Indkøbskurven er tom.
Når skygger bliver kunst
Interview & Portræt

Mere Phantoms Three Cities; A Shadow Triptych på Brandts 13

NÅR SKYGGER BLIVER KUNST
Af Tina Kristensen
17. september 2014

På Brandts 13 kan man for tiden opleve den canadiske kunstnerduo Mere Phantoms, der består af Maya Ersan og Jamie Robson. Vi fik en lille snak med Maya Ersan under åbningen af udstillingen.

I det centrale udstillingsrum på Brandts 13 kan man lige nu opleve ”Three Cities; A Shadow Triptych” en omfattende installation, der består af arbejder med papir kombineret med lys og lyd.

Miniature bylandskaber af papirklip er placeret på aflange podier midt i rummet. Klippene er skabt med udgangspunkt i tre storbyer kunstnerne har besøgt, Vancouver, Montreal og Istanbul. Alle tre byer er karakteriseret ved, at de for øjeblikket undergår store forandringer og udvikler sig i nye retninger.

Publikum får udleveret en stang med en lygte på og så kan man ellers bevæge sig rundt i rummet forbi papirbyerne og se byerne blive levende i dramatiske skyggespil på væggene.

Det handler om skygger
Papirklippene i sig selv er smukke i al deres minutiøse detaljerigdom af mennesker, vasketøj på snore, bygninger og træer, men det er de effektfulde skyggevirkninger, der virkelig løfter værket.

”Det handler mere om skygger end noget andet. Det handler om, hvordan man oplever skyggerne som beskuer og hvordan værket tager form af noget tredimensionelt, når publikum bevæger sig rundt.”

Som supplement til skyggeverdenen er der en fin lydkomposition af Christian Carriere, der toner stille frem i baggrunden.

”Lyden er en integreret del af værket. Det medfører en fornemmelse af tekstur. Kompositionen er en sampling af lyde fra hver af de tre byer. Det angiver en rytme til hvordan man skal bevæge sig i rummet.”

Det er interessant at se, hvordan skygger og musik for publikum til at bevæge sig langsomt rundt i rummet.

Maya Ersan fortæller at det er første gang de udstiller i Danmark, men det bliver sikkert ikke den sidste. Mon ikke nogen tager tråden op, så det ikke er det sidste, vi ser til den spændende kunstnerduo her i landet.

Three Cities; A Shadow Triptych kan ses på Brandts 13 frem til d. 11. januar.

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig