Indkøbskurven er tom.
Den paradoksale kunsthal
Scene, Film & Bøger

Over sommeren har du fornøjelse af tre udstillinger på Kunsthal 44 Møen.

DEN PARADOKSALE KUNSTHAL

Reportage af Malene Prytz

Kunsthallen der ligger i det afsides Askeby på Møn, præsenterer international samtidskunst i naturrige omgivelser. Kontrasten mellem moderne udtryksformer og traditionelle omgivelser, skaber en interessant ramme for samtidskunsten, med mulighed for gå i dialog.

 

At se det man ikke kan høre

De grafisk komponerede værker i Hans Peter Kuhns udstilling  ’Hausmusik’, summer, klikker og brummer på forskellig vis. Det er installationerne i rummet som udøver musikken.

Som eksempelvis skulpturen med de 16 bashøjtalere. Hver højtaler spiller med så lavfrekvente dybe lyde, at de ikke lader sig opfange af det menneskelige øre. I stedet kan lyden ses på højtalernes spænding på overfladen der vibrerer. Skulpturen er som en slags svamp, der transmitterer en lyd fra jorden, eller et andet sted, hindsides den menneskelige opfattelsesevne.

 


Population II. Hans Peter Kuhn, 2006 Foto: Thomas Gunnar Bagge

 

Serielle kliklyde

I værket ’lydfarver’ skyder en række lysbillede-apparater slides i forskellige farver op på en væg. Til forskel fra et lysapparat der er manuelt styret, er disse automatisk indstillet til at skifte slides. Maskinerne er ukontrollerbare, og den høje kliklyd opleves meget dominerende. Man kan Ikke gennemskue hvornår og hvorfor slidsne skifter. Lydene og billederne er uden for beskuerens logik. Alligevel omdanner hjernen de serielle billedskift til en slags musik. 

 


Lydfarver. Hans Peter Kuhn, 2014 Foto: Thomas Gunnar Bagge

 

Lille hus

I udstillingen ’Lille hus’ er kunsthallens tilhørende lade kommet under behandling af Sonja Rentsch. Stalden er muget gevaldigt ud for halm og andre utilsigtede genstande, og er i stedet indrettet med nøje udvalgte ready mades. På loftet udgør fire senge med hvide lagner et opholdsrum. Det virker lidt sterilt og det lader til, at man skal kigge frem for at røre.

 


Væg i stald. Sonja Rentsch, 2014. Foto: Thomas Gunnar Bagge

 

Nybagt brød og ready mades

I lige så minimalistisk stil som loftet, er stueplanet med tilhørende køkken, spise og vaskeplads indrettet. Med en enkelt hvid vaskekande på badeværelset og få dagligdagsobjekter i stuerne leger Rentsch med beskuerens evne til at tilegne elementer betydning.

 


Sonja Rentsch, 2014.  Foto: Thomas Gunnar Bagge

 

Rentsch arbejder med en stemning af både fremmedgørelse og imødekommenhed. En gang imellem deltager Rentsh og bager brød, hvormed en hjemlig duft breder sig i laden. Med disse ready mades tilføres humor og ironi til oplevelsen af museum og det at være gæst.

 


Om man må spise de fremstilede objekter, er ikke klart. Sonja Rentsch, 2014 Foto: Thomas Gunnar Bagge

 

1.000.000 meter bomuld

Senest har Kunsthal 44 Møen fået brasilianske Cierde Merdoes til at lave en intervention i hele kunsthallen. Med 1.000.000 meter sort blød bomuldstråd, der voluminøst indtager rummene, kan beskuerne ikke undgå at deltage i værket. La Bruja (oversat: heksen) er skabt for at møde publikum i et sanseligt nærvær.

 


La Bruja, Cierde Merdoes 1979-1981 Foto: Thomas Gunnar Bagge.

 

Inddragelsen er ifølge Christina Louise Jørgensen, som er daglig leder af Kunsthal 44 Møen, et væsentligt element i stedets praksis. Kunsthallen inviterer folk fra nær og fjern til at deltage kunsthallens samtalearrangementer; ’dialoger’, der afholdes i forbindelse med udstillingerne.

 

Det handler om samtale

Lægger man vejen forbi, kan man deltage i kunstdiskussioner med andre kunstinstitutioner, kunstnere og formidlere.  Christina Louise Jørgensen forklarer at ’dialogerne’ er et koncept som stammer fra stedets kunstneriske direktør Réné Block. Inspireret af Joseph Beuys og Fluxus kunsternes interesse for sociale aktioner, handler det om at udvikle samtalen. Helt grundlæggende handler det om at tale sammen og at tale sammen om samtidskunst afslutter Jørgensen.

 

Skulle man være så heldig at tage en tur til de landlige omgivelser ved Kunsthal 44 Møen, kan man tjekke her (hyper link til hjemmesiden) hvornår kommende dialoger finder sted.  De nævnte udstillinger vises frem til d. 14. september 2014.

 

Fokusbillede: Fra dybet. Hans Peter Kuhn, 2003/2014 Foto: Thomas Gunnar Bagge

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig