end en forstand, glimrende værker af Ryan Ganders og Jeppe Hein giver indtryk af at være alternative og opdaterede bud på, hvad impressionistisk kunst kan være for en størrelse. Værkerne leger nemlig alle tre med lysets brydning, spontane sanseindtryk som ændrer sig alt efter vejret, årstiderne og øjnene der ser, samt med det umiddelbare, ufiltrerede indtryk af verden.
På den måde går de udendørs installationsværker altså rigtigt fint i spænd med museets eksisterende franske samling af klassisk impressionistisk malerkunst. Samtidig lobbyer disse moderne værker velsagtens en smule for, at man bagefter går ind og tjekker op på de impressionistiske firstmovers som Pissaro, Manet og Monet, der hænger og giver den i 2D på museets hvide vægge.
Som en ekstra bonus har Ordrupgaard dog i samme ombæring fået fingre i to ekstra værker fra Ryan Ganders hånd, som de også lokker publikum indenfor med. Hvis man derfor er i humør til mere nyfortolket impressionisme, er det oplagt at kigge ind, hvor Ganders to bonusværker freestyler over Degas berømte 14-årige danserinde og Rodins ”Manden med en brækkede næse”.
Alt i alt er der ingen undskyldning for at sende den kulturelle aktivitet på sommerferie, det er bare om at pakke solbrillerne, og forberede sig på at blive forblændet af strålende kunst i dejlige omgivelser.
