Indkøbskurven er tom.
Køb på auktion
Scene, Film & Bøger

5 tips til at købe kunst på auktion. Interview med Kasper Nielsen fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner

VÆRD AT VIDE FØR DU KØBER KUNST PÅ AUKTION – 5 TIPS 
Af Christine Løkkebø
 
Det er blevet populært at købe kunst på auktion, men for en førstegangskøber kan denne verden godt føles en smule overvældende. Det behøver den nødvendigvis ikke at være, hvis bare man gør sig et par overvejelser og undersøgelser først. For at gøre sagen lidt nemmere har vi fået en snak med vurderings- & salgsdirektør hos Bruun Rasmussen, Kasper Nielsen, der rystede et par gode tips ud af ærmet.
 
Hvorfor auktion?
Hvorfor skal man i det hele taget vælge at købe kunst på auktion?
 ”Jamen det skal man jo nødvendigvis heller ikke altid, men en af de fordele der er ved at købe kunst på auktion, er at auktionshuse, i hvert fald Bruun Rasmussen, værdisætter tingene ud fra, hvad markedet vil give for værker her og nu. Det bevirker, at der ofte kan være en ret stor prisforskel, alt efter hvor man køber et værk.

Gallerierne har ofte et større og bredere udvalg af samtidskunst og et bredere udvalg af ”up-coming” kunst, der endnu ikke har slået igennem på auktioner. Men en etableret samtidskunstners værker vil oftest kunne købes mere fordelagtigt på auktion end på galleri.
Der er fordele og ulemper ved begge dele. Det er de små detaljer, som den velbevandrede køber vil kunne skelne imellem, der har betydning for, hvornår det er mere eller mindre fordelagtigt at købe på auktion.

En ting er sikker, inden for kunsten, også kunsten i mellemklassen, hvor mange mennesker kan være med, dvs. fra et par tusinde kroner op til måske 10-15-20.000 - der kan man altså købe fantastisk god kvalitetskunst på auktion hos Bruun Rasmussen.”
 
Guldalderkunst og kobramalerier er bestsellere 
Hvad foretrækker danskerne egentlig, når de køber kunst?
”I øjeblikket, helt overordnet set, er dansk guldalderkunst populær, altså dansk kunst fra perioden 1800-1850. Moderne kunst, og især Cobra, altså den spontant abstrakte kunstnergruppe der eksisterede fra 1948-1951, har været, og er igen efter krisen, noget som danskerne er glade for. Slutteligt er danskerne også blevet glade for samtidstidskunsten. Og så er Skagenkunsten fra slut 1800- tallet selvfølgelig også populær. Den har en bred folkelig appel, som rigtig mange mennesker holder af.”

 
Foto: Venligst udlånt af Bruun Rasmussen Kunstauktioner
 

5 TIPS
værd at tage med, når du skal købe kunst på auktion:

1.Sæt dig ind i markedet 
”Som førstegangskøber er det vigtigt at sætte sig ind i markedet. Hvor kan du købe tingene henne? Hvilke gallerier? Hvilke kunst-, antikvitets eller design-handlere er i dit område og hvilke handelsmuligheder er der hos klassiske auktionshuse eller nettets auktioner.”
 
2.Find ud af hvad der interesserer dig
”Du skal huske på, at du kan købe umådelig mange forskellige ting. Men du skal prøve at sætte dig en lille smule ind i det, du interesserer dig for. Det kan for eksempel være en specifik type kunst, du kaster dig over eller du kan besøge nogle museer, gallerier og auktionshuse. Altså, at du lige prøver at finde et lidt bredere udvalg, for eksempel ved at søge på nettet, før du kaster dig ud i det.

Det er også efter devisen, at hvis du køber det første og det bedste du ser. og forelsker dig i, så vil du statistisk set, lynhurtigt kunne blive skuffet over A) at du købte det alt for dyrt og B) at du købte det alt for hurtigt, før du så noget, du meget hellere ville have haft - fordi dit sammenligningsgrundlag var alt for lille.”
 
3.Gå efter mavefornemmelsen
”Det bedste råd, vi overhovedet kan give, er, at du som førstegangskøber skal købe med hjertet. Du skal købe noget, fordi du virkelig synes, det er fantastisk, fordi det rører dig. Ikke fordi du tror, du gør en god handel og laver en investering, der skal give et fantastisk godt afkast. Hvis du går efter fortjeneste alene, er det her altså noget, du skal være rimelig skrap til - og også tilnærmelsesvis professionel, før du kan gennemskue det.”
 
4.Vær opmærksom på forskellige regler på forskellige auktioner
”Som privat forbruger skal du være opmærksom på, at man som køber på henholdsvis nettet eller på en klassisk auktion opererer inden for to forskellige lovgivninger.

Hvis du køber på en klassisk auktion, har du som forbruger ikke fortrydelsesret. Det vil sige, at når du har budt og fået hammerslag, så byder og køber du som selvskyldende auktionist. Du køber som beset. At vi så selvfølgelig står inde for vores katalogisering og ægthed, er jo noget helt andet. Har vi lavet en fejl, har du selvfølgelig mulighed for at komme ud af handlen. Men som udgangspunkt hæfter du for handlen, når du køber. Der er forskellen, at du som privat køber på nettet har 14 dages returret fra modtagelses tidspunkt.”
 
5.Læg en slagplan
Hvad end du deltager i en klassisk auktion eller sidder hjemme ved din computer og byder, er de psykologiske mekanismer nogenlunde de samme.
 ”Det har noget at gøre med, at adrenalinen måske gør, at man mister noget af den disciplin, man havde sat sig for, at ville vise, når man skal byde. Så et godt tip er, at du skal ligge en slagplan, om hvor langt du vil gå, så du ikke lader dig rive med.”
 
_______________________________________________________________

Auktion er for ”Hr. Og Fru-Friværdi” og alle andre
Som førstegangskøber kan auktionsverdenen godt virke lidt lukket, og man kan have en idé om, at man skal være decideret samler eller kender for at købe kunst på auktion. Det er dog ikke tilfældet, slår Kasper Nielsen fast.

”Inden for de sidste ti år har vi kunnet se en stærk stigende interesse for auktioner. Går vi et til to årtier tilbage, var auktionsmarkedet en lidt lukket forretning, hvor man udbød fra kendere til kendere. Derfor var der også en fuldstændig indforståethed om, hvordan man kommunikerede og solgte. Der er sket noget, især i 00’erne under højkonjunkturen hvor der var gang i den globale økonomi. Der kom der pludselig rigtig gang i kunst markedet, også i Danmark. Hr. og fru friværdi havde en masse penge, de ville bruge på luksusforbrug. Her var så også en tendens til at købe mere unikke luksusprodukter, som man kunne differentiere sig med, heriblandt kunsten.

Samtidig, med etablering af netauktioner, har du også på en meget nem måde kunnet få rigtig mange mennesker i tale. Det har demokratiseret markedet og derfor ser vi også flere muligheder i dag, end vi gjorde tidligere.”
 
 
Vurdering 25.000 – hammerslag 2.450.000
Selvom auktioner i dag således er for de fleste, kommer man ikke uden om, at de også giver suset af det ekstravagante - til tider er det ganske svimlende summer, der skifter hænder ved hammerens endegyldige slag i bordet.

Kasper Nielsen husker da også en auktion i 2013, hvor han selv var auktionarius stod med et kinesisk maleri fra ca. år 1800, der var vurderet til 25.000 kr.
Til auktionen var interessen stor og der var bydere både på telefon og i salen. Efter 8 minutter faldt hammeren, ret overraskende, på 2.450.000 kr.

Det er ikke småpenge, men et Edvard Munch maleri, der kom på auktion i 2006, kunne alligevel slå denne pris. Det gik for 6.900.000 kr.. Maleriet blev dermed det dyreste kunstobjekt nogensinde solgt hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

Fakta om Bruun Rasmussen Kunstauktioner

·  BRK afholder fire traditionelle auktioner i Bredgade om året og net-auktioner næsten hver dag året rundt.

·  Til en traditionel auktion er der typisk mellem 200-300 besøgende.

·  Effekterne, der sættes til salg på Bruun-Rasmussens auktioner, vurderes ud fra den efterspørgsel, der opleves i nuet og til den pris man forventer hammeren vil slås ved.

·  Som køber på BRK´s net-auktioner skal man være registreret med et gyldigt dankort eller kreditkort. Beløbet trækkes automatisk ca. et halvt døgn efter auktionen er afsluttet. På BRK´s traditionelle auktioner kan man betale med kreditkort, bankoverførsel eller kontant, dog maksimalt op til 50.000 kr. Betalingen skal ske senest 8 dage efter køberen har modtaget fakturaen. Udlevering af købet kan først finde sted efter betaling.

·  BRK udbyder årligt 100.000 effekter på auktion - kunst, antikviteter, design, smykker, armbåndsure og samlerobjekter som frimærker, mønter, vin, bøger og våben.

www.bruun-rasmussen.dk

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig