Ai Weiwei: Evidence Martin Gropius Bau, Berlin. 3. april – 7. juli 2014

SPÆR ØJNENE OP

15.juli 2014
Anmeldelse af Ulf Dalvad Berthelsen

Ai Weiwei er formentlig de seneste års mest omtale kunstner. Hans værker er spektakulære, og han skaber debat, provokerer og investerer i bogstaveligste forstand sig selv i sit kunstneriske projekt.

Hvad dette projekt går ud på, kan man blive lidt klogere på ved at lægge vejen forbi Martin Gropius Bau i Berlin, hvor Ai Weiwei for tiden er aktuel med en omfattende soloudstilling.

Det første man ser, når man træder indenfor, er værket Very Yao. Det hænger i indgangspartiets glaskuppel og består af op imod 150 funklende cykler føjet sammen til en svævende skamstøtte over de kinesiske myndigheders formodede justitsmord på den unge kineser Yang Jia.

Det næste man ser, hvis man ellers ser ordentligt efter, er to overvågningskameraer, der diskret er rettet mod beskueren. Kameraerne, der er hugget i marmor, er kopier af de overvågningskameraer, politiet har placeret uden for Ai Weiweis atelier i Beijing, og værket er nøgternt betitlet Surveillance Camera.
 

Billede: Very Yao, 2009, 150 cykler © Ai Weiwei

Hermed er tonen slået an. For udstillingen, der bærer navnet Evidence, er i høj grad et vidnesbyrd i sagen Ai Weiwei vs. Folkerepublikken Kina. Og det er ikke småting, der føres bevis for. Der er blandt meget andet værker, der dokumenterer den eksplosive urbanisering af Kina, der pågår i disse år.

Der er værker der problematiserer myndighedernes håndtering af jordskælvskatastrofen i Sichuan provinsen i 2008, og der er ikke mindst værker, der dokumenterer og kritiserer myndighedernes behandling af Ai Weiwei selv.

Udstillingens omdrejningspunkt er med andre ord kunstneren som aktivist og dokumentarist, og når man bevæger sig rundt på udstillingen, er det tydeligt, at den er kurateret med særligt henblik på at understrege netop denne tematiske pointe og ikke på at skabe et homogent udtryk.

Spændvidden i de kunstneriske udtryksformer er således enorm: Der er ready-mades, foto- og videoværker, jernskulpturer, bronzeskulpturer, marmorskulpturer, keramik, musikvideoer, installationer og meget andet.

Nogle værker er små og undseelige, mens andre er store og overvældende. Nogle tager udgangspunkt i århundrede gamle håndværkstraditioner, mens andre baserer sig på den nyeste informationsteknologi.

Billede: Stools (Hocker), 2014 6000
Træstole fra Qing Dynastiet (1644-1911) © Ai Weiwei

Dette virvar af former og udtryk kan umiddelbart virke spraglet og usammenhængende, hvilket da også har fået den tyske kulturjournalist Cornelius Tittel til kættersk at antyde, at Ai Weiweis kunstneriske talent måske alligevel er til at overse, og at den institutionaliserede kunstverdens ukritiske begejstring ikke modsvares af de enkelte værkers kunstneriske kvalitet.

Kritikken forekommer dog at være forfejlet og lidt bedaget: Et stykke bøjet jern, skulle det være kunst?

Udstillingen understreger nemlig med al ønskelig tydelighed, at Ai Weiweis produktion ikke kan forstås som enkeltstående værker med særskilt kunstnerisk kvalitet, men i stedet må forstås som ét stort dynamisk hele, der inkluderer kunstneren selv, hans tilhængere og modstandere, folket, systemet, myndighederne, cyberspace, offentligheden, publikum, kunstverdenen og alt det andet, der på den ene eller den anden måde inddrages i hans kunstneriske praksis.

Billede: Souvenir from Shanghai, 2014, 
Beton og murbrokker fra Ai Weiweis ødelagte atelier i Shanghai i en træramme, 380 × 170 × 260 cm © Ai Weiwei. Foto © Mathias Völzke

Tittel er imidlertid ikke ene om at forholde sig distanceret til Ai Weiwei, og hvis man tager sig tid til også at se udstillingen Die 8 der Wege, der lige nu vises i Uferhallen ikke så langt fra Martin Groprius Bau, får man mulighed for at opleve en mere interessant og subtil kommentar til Ai Weiwei og hans betydning for samtidskunsten.

Her kan man nemlig se He Xiangyus berygtede remake af Jaques-Louis Davids Le Mort de Marat, der forestiller Ai Weiwei liggende død på gulvet. Et medlidenhedsfadermord begået af en af den yngre generations markante kinesiske kunstnere, der nok sympatiserer med personen Ai Weiwei, men har svært ved at genkende sig selv i hans projekt.

Hverken Cornelius Tittels eller He Xiangyus kommentarer kaster dog skygger over udstillingen i Martin Gropius Bau. Tværtimod. Deres kommentarer tilføjer blot endnu nogle facetter til en i forvejen fremragende udstilling.

Man benoves over stolehavet i bygningens atriumgård. Man gyser ved tanken om 81 dages indespærring, når man kanter sig rundt i den trange 1:1 kopi af Ai Weiweis fængselscelle, og man forbløffes over myndighedernes absurde kontrol, når man i en video ser Ai Weiwei begå civil ulydighed i en taxi i Beijing.

Ai Weiwei er kort sagt sprællevende, og der er al mulig grund til at spærre øjnene op og lade sig hvirvle ind i hans kunstneriske omgang med verden.

Billede: Very Yao, 2009, 150 cykler © Ai Weiwei

Link til Conelius Tittels anmeldelse i Die welt:
http://www.welt.de/kultur/kunst-und-architektur/article126500975/Ai-Weiwei-entzaubert-sich-mit-seiner-Kunst-Show.html

Link til udstillingen Die 8 der Wege: http://die8derwege.info/