Indkøbskurven er tom.
Piskeslag og hesteparykker
Udstillinger

Cirkus og kunst mødes på Kunsthal Charlottenborgs udstilling med Rose English

PISKESLAG OG HESTEPARYKKER

 

Anmeldelse af udstillingen "The Eros of Understanding"

 

14. oktober 2014 
af Anna Sofie Hillersborg 

 

En lang blond hesteparyk, hovaftryk i en rund sandmanege og lange kunstfærdigt udførte øjenvipper. Performancekunstneren Rose English er med sin cirkusfascination rykket ind i Kunsthal Charlottenborgs sale. 

Udstillingen ”The Eros of Understandig”, sætter fokus på den engelske performancekunstner Rose Englishs (f. 1950) kunstneriske arbejde gennem en periode på 40 år. Udstillingen fokuserer på hesten, som i Englishs værker er en gennemgående figur.

Hun undersøger og interesserer sig for den kultur, der er omkring ridning og især relationen mellem kvinde og hest og de dertilhørende kønsmæssigt stereotype billeder, synes at have særlig interesse.

 

                     
Rose English, “Rose on Horseback with Tail”, 1974, Foto: Courtesy Richard Saltoun and Karsten Schubert, London


Rose English markerede sig som en pioner på performancescenen i 1970’erne, hvor hun blandt andet deltog i den indflydelsesrige udstilling ”WACK! Art and the Feminist revolution”.

Det er første gang, at et tværsnit af Rose English mangefacetterede kunstneriske virke udstilles på et kunstmuseum.

 

Cirkus i kunsthallen
Ved at sammenstille værker fra forskellige perioder opstår der en dialog mellem English værker på tværs af tid. Denne dialog peger på en rød tråd, som samles i fascinationen af hesten og kvinden som cirkusperformere.

Det første man ser, når man træder ind i udstillingsrummet, er en rund manege af sand med hovaftryk. Herudover finder man hestekostumer i form af en lang, blond hesteparyk og et par store farverige pegasusvinger i fjer.

 

Rose English, The Eros Of Understanding - Exhibition view, 2014, Kunsthal Charlottenborg, 2014, foto: Charlottenborg Kunsthal

 

Den runde cirkusmanege er skabt til netop denne udstilling.
Hovaftrykkene i manegen tilhører en cirkushest, som var inde i kunsthallen for at bidrage med sit aftryk, inden udstillingen åbnede for offentligheden, ledsaget af den berømte cirkusperformer, Katja Schuman.

 

Flygtigheden og arkivet

Hvordan udstiller man en kunstart, som er så flygtig og bundet til et specifikt sted og øjeblik, som performancenkunsten? Kunsthal Charlottenborg har udstillet udpluk af det foto- og videodokumentation, som findes fra Rose English opførte performances. Disse ledsages af objekter, kostumer, storyboards og tekster, som har indgået i de forskellige fremførelser.
På den måde, er der valgt en arkivisk strategi til at vise kunstneren Rose English frem.

 

Visioner om en hesteopera

På endevæggen i udstillingens første sal finder man et storyboard til et endnu uopført værk, hesteoperaen ”Rosita Clavel”, som English påbegyndte arbejdet på i 1992.

Karakteren Rosita Clavel er en falleret showgirl, hvis karriere for længst har peaket. Nu lever hun gennem nostalgiske fortællinger om karrierens storhedstid.

Dette storyboard viser de kulturhistoriske referencer, som English har fundet inspiration i, især billeder af samspillet mellem kvinde og hest.

 

Rose English, Princess - The Bride of the Idea, 1994, Foto: Photo: Banff Centre for the Arts, Canada

 

My Mathematics

Det der giver det bedste indtryk af Rose English som performancekunstner er videodokumentation af performancen ”My Mathematics”, som første gang blev opført på Broadway i New York i 1992. I denne performanceforestilling agerer Rose English karakteren Rosita Clavel, der fremtræder som en flamboyant udklædt skikkelse med lange, falske øjenvipper iført en tætsiddende gulvlang kjole samt en lille bitte sombrerohat.

 

Rose English, The Eros Of Understanding - Exhibition view, 2014, Kunsthal Charlottenborg, 2014, Foto: Anders Sune Berg

 

Performancen tager sig ud i monologisk form, som English til dels improviserer, hvor hun både agerer selvironisk entertainer og fabulerer over abstrakte idéer. Med bestemthed i stemmen og med pisken i hånden, udtrykker hun til tider også identiteten som dominatrix og hestedressur over for sin medspiller, den levende hingst, Mathematics.

 

Rose English, “My Mathematics”, 1992, Foto: Gavin Evans

 

Rekvisitter i montre

En montre viser smykkedesigneren Simon Fraser minutiøst udformede kunstige øjenvipper, som han har skabt til karakteren Rosita Clavel under opførelsen af ”My Mathematics”.

