Tag med fire fotografer på en tur gennem Danmarks yderområder

På kant med kanten

Af Louise Jørgensen

15. december

Det er torsdag d. 4 december og klokken nærmer sig 09.00. Efter at have bevæget mig gennem decembers tusmørke og strøgets julelys, befinder jeg mig nu i Rundetårns bibliotekssal. Der skal denne morgen være debat i Rundetårns smukke lokaler, og selveste kulturministeren Marianne Jelved skal være med.

Det skal handle om Danmark. Udkantsdanmark – det ord som er halvt traume og halvt skældsord, og som kørt på repeat i alle medier over de seneste år. Men det skal ikke bare handle om Danmarks yderområder, det skal handle om kunst i yderområderne.

For det er ikke længere en selvfølgelighed, at kunstmuseer, gallerier eller andre kulturtilbud bevares i den del af Danmark, som i dag betragtes som ”uden for centrum”. Der stilles spørgsmålstegn ved, om vi skal bruge penge på, at bevare museerne, mens folkeskolerne lukker i et væk. Og hvad sker der, hvis museer og kulturtilbud lukker ned i yderkanten af Danmark? Man kunne forestille sig, at det ville betyde større kulturelle tab, end det økonomiske rationale der fordrer lukningerne, kan gennemskue.

Mulighedernes Land

Udgangspunktet for dagens debat er et fotoprojekt søsat af Realdania, i forbindelse med projektet ”Mulighedernes Land”, der er et partnerskab mellem Realdania, Thisted Kommune, Lolland Kommune og Bornholms Regionskommune. Mellem 2007-2012 har partnerne arbejdet sammen for at finde nye svar på yderområdernes udfordringer gennem 16 nytænkende demonstrationer.

Som en del af ”Mulighedernes Land” har Realdania inviteret fotograferne Christina Capetillo, Torben Eskerod, Carsten Ingemann og Henrik Saxgren til at rejse gennem yderområderne og med kameraets som medie skabe nye forestillinger om yderområderne.

Udkantsdanmark er lidt et ”luksusord”

I takt med at viseren på det store ur der hænger over døren bevæger sig tættere på 09.00, begynder folk at komme til. Efter en del summen og snak over te, kaffe og croissanter, vises vi ned i modsatte ende af salen hvor vi kan tage plads ved små caféborde.

Den første der tager ordet er Henrik Saxgren, der er kunstnerisk leder på projektet og samtidig én af de fire fotokunstnere der tilsammen står bag fotoprojektet ”Uden for Myldretid”, der kan opleves i Rundetaarn frem til 11. Januar 2015.

”Udkantsdanmark”, siger han, hvorefter han kigger ud over forsamlingen, ”Det er lidt et luksusord. Der er aldrig nogen, der taler om Udkantsafghanistan.” De fleste trækker på smilebåndet, som går det netop nu op for dem, at det at bo i et land, hvis udkantsområder bliver omtalt i medierne med en sådan hyppighed, slet ikke er så ”udkants-agtigt” endda. 

Henrik Saxgren: "Uden for myldretid", 2012.

Men Henrik Saxgren fortsætter, og pointerer, at han alligevel mener, at det er et ord, vi bør smide i skraldespanden og glemme. Det er et ord der er ladet med fordomme og pessimisme. Man tappes af energi bare ved lyden af det: ”Udkantsdanmark”. Udkant, udenfor, ucentralt, uprioriteret og uinteressant. Vi definerer i ét væk centrum ud fra det ucentrale.

Dermed kommer yderkanten af Danmark nærmest til at fremstå som opposition til det centrale Danmark. En modpol til det Danmark der er ”indenfor kanten”. Det er netop fordommene om disse yderområder, som Henrik Saxgren, Torben Eskerod, Christina Capetillo og Carsten Ingemann søger at komme til livs med fotoudstillingen ”Uden for myldretid”.

Kunstnerisk grundforskning der, hvor kragerne vender

Over de sidste år har de fire fotografer hver i sær rejst rundt i Danmarks yderområder, langt fra centrum, metropolen og folkemylderet. De har rejst gennem de åbne vidder, de folketomme og oversete småbyer og ud i den slags mørke der kun findes, hvor gadelamperne og bilernes lygter for længst har givet op.

”Dette er kunstnerisk grundforskning”, siger Torben Eskerod og fortsætter: ”Det er forskning i andre måder at se verden på.” Selv endte Henrik Saxgren på Bornholm. I det første stykke tid forsøgte han at bestige umulige skrænter med sit fotoudstyr, for dér at finde en anden udgave af udkanten. Men inden længe besluttede han, at lade det tunge fotoudstyr blive i bilen, for i stedet at lade iphonen være en tro følgesvend.

Henrik Saxgren: "Uden for myldretid", 2012.

Alt imens han kørte Bornholm rundt og rundt, og rundt igen, opdagede Henrik Saxgren en besynderlig sammenhæng mellem fraværet af gadelygter og hække. Jo længere ude på landet, desto tykkere og flottere var de hække, der adskilte de beboede og ubeboede områder. Eller sagt på en anden måde, jo længere væk fra byen, desto  kraftigere var markeringen mellem kultur og natur:

”Efterhånden begyndte jeg at ane et mønster: Jo længere ud i periferien jeg kom, des mere veltrimmede og monumentale blev hækkene. Jo tættere man bor på vildnisset, jo større bliver behovet for en karakterfuld hæk. Mennesker har tilsyneladende brug for at sætte et markant skel mellem natur og kultur. Og da jeg først fik øje på det, var jeg ikke i tvivl: Jeg havde set et mønster, der handlede om mere end Bornholm. Det handlede om menneskers måde at være i verden på.”

Stereotyperne på kanten

Formålet med projektet er ikke at skabe et sandfærdigt portræt udkanten. Det er ej heller, at finde frem til et nyt karakteristika, der kan blive den nye sandhed om verden uden for byrummet. De fire fotografer ønsker derimod med empatisk indlevelse at åbne op for lukkede eller delvist lukkede erfaringsområder.  Som Henrik Saxgren formulerer det i bogen der er udformet i forlængelse af udstillingen:

”For hvordan gør man det, ser fordomsfrit på en del af Danmark, som de seneste år gennem medier og debatter er blevet dømt ude som trøstesløs, tom for mennesker og muligheder – eller omvendt er blevet overromantiseret i turistbrochurer med billeder af bølgende kornmarker, bindingsværk og badende børn? Hvordan undgår man alle de stereotype forestillinger?”

Man kan lige så vel forestille sig, at Saxgrens udvalgte hække om en 10 års tid, er blevet den nye stereotyp og den nye fordom, hvilket Saxgren også selv pointerer. Derfor handler det heller ikke om selve motiverne, men i højere grad om det stedbundne ved dem.

Der er lige så mange hække, og vokser lige så mange æbletræer i Jylland som på Bornholm, så på den måde er hverken træer eller hække stedbundne. Men de siger trods alt noget om potentialet der er på kanten af Danmark, og om menneskets ordning og indordning i verden.

Carstenn Ingemann: "Uden for myldretid", 2012.

På samme måde er det mørke som Carsten Ingemann har fokuseret på, det samme mørke som man finder i resten af Norden. Der sikkert lige så mørkt på Bornholm, som der er ved Skagen, Blåvand, og Klosterheden mellem Hostebro og Lemvig, den hede der ellers siges at være Danmarks mørkeste sted. Det handler dermed nærmere om at indfange en del af den virkelighed, der fylder hverdagen for de der bor i yderområderne. Som Carsten Ingemann formulerer det:

”Jeg bilder mig selv ind, at billederne og mine undersøgelser af mørket fungerer, fordi det netop har åbnet mine egne øjne. Igennem mit arbejde med mørket har jeg fået indsigt i noget, som jeg ikke var bekendt med før. Derved tror jeg også, at jeg har peget på en kvalitet, som ikke har været værdsat før, nemlig mørkets fascinationskraft – og også skønhed.”

Det mennesketomme

Den eneste af de fire fotografer der har valgt, at inkorporere mennesker i sine fotografier, er Torben Eskerod. For Torben Eskerod handler det ikke om et til - eller fravalg af mennesker, men derimod om at stille sig til rådighed for den verden, som møder ham på hans ture rundt i Danmark:

”Gennem det empatiske blik håber jeg, at billederne kan inspirere andre til at se på motiverne med et andet og mindre fordomsfuldt blik – et åbent blik, der tager det givne, det som er på stedet, som udgangspunkt.”

Torben Eskerod: "Uden for myldretid".

Igennem sine fotografier ønsker Torben Eskerod at vise os en fascination af det stille liv. De små fine historier, der udspiller sig udenfor det hæsblæsende storbyliv, om som alt for sjældent får den opmærksomhed, de fortjener.

Eskerod har haft Lolland-Falster som udgangspunkt for sin kunstneriske og menneskelige rejse, men han er overbevist om, at man finder den samme stilhed og menneskelige sårbarhed, i alle andre dele af Danmarks udkant. Og højst tænkeligt også i storbyen, når lyset er faldet på og tempoet sættes ned. Dermed kommer de fotograferede individer fra kanten af Danmark til at stå som repræsentanter for et liv og en menneskelig følsomhed. En følsomhed der kan forene by og land, fremfor ekskludere og fremmedgøre udkanten.

Torben Eskerod: "Uden for myldretid". 

Christina Capetillo har bevidst fravalgt menneskene. For hende fremstår mennesker som en form for datering, en tidsafgrænsning og personificering. Men hendes fotoserie ”Kontinuum” emmer alligevel af menneskelighed. Det er deres liv, deres færden og deres indvirkning på verden, der står som bevis på deres eksistens.

Gennem det mennesketomme byrum fornemmer man det levede liv. Kontrasten mellem de panoramiske fredede landskaber, hvis fremtidige færden er i naturens hænder, og udkantens glemte byrum der bærer præg af generationernes skiftende behov, tegner et billede af livets kontinuitet.

Christina Capetillo: "Uden for myldretid".

Mere kant end udkant

Efter 1 ½ times debat og rundvisning ankommer kulturminister Marianne Jelved til Rundetaarn og tager plads ved talerstolen. ”Mere kant end udkant”, siger hun, og peger i retningen af Odsherreds motto og forestillingen om, at det er når man sætter ting på kanten, at man kan se potentialet. Det er tydeligt, at Marianne Jelveds eksempler på kunstens potentiale i yderområderne, er levede eksempler.

Hun har set og talt med de mennesker, der kæmper for at bibeholde kulturtilbuddene i de små byer. ”Kunsten kan give et fællessprog”, siger hun, hvorefter hun pointerer, at det er en nødvendighed, at børn og unge fortsat kan have et første møde med kunsten i deres nærmiljø. For gennem det sensitive sprog som kunsten, museerne og kulturen bidrager med, kan vi opnå en fælles forståelse.

Efter et par timers debat, hvor repræsentanter fra Vendsyssel Kunstmuseum, Bornholms Kunstmuseum, Kunstmuseet i Tønder og Fuglsang Kunstmuseum har været i debat med hinanden, Marianne Jelved og de fremmødte, er arrangementet ved at gå på hæld. Marianne Jelved slutter sin deltagelse med ordene: ”Vi har råd til kultur, også i yderområderne” og binder på den måde en fin sløjfe på formiddagens diskussioner.

Carsten Ingemann: "Uden for myldretid"

Konsekvenserne ved at lukke udkanten af Danmark ned, er katastrofale for de mennesker der bor der. Men også for de der bor langt fra de åbne vidder og det særlige mørke. For det er vores allesammens syn på yderområderne, der er afgørende for, om vi ønsker at bevare kulturtilbuddene. Hvis man selv er bosat i København, så betyder det måske ikke så meget, om Vendsyssel har et kunstmuseum, og så alligevel. For yderområdernes død, er et fælles tab. Jeg vil derfor give det sidste ord til Torben Eskerod:

”For mig har det ikke været et Udkantsdanmark-projekt. Det er ikke så vigtigt for mig, om det er udkant, fordi ethvert menneske har sit udgangspunkt og centrum der, hvor det er. Og det er ligegyldigt, om det er Østerbro, Hellerup eller Rødby Havn.”

Fakta:

Du kan se udstillingen ”Uden for Myldretid” i Rundetårn frem til 11 januar. Før udstillingen landede i Rundetårns lokaler, har den turneret rundt på Vendsyssel Kunstmuseum, Bornholms Kunstmuseum, Kunstmuseum Tønder og Fuglsang Kunstmuseum.

Du kan læse mere om udstillingen på Rundetårns hjemmeside.

Du kan læse mere om Christina Capetillo, Torben Eskerod, Carsten Ingemann og Henrik Saxgren på deres hjemmesider.