Indkøbskurven er tom.
Kuratoren på Louisianas roste Nolde-udstilling tager os med bag kulisserne
Man kan jo ikke komme uden om Nolde - Interview med kurator Kirsten Degel
Af Cathrine Ramsing
Som vi sidder bænket her i Louisianas park, Kirsten Degel og jeg, skal vi vist begge to koncentrere os en smule for at holde fokus. Vi er nær ved at afspore mit projekt med interviewet for i stedet fortabe os i en fælles udredning af, hvor aldeles storartet en maler Emil Nolde var.
Men her må jeg lige minde mig selv om, at det altså ikke er mig, der har fået anmelder-tjansen i denne omgang. Jeg har derfor ikke carte blanche til at svælge i de overdådige malerier, Noldes liv og de saftige detaljer om hans nazistiske flirt og dertilhørende politiske krumspring.
Til gengæld har jeg vundet en snak med kvinden bag Louisianas ”Emil Nolde”, og den skal handle om arbejdet som kurator på en klassiker og sikker kassesucces.
At forvalte forventningerne
Et lidt uldent politisk ståsted til trods, rydder den dansk-slesvigske maler traditionen tro bordet. Spiller et museum Nolde-kortet er publikum som regel lige så salige, som jeg er nu, og i denne omgang har selv dagblads-anmelderne droppet mavesyren og lader stjernerne regne ned over udstillingen.
Det interessante spørgsmål er imidlertid, hvordan man går til en kunstner i denne vægtklasse? Vi kender ham jo alle sammen i forvejen, så hans værk må gøres vedkommende og relevant på ny. Og hvorfor overhovedet blive ved med at vise ham?
Allerede inden jeg når at stille spørgsmålet, kommer Kirsten Degel mig i forkøbet:
”Man kan jo ikke komme uden om Nolde! Han er bare et af de rigtigt store navne. Og det gælder især, når man som Louisiana har det 20. og 21. århundredes kunst som hovedinteresse. Han er en af de vigtigste repræsentanter for tysk ekspressionisme,” siger hun og uddyber, at museet har tradition for at tage de store klassikere frem fra gemmerne med jævne mellemrum.
Emil Nolde: Kerzentänserinnen, 1912 © Nolde Stiftung Seebüll
Det er derfor også tredje gang, at Louisiana har Emil Nolde på programmet, omend det er ved at være 25 år siden, han sidst gjorde sig til på væggene i Humlebæk.
Hver generation har sin Nolde
”På Louisiana synes vi, at hver generation skal have mulighed for at møde de her rigtig store kunstnere, man simpelthen bare må se på et eller andet tidspunkt i sit liv – i hvert fald hvis man interesserer sig for kunsten i det 20. århundrede.
Vi anser det som vores opgave at gøre det muligt, at de ved selvsyn kan opleve og tage stilling til de væsentligste kunstneres værker.
Og næsten endnu vigtigere synes vi, at enhver klassiker skal have mulighed for at møde en ny generation. Nye øjne ser jo anderledes på kunsten og lægger noget til i fortolkningen af værket. Der er ikke tale om et engang for alle afsluttet udsagn, men en fortløbende dialog mellem betragter og værk. Det synes vi, er et vigtigt moment i formidlingen af det historiske stof.”
Lidt tiltrængt kildekritik
Lige netop Nolde har haft rigtig godt af, at yngre kræfter er kommet til og har taget sig bestemt, men kærligt af hans værk. Indtil nu har synet på den slesvigske maler nemlig været gennemsyret af de tolkninger, han selv nåede at skrive af sin kunst.
Og det var ikke så lidt, kan Kirsten Degel fortælle; faktisk nåede Nolde at udarbejde en selvbiografi i hele fire bind inden sin død. Han mente ellers selv, at kunsten var hans sprog. Men han havde lige sørget for at fabrikere en omfattende oversættelsesnøgle af en selvbiografi ved siden af - for en sikkerheds skyld.
Emil Nolde. Paul Senn, Emil Nolde i Schweiz, 1948, FFV, Kunstmuseum Bern, deponering og © Gottfried Keller-Stiftung, Bern CH
Siden da er biografien blevet taget for gode varer, og der er sjældent gået kildekritisk til materialet. Før nu altså, hvor det begynder at røre på sig igen i Nolde-forskningen. Den bevægelse er også baggrunden for Louisianas udstilling, som er sat op i forbindelse med de første resultater i et nyt forskningsprojekt.
Man skal skelne
Fordi dette nye projekt graver en del i Emil Noldes forhold til nazismen, falder snakken meget naturligt på balancen mellem malerens personlige historie og kunstens eget liv.
Til det bemærker kuratoren, at når man arbejder på et kunstmuseum, så må essensen være det faktum, at Nolde ér og bliver en fantastisk god kunstner.
”Det tror jeg er vigtigt, at man holder fast i. Det andet er jo en moralsk debat, som for øvrigt er i fuld gang i Nolde-miljøet, rigtig godt hjulpet på vej af netop den nye forskning. Men rent kunstnerisk synes jeg, det er vigtigt at skelne.”
Tekst og billeder
I kurateringen er der dog sørget for, at publikum ikke bliver helt snydt for små hapser af den dramatiske historie bag kunsten. For at selve udstillingen kommer til at afspejle forskningens nye resultater, har værkerne fået selskab af supplerende oplysninger.
Både i form af tekster, der præsenterer udstillingens forskellige temaer, men også af små individuelle bemærkninger, som fortæller de enkelte værkers historie. Tekst-bidderne er i store træk baseret på de nyfundne historier fra forskningen.
Installation shot, Emil Nolde. Foto: Poul Buchard/Brøndum & Co. Credit: Louisiana Museum of Modern Art
Som Kirsten Degel pointerer er det dog bestemt en balancegang, for man skal heller ikke overdøve værkerne fuldkommen ved at forklare dem til døde. Det er der i parentes bemærket næppe overhængende fare for, bliver vi hurtigt enige om:
”Nej, hans malerier har jo en utroligt direkte appel”, smiler hun.
Nolde fra A til Z
At denne direkte appel kan være en faldgrube, er hun samtidig helt på det rene med. Som Degel siger, skal man da tænke over ikke at falde i fælden og udstille de mest elskede og kendte værker. Det risikerer at blive ret tamt i længden.
Jeg tænker da også som museumsgæst, at det netop må være kuratorens fornemmeste opgave i forbindelse med store kanoner som Emil Nolde. At få dem til at sprælle lidt til trods for, at de allerede er bredt anerkendte og ofte bliver sat op på de store kunstinstitutioner.
Kirsten Degel tager min tanke op og forklarer, hvordan man som kurator går til dén opgave:
”Heldigvis findes der i Noldes tilfælde tykke værkkataloger, og så starter jeg simpelthen med at bladre dem igennem. Der opdager man, at der er meget, der normalt ikke bliver vist – for det er ofte de samme værker, som bliver udstillet igen og igen.
For mig var det i hvert fald rigtig spændende at få mulighed for at dykke ned i hele hans forløb som kunstner. Ved denne kronologiske overflyvning af værket opdager man, hvordan Nolde afprøvede forskellige malemåder, indtil han – relativt sent – nåede frem til sin karakteristiske stil.
Tænk engang at han både har været træskærer og underviser i ornamenttegning i Schweiz, hvor han bestiger Matterhorn og som noget af det første maler bjergetrolde. Det vidste jeg da ikke. Og det er jo netop den slags skægge detaljer, der føjer nye facetter til.”
Emil Nolde: Tier und Weib, ml. 1931 og 1935 © Nolde Stiftung Seebüll
En mangfoldig maler
Alt i alt understreger Kirsten Degel, hvor mangfoldig en kunstner Emil Nolde var. I kurateringen er hans værk omsat til 11 kapitler, som organiserer Noldes kunstneriske liv efter en lidt løs kronologi.
På den måde kan publikum både dykke ned i de mange forskellige temaer, han arbejdede med, og samtidig følge hans udvikling og spændvidde.
Noldes omfattende værk er både præget af tematiske gentagelser, men også af fascinerende synsvinkelskift. Kunstneren beskæftigede sig med yderst forskellige emner - fra stemningsfulde øde landskaber over larmende nattescener i Berlin til eksotiske stillehavsmotiver og billeder med religiøst indhold.
Emil Nolde: Tropensonne, 1914 © Nolde Stiftung Seebüll
Det retrospektive greb betyder også, at man får lejlighed til at se både tegninger, akvareller og grafik.
”Vi har fået alle medier med her, og det afslører eksempelvis, at han var en fantastisk grafiker. Selvom man kender ham som kolorist, er Nolde faktisk lige så dygtig i sort-hvid. Det får man plads til at liste ind i en udstilling som denne, hvor vi afsøger alle hjørner af hans værk”.
Sene og tidlige værker
Det har været en væsentlig prioritet at vise nogle sider af kunstinstitutionen Emil Nolde, der ellers kun sjældent bliver behandlet. Både Noldes tidlige og sene værker, som ikke har fået stor opmærksomhed i andre udstillinger, har fået en særlig plads.
Ved siden af en lang række hovedværker ses også flere af kunstnerens arbejder, som aldrig har været vist før. Som et eksempel hiver Kirsten Degel et hundeportræt frem, der har sneget sig med på udstillingen. Det særlige ved maleriet er, at Nolde maler hunden med præcis samme streg som han maler sig selv, uden at skelne mellem de to motiver.
Det er lidt sjovt og viser, hvordan han også arbejdede som maler. Det er ofte det nære, de motiver han har lige foran sig, der har Noldes interesse.
Lidt kant til en kunstner, man tror man kender
I den mere pikante afdeling byder udstillingen på nogle meget erotiske kvindemotiver.
”Der stopper man op en ekstra gang og tænker, om det virkelig kan være Nolde. Så må man revidere sit syn på ham, hvis man bare kender ham fra yndige blomstermotiver og flotte landskaber.”
Efter at have tygget lidt videre på den siger hun så:
”I det hele taget har Nolde jo skabt et stort og sammensat værk, og vi har forsøgt at finde frem til nogle af de arbejder, man ikke har set så meget. Ikke bare vise dem for at vise dem, naturligvis, men fordi de netop udfordrer det, man troede man vidste om ham. På den måde håber jeg da, at folk går hjem og tænker: Dér fik jeg alligevel set nogle sider af Emil Nolde som jeg ikke kendte”.
Udstillingen kan ses på Louisiana til 19. oktober 2014.
Læs også udstillings-anmeldelsen i det trykte magasin