Vipperne på udstillingen blev vist i en montre i teateret forhal. De var tiltænk som en lille forsmag på det æstetiske univers, som publikum skulle være vidne til under performancen.

I et af de udstillede øjenvippesæt er hvert øjenvippehår gengivet som en lille miniature pisk.
Her leges med dobbelttydigheden i ordet ”lashes”, som både betyder øjenvipper og piskeslag. Nydelse og afstraffelse får en dobbelttydig karakter, for med disse øjenvipper kan man modtage et blødt sommerfuglekys, men med øjenvipper af små piske.

 

Rose English, The Eros Of Understanding - Exhibition view, 2014, Kunsthal Charlottenborg, 2014, Foto: Anders Sune Berg

 


Rose English, “My Mathematics”, 1992, Foto: Gavin Evans
 

Performance udenfor kunstens rum

Rose English arbejdede med performance som kunstnerisk praksis, inden denne genre havde vundet indpas på den etablerede kunstscene, hvilket var årsag til, at hun blev smidt ud fra to kunstakademier.

Hun fandt sig dog tilrette på Leeds Polytechnic, hvorfra hun fik sin uddannelse. Skolen var en radikal kunstuddannelse på det pågældende tidspunkt. Her arbejde man ikke med kategoriseringer inden for den kunstneriske praksis, så her kunne kunstnere dyrke grænselandet mellem genrer og undgå den faste definition af, hvad der er karakteristisk for den fine kunst. Her så man tværmediale udvekslinger mellem performance, lyd, maleri og performance.

På Charlottenborgs udstilling kan man se eksempler på English arbejde med at få kunsten ud af kunstinstitutionen i hendes arbejde med stedspecifikke værker.

Performancen ”Quadrille” fra 1975 blev fremført til et hesteshow i Southampton. Seks letpåklædte kvinder stillede sig op iført sko, fremstillet af ægte hestehove og haler af ægte hestehår og begyndte at danse lancier for et publikum, som altså ikke var kommet for at se kunst, men heste.

 

Kunsten ud af kunstinstitutionen – og tilbage igen

Smukt ser det ud med de udstillede genstande i Charlottenborgs store hvide rum med. Et farverigt par pegasusvinger, som er et hestekostume, der har indgået i performancen ”Venus and Vulcan” fra 1993, ændrer pludselig status fra at være rekvisit til at stå selvstændigt.

Når man betragter disse rekvisitter og kostumer enkeltvis, lægger man mærke til objekternes æstetiske kvaliteter på en anden måde end man ville have gjort, hvis man overværede performancen.

Gennem fotodokumentation kan man se hestevingerne i aktion, påført en tyk lille pony. I denne sammenhæng er det svært ikke at trække på smilebåndet af det småkomiske set up, og her bliver man mindet om, at humor også spiller en stor rolle i det kunstneriske udtryk.

Når vingerne betragtes isoleret i udstillingsrummet tager de sig anderledes poetisk ud og leder blandt andet mine tanker mod Ikaros’ skæbnesvangre længsel efter at flyve.

Når man ser udstillingen ”The Eros of Understandig”, vidner de udstillede genstande om et show, der har udspillet sig, men som vi nu kun kan se sporene af.

På sin vis kan det virke problematisk, at fremhæve de artefakter, der har været en del af Englishs performances, fordi rekvisitterne ikke er skabt til at blive udstillet i en kunstinstitution som isolerede objekter, men til at indgå i en større helhed – performancen. 

 

Rose English, The Eros Of Understanding - Exhibition view, 2014, Kunsthal Charlottenborg, 2014, Foto: Anders Sune Berg
 

Pludselig får beskueren mulighed for at dvæle ved disse objekters udformning, hvilket egentlig ikke har været meningen i udgangspunktet.

Værkerne får med udstillingen på Charlottenborg et nyt liv, ved at blive reaktualiserede. De indsættes i det museale rum og på den måde indgår de i en ny kontekst.
Det kan dog synes en smule paradoksalt, at værkerne fremstilles i dette rum, fordi det netop har været en pointe for Rose English at flytte kunsten ud af kunstinstitutionen og skabe stedspecifikke performances.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at det er en flot arrangeret udstilling, som giver indblik i et fantasifuldt og farverigt kunstnerisk bagkatalog af en af performancekunstens pionerer.

 

 

Udstillingen "The Eros of Understanding" kan ses på Kunsthal Charlottenborg frem til 1. januar 2015

Her kan du høre et interview med Rose English, som er lavet i forbindelse med udstillingen ”The Eros of Understanding”
http://vimeo.com/106910306

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig