KRONIK af Mia Granhøj. Skal kunst provokere før den gør indtryk på os?

KUNSTEN AT PROVOKERE

20. november 2014
Kronik af Mia Granhøj

Da den daværende kulturminister Carina Christensen (K) i 2009 udtalte til Politiken, at det ikke var hendes opgave at provokere, men at det derimod var kunstens rolle, skabte det debat. For skal kunsten egentlig det? Fornylig har vi med Dan Park set eksempler på kunst, der har været så provokerende, at værker er blevet dømt til at skulle destrueres.

Vi lever i dag i et digitaliseret samfund, hvor vi konstant bliver bombarderet med dagligdagsnyheder om død og terror. Der skal derfor mere og mere til for at kunst berører os. Men skal kunst provokere før den gør indtryk på os? Det er et spørgsmål, som har været til debat gennem tidens løb.

Jeg er selv af den opfattelse, at provokation ikke skader mere end den gavner. For provokationen kommer netop som en reaktion på en kunst, der har gjort et stærkt indtryk og ”bidt” sig fast. Men når chokket over det provokerende i kunsten først har lagt sig og kunstmarkedet har accepteret genstanden som et kunstværk, der fortjener at komme på museum eller galleri, så eksisterer provokationen ofte ikke længere. Faktisk eksisterer værkets oprindelige mening ikke længere – i hvert fald ikke på samme måde som ved første øjekast.

Piero Manzoni: Merda d'artista, 1961. Mixed media, d. 5 cm. Randers Kunstmuseum. Foto: Randers Kunstmuseum. En af de famøse dåser udstilles lige nu på Randers Kunstmuseum, der har værket i deres samling. Her kan det ses sammen med videoværket ”Artiste de Merde” af Jacob Tækker frem til d. 19. august næste år.

Avantgardistisk og provokativ kunst har igennem tiden omhandlet alt fra en for fræk titel, lort på dåse (Piero Manzoni), guldfisk i blendere (Marco Evaristti) til sammensyede grise i glasmontre (Christian Lemmerz).

Men ét af danmarkshistoriens største skandaler indenfor kunsten må siges at være Bjørn Nørgaards ”Hesteofring” fra 1970. Der var tale om en protestaktion mod danskernes ligegyldighed overfor Vietnamkrigen. Konen Lene Adler-Petersen forestod som præstinde bærende på et stort sort kors under seancen, hvor hoppen ”Røde Fane” blev slagtet, parteret og fordelt på et par hundrede syltetøjsglas. Der lød et ramaskrig blandt danskerne – ikke over ”slagtningen” af de mange uskyldige mennesker i Vietnam, men over Røde Fanes død, som i øvrigt var en gammel og for længst udtjent hoppe.

Karsten Ohrt, tidl. direktør for Statens Museum for Kunst, udtalte til Kristeligt Dagblad i forbindelse med Carina Christensens udmelding i 2009, at han var blevet træt af snakken om, at kunsten skal provokere og at han ikke kender nogen seriøs kunstner, som har til hensigt at provokere. Ohrt mener fx ikke, at Bjørn Nørgaards ”Hesteofring” var en provokation, men derimod blot et kunstnerisk udtryk. Den påstand har jeg svært ved at forlige mig med.

Jeg tror på, at Nørgaard i høj grad benyttede sig af provokation som virkemiddel for at komme ud med sin politiske kunst. At han havde inviteret Ekstra Bladet med til at dokumentere hele den blodige seance bekræfter kun, at Nørgaard var bevidst om, at han havde fat i noget, der kunne få danskerne op af stolen, hvilket vel også er meningen med en protestaktion?

Protesten handlede om danskernes passivitet overfor Vietnamkrigens rædsler, så hvad var mere oplagt end at provokere dem til en aktiv stillingtagen? At reaktionerne og chokket hos offentligheden var langt større end Nørgaard havde regnet med er en anden side af historien. 

Bjørn Nørgaards ”Hesteofring”, 1970. Foto: Jørgen Schytte. Bjørn Nørgaard er frem til d. 28. november aktuel med udstillingen Re-modelling the World – again again again i Beijing.

Det seneste eksempel på provo-kunst er som sagt Dan Park-skandalen. En sag, der fornylig førte til, at svenskeren blev idømt 6 måneders ubetinget fængsel for ”hate speech” med sine billeder, der blev udstillet på Galleri Rönnquist & Rönnquist i Malmø.

Ni af billederne er desuden beslaglagt af den svenske stat og skal destrueres. Et af de mest omdiskuterede billeder bærer teksten: ”Hang on Afrofobians” og viser tre sorte mænd, der hænger i galger fra en gangbro.

Ved første øjekast og uden nogen nærmere analyse af billedet fremstår dets indhold provokerende racistisk. Men det er ligesom alt muligt andet nødvendigt at se billedet i den rette kontekst for at forstå budskabet. Dette værk kan også ses som en kommentar til et overfald på en af de tre mænd på billedet. En gambier, som sammen med sin 1-årige søn blev overfaldet af tre racister, der forsøgte at kaste ham ned fra en gangbro.

Hændelsen skabte stor vrede i den svenske offentlighed med flere antiracistiske demonstrationer – lige indtil det kom frem, at overfaldsmændene var muslimer fra Mellemøsten. Så blev der stille. Formentlig fordi folk var bange for selv at blive kaldt racister. I lyset af dette kan teksten ”Hang on Afrofobians” også læses som en besked til de muslimske racister om, at de bare kan blive ved med deres afrofobiske overfald, for antiracisterne kritiserer dem ikke – deraf: ”Hang on Afrofobians”.

Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix 2014

Dan Park rejser således nogle væsentlige spørgsmål med sin kunst i forhold til hvad racisme og antiracisme er? Er det fx kun én gruppe svenskere, der kan være racister? Eller kan muslimer også være racister overfor sorte og alle mulige andre? Når Dan Parks billeder læses uden viden om kontekst, tror jeg det skyldes, at mange føler sig så provokerede, at de hverken kan eller vil anerkende konteksten.

Det provokerende i Dan Parks billeder er så provokerende, fordi det rammer ens eget selvbillede af, hvor tolerant og politisk korrekt man er. Samtidig har manglende sans for ironi og enfoldighed præget Dan Park-debatten. Det har for mange været svært at se Dan Parks billeder for det de er – nemlig satiriske karikaturer, der rejser en relevant samfundskritik. Dan Park benytter provokation i ekstrem grad for at skabe opmærksomhed om hykleriet i den svenske offentlighed. Han sætter tingene på spidsen og kradser i overfladen på Sveriges eget glansbillede af et mønstersamfund, hvor alle har det godt.

I dag regnes mange værker, som i deres tid var yderst kontroversielle og provokerende, ikke længere for provokerende, men er derimod skrevet ind i kunsthistorien som klassikere og repræsenterer den samtid, som de blev skabt i. Den enkelte kunstner vil altid konstruere værker i forhold til sin egen tids verdensbillede.

Nutidige kunstnere vil naturligvis udtrykke sig anderledes for at nå ud til publikum og opnå den ønskede effekt hos beskueren. Men det er værd at reflektere over det paradoks, at alle avantgardekunstnere, der har gjort brug af chokæstetikken, med tiden er blevet accepteret og anerkendt af kunstindustrien – en institution, som de oprindelig havde ønsket at løsrive sig fra.

Udstillingsbillede fra Scene, 1994, på Esbjerg Kunstmuseum. Manipulerede og rådnende svinekroppe og blod udgjorde materialerne. Foto: Esbjerg Kunstmuseum.

Provokation er kun en kortvarig følelse, som fremkaldes af kunsten. Den kan være ubehagelig, fordi den forstyrrer den almindelige orden og måske belyser et emne, som er tabu. Ikke desto mindre er det min holdning, at samfundet har brug for provokativ kunst, da den kan få os til at erkende nogle ting, som vi ellers ikke ville se i øjnene.

Men kunst skal ikke provokere uden grund. Det er efter min mening kun en kunst at provokere, når kunsten peger på en virkelighed, som vi bør beskæftige os med og når den får folk til at tage stilling til en given samfundssituation.

Se Krasniks interview med Dan Park her: