Surrealisme og realisme møder hinanden i Galleri Oxholms nyeste dobbeltudstilling

Oprindelse & Undergang

- Af Louise Jørgensen

18. december 2014

Fredag d. 12 december havde Galleri Oxholm fernisering på deres nye dobbeltudstilling med amerikanske Shay Davis (f. 1973) og italienske Nuncio Paci (f. 1977).

Selvom Nunzio Paci med sin hvide og sarte farvepallet og Shay Davis med sine farvemættede og eksplosive værker visuelt adskiller sig fra hinanden, så har deres projekter mere tilfælles, end man skulle tro ved første øjekast. Både Shay Davis og Nunzio Pacis værker tager afsæt i samfundsrelevante problematikker, og lader os gennem deres pensel og blyantstrøg, få adgang til verden, som de ser den.

Nunzio Paci: "The Oblivion of Sleep", fra udstillingen "In the Garden of Idne", 2014. Foto venligst udlånt af Galleri Oxholm. 

For at starte ved begyndelsen

Verdens begyndelse er for mange, på tværs af kultur og religion, lig med en forestilling om en skabelse. Om denne skabelse så end er ved The Big Bang eller ved Guds hånd. Nunzio Paci tager fat i den beretning der ligger til grund for de tre store skiftreligioner; kristendommen, jødedommen og til dels Islam. Som det står i første Mosebog:

"I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud skaber dag og nat; hvælvingen som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Det tørre land og havene og planterne; solen, månen og stjernerne; fisk og fugle, og på den sjette dag alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr! Gud sagde: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!” I Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem." På sabbatten, den syvende dag, hvilede han: Gud velsignede den syvende dag og helligede den (1. Mos. 1-3).

Og sådan blev verden til. Eller gjorde den? Italienske Nunzio Paci vender oprindelsesmyten på hovedet og udforsker menneskets forhold til naturen, sig selv og ikke mindst de kulturelle, religiøse eller historiske forestillinger om verdens tilblivelse.   

Nunzio Paci: "Deep Lethargy", fra udstillingen "In the Garden of Idne", 2014. Foto venligst udlånt af Galleri Oxholm.

Menneskets og jorden

Igennem ”The Garden of Idne” stiller Nunzio Paci skarpt på mennesket og jordens gensidige afhængighed. Forestillingen om menneskets livsnødvendige forhold til jorden, sætter vores behandling af jorden som livskilde, på spidsen.  Igennem sine værker opstiller Paci en række primitive natureksperimenter. Knokler, sener, muskler og træernes grene smelter sammen til ét liv. En sameksistens der ånder den samme luft og lever af jordens næring.

Nunzio Paci: "The Harvest", fra udstillingen "In the Garden of Idne", 2014. Foto venligst udlånt af Galleri Oxholm. 

Som vi fx ser det i værket ”The Harvest”, hvor de menneskelige kraveben fortsætter ud i træernes kroner. Det samme gør sig gældende for værket ”Relic”. Som en forlængelse af menneskets rygsøjle vokser et træ, og de medicinske redskaber synes at behandle træet og mennesket på én og samme tid.

Nunzio Paci: "Relic", fra udstillingen "In the Garden of Idne", 2014. Foto venligst udlånt af Galleri Oxholm. 

Særligt for Pacis kunstneriske udtryk er hans fascination af kropslige mutationer. Hvad der på den ene side fremstår som realistiske anatomitegninger af det menneskelige korpus, fremstår ved nærmere øjekast som fantastiske, surrealistiske, og måske en smule morbide, fiktioner. 

Men sammensmeltningen mellem menneske og natur er så elegant, at man ved første øjekast ikke bemærker det. Det er netop denne balancegang mellem realisme og fiktion der er særlig karakteristisk for Pacis kunstneriske virke. Selv siger han, at han er fascineret af balancen mellem realitet og virkelighed. Det virkelighedstro og anatomisk korrekte menneske dissekeres af Pacis pen, og nye virkeligheder opstår.

Navlestrengen og The Vegetable Man

Nunzio Paci henter sin inspiration i den jødiske folklore og myten om verdens skabelse. I første Mosebog beskrives hvordan Gud skaber himmel, jord og alt det der er imellem. Herunder mennesket. Alternative tolkninger af første Mosebog mener derimod, at den verden vi nu anser som verdenen, langt fra var den første eller den eneste.

Nunzio Paci: "Your Breath on My Snowy Fronds", fra udstillingen "In the Garden of Idne", 2014. Foto venligst udlånt af Galleri Oxholm.

Disse tolkninger argumenterer derimod for, at Gud skabte 1000 forskellige verdener og uendeligt mange skabninger, som i dag er ødelagt og glemt. Der var ifølge disse myter altså langt længere til det fuldente værk, end Mosebøgerne lader os vide: ”Gud former en mand af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen” (1 Mos. 2,7). De alternative tolkninger af første Mosebog og menneskets tilbliven mener i stedet, at Gud havde et utal af forsøg, før det vi i dag betegner ”menneskeligheden” blev til.

Der er forholdsvis få beretninger om disse skabninger, men i den gamle jødiske mytologi findes der beskrivelser af disse første forsøg på at skabe mennesket. Den første af disse skabninger betegnes ”Idne” eller ”Adne Sadeh”. Idne beskrives som halvt menneske, halvt plante. For at få liv, var han forbundet til Moder Jord gennem en navlestreng. På samme måde er det dissekerede menneske der optræder i Pacis værker forbundet til naturen gennem træernes grene. Når jorden lider, lider mennesket. Hvis jorden dør, dør mennesket.

Det organiske liv

Ganske anderledes og alligevel ganske lignende er Shay Davis´ futuristiske surrealisme. Både Paci og Davis forholder sig til menneskets væren i verden, og sameksistens med naturen. Ved at kombinere realismen og surrealismens greb visualiserer og æstetiserer de deres undren og tanker omkring verdens tilstand. Med udstillingen ”What if?” stiller Shay Davis skarpt på menneskets indvirkning på det organiske liv. Hvor vi hos Paci finder krydsningen mellem træ, natur og menneske, finder vi hos Davis sammensmeltningen af dyr og menneske.

Shay Davis: "Looking a New Beginning", fra udstillingen "What if?". Foto venligst udlånt af Galleri Oxholm. 

Igennem vilde og farvestrålende kompositioner, samt en detaljerigdom der overgår de flestes fantasi, lader Shay Davis dyr optræde i menneskelignende situationer. Verden vendes på hovedet, og mennesket optræder pludselig som statist i dyrenes rige. Dyrene får mennesketræk i form af arme og ben, der tillader dem at agere i verden på en anden måde, end vi er vandt til at se. Som det bl.a. fremkommer på værket ”Painting a new Begining, hvor vi ser en båd ladet med hvad der ved første øjekast ligner dyr, stævne ud fra det synkende rige bag dem. 

Shay Davis: "Painting a New Beginning", fra udstillingen "What if?". Foto venligst udlånt af Galleri Oxholm. 

I stævnen står et væsen. Halvt ørn, halvt menneske. Proportionerne er vendt på hovedet, og for ørnenes fødder er en krydsning mellem et menneske og en hvid elefant. Fra en lille abes pensel forsvinder malingen ud i horisonten. Som er det netop denne abe der er ved at ”male den nye begyndelse”.

Symbolisme

Davis har malet siden 5–års alderen og efter en karriere indenfor sportens verden, vendte han sig for alvor mod kunsten. Der er fra mediernes side stadig fokus på den gode historie om det amerikanske fodbold– og basket talent, der endte som kunstner. Som Davis formulerer det i et interview med The Denver Post: "You never know the hand that's going to be dealt you. My hand is different than I had planned back then." Symbolismen fylder en del i Davis værker. Hvis man ser godt efter, finder man gennemgående tallet ”21”.

Shay Davis: "A Slippery Slope", fra udstillingen "What if?", 2014. Foto venligst udlånt af Galleri Oxholm.

Tallet står som symbol på den disciplin, konkurrencementalitet og passion, som sporten har skabt i Davis, og som han nu tager med sig videre til kunsten. Og disciplin skal der til. Hvis man tager et nærmere blik på Davis værker, kan man se de fine, fine penselstrøg. Og hvis man tænker nærmere over de mange små strøg og de til tider store lærreder, så kan man kun forestille sig, hvor mange timer der er lagt i hvert eneste af Davis værker. Shay Davis mener selv, at han lærte allermest ved at gå de gamle mestre efter i sømmene. Han besøgte museerne og så på de store værker, hvorefter han gik hjem og forsøgte at aflure deres teknik. Igennem tiden har Shay Davis øvet sig indenfor kunstretninger som Kubisme og surrealisme, og betegner hans egen stil som en blanding. Et moderne tag på surrealismen, tilsat futuristiske elementer.

Shay Davis: "Definitely Not a Canvas", fra udstillingen "What if?". Foto venligst udlånt af Galleri Oxholm. 

Popsurrealisme

Shay Davis henter bl.a. sin inspiration fra det 17. århundredes flamske barokkunstnere, herunder Peter Paul Rubens. Og hvis man har set Davis værker kan man ikke være i tvivl om, at en stor del af hans inspiration og farvepallet kommer fra surrealismens ukronede mester Salvador Dali (1904-1989). Vanitassymboler, der er karakteristisk for særligt 1600-tallets billedkunst præger i høj grad Davis billedsprog.

Af vanitassymboler kan nævnes det rådne æble, død, aben, bevis på tids gang såsom ure, slukkede stearinlys og menneskets forfængelighed og forgængelighed. Man kan tale om en form for allegorisk billedlig fremstilling af memento-mori-motivet: ”Husk at du skal dø”.

Shay Davis: "The Messenger", fra udstillingen "What if?". Foto venligst udlånt af Galleri Oxholm. 

Tørklæder eller slør snor sig igennem Davis univers. Ingen kan se hvor de starter og ender. Fra bjergene i det fjerne over vejrets nærmest apokalyptiske rasen til elefantens snabel. De bølgende tørklæder binder Davis værker sammen og gør dem til en legeplads for det meningssøgende øje. Tørklæderne giver nærmest en oplevelse af, at man med et enkelt snuptag kunne ”hive tæppet væk” under motiverne, og dermed lade verden vælte.

Shay Davis: "tale of Two Johns", fra udstillingen "What if?". Foto venligst udlånt af Galleri Oxholm.

Davis nærmest stilleben-inspirerede realisme, vanitassymboler og detaljerigdom gør, at hans værker vinder når man ser dem i levende live. De dybe, dybe farver inviterer nærmest til at man lader sig falde ned i dem, og Davis besidder en imponerende evne til at lade hele farvepaletten komme i spil, uden at det endelige værk fremstår rodet.

Et kunstnerisk opråb

Nunzio Paci og Shay Davis kommer hver for sig, og til sammen, med et kunstnerisk og poetisk opråb til verden. Paci minder os om vores og jordens gensidige afhængighed, og med hjælp fra vanitassymbolerne påpeger Davis menneskets forgængelighed, sårbarhed og skrøbelighed. Vi er bare ganske små organismer i en meget stor verden.

Shay Davis: "Pop Goes the Lemur", fra udstillingen "What if?". Foto venligst udlånt af Galleri Oxholm.

Du kan lade dine øjne vandre over Nunzio Paci og Shay Davis smukke universer på Galleri Oxholm frem til den 11. januar 2015.

Du kan læse mere om Shay Davis og Nunzio Paci på deres hjemmesider.

Du kan lade dine øjne vandre over Nunzio Paci og Shay Davis smukke universer på Galleri Oxholm (link) frem til den 11. januar 2015.

Du kan læse mere om Shay Davis og Nunzio Paci på deres hjemmesider.