Indkøbskurven er tom.
Gadekunst i Bristol
Rejser, Kultur & Event

Bristol byder på berømte Banksy-værker og en række næsten lige så berømte steder

Gadekunst i Bristol

 

2. oktober 2014
Af Ulf Dalvad Berthelsen

 

Bristol har gennem de seneste år markeret sig som by med et stærkt og levende gadekunstmiljø. En væsentlig årsag til dette er, at den nu verdensberømte gadekunstner Banksy indledte sin karriere her. Byen byder således på en række berømte Banksy-værker samt en række næsten lige så berømte steder, hvor der en gang har været et Banksy-værk.

 

På trods af en efterhånden lang karriere er Banksys identitet forbløffende nok stadig ukendt. Han er derfor blevet en næsten mytologisk figur, der af sine tilhængere betragtes som en moderne Robin Hood, hvis indædte kamp mod kommunen og dens højtryksspulende hær af skønhedsfornægtere fortjener uforbeholden beundring.

 


Banksy, Foto: Ulf Dalvad Berthelsen, 2014

 

I takt med at Banksy har bevæget sig fra at være en central figur på den alternative kunstscene til at være en feteret celebrity på den komercielle kunstscene, er stemningen dog vendt i visse dele af undergrundsmiljøet.

Dette har bl.a. ført til, at et af de store Banksy-værker i det centrale Bristol er blevet udsat for et paint-bomb-attentat foranstaltet af en lokal graffiti-bande. Ironisk nok har man efterfølgende forsøgt at fjerne angibernes arbejde for at redde det i sin tid ulovlige Banksy-maleri.

 


Banksy, Foto: Ulf Dalvad Berthelsen, 2014

 

Som følge af at gadekunsten er blevet mere og mere populær og tilmed en profitabel forretning for både gallerister og metropoler, der kan prale med et levende undergrundsmiljø, har Bristol som så mange andre storbyer taget gadekunsten til sig.

 


Connor Harrington, Foto: Ulf Dalvad Berthelsen, 2014


Nelson Street, Foto: Ulf Dalvad Berthelsen, 2014

 

Udøverne er blevet taget til nåde og gadekunsten bruges nu aktivt til at brande byen. Det mest spektakulære eksempel på dette er gadekunstfestivalen See No Evil, der løb af stablen i 2012. Her forvandlede myndigheder og gadekunstnere, herunder notabiliteter som Stik, M-city og Cheo, nemlig i fællesskab den grå og nedslidte Nelson Street samt tilstødende gader til verdens formentlig største permanente udstilling af gadekunst. 



Cheo, Foto: Ulf Dalvad Berthelsen, 2014


Nick Walker, Foto: Ulf Dalvad Berthelsen, 2014


Stencil af JPS, Foto: Ulf Dalvad Berthelsen, 2014


Gadekunstmiljøet i Bristol har dog meget mere end Banksy og Nelson Street at byde på, og særligt i området omkring Stokes Croft nord for centrum er der meget at se. Her blomstrer de alterntive miljøer og området huser flere kreative uddannelser samt foreningen Peoples Republic of Stokes Croft, der bl.a. arbejder for at undgå at kvarteret strømlines og gentrificeres.

 

 


Foto: Ulf Dalvad Berthelsen, 2014


PRSC Outdoor Gallery, Foto: Ulf Dalvad Berthelsen, 2014


Foto: Ulf Dalvad Berthelsen, 2014

 

Et af de mest spektakulære værker er det store vægmaleri Breakdancing Jesus, der pryder en mere end 8 meter høj mur ved spise/spillestedet The Canteen i hjertet af Stokes Croft. Vægmaleriet, der er udført af kunstneren Cosmo Sarson, er en imponerende teknisk bedrift, men det er også specielt, fordi det kun kan ses i en toårig periode. Cosmo vandt i 2013 en udsmykningskonkurrence udskrevet af The Canteen, og det er planen, at konkurrencen skal gentages i 2015, hvorefter et nyt maleri vil pryde muren frem til 2017.

 


Cosmo Sarson, Breakdancing Jesus, Foto: Ulf Dalvad Berthelsen, 2014

 

Der er således al mulig grund til hurtigst muligt at lægge vejen forbi Stokes Croft, Nelson Street og resten af Bristol. Der er allerede meget at se, og der kommer hele tiden mere til.


Foto: Ulf Dalvad Berthelsen, 2014


Sticker art, Foto: Ulf Dalvad Berthelsen, 2014


Stokes Croft, Foto: Ulf Dalvad Berthelsen, 2014


Stokes Croft, Foto: Ulf Dalvad Berthelsen, 2014




Stokes Croft, Foto: Ulf Dalvad Berthelsen, 2014


Stokes Croft, Foto: Ulf Dalvad Berthelsen, 2014


Stokes Croft, Foto: Ulf Dalvad Berthelsen, 2014


Stokes Croft, Foto: Ulf Dalvad Berthelsen, 2014

 

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig