Indkøbskurven er tom.
Urinerende dreng
Udstillinger & Omtaler

I juli måned har Galleri Nicolai Wallner et værk af David Shrigley på programmet.

WALLNER UDSTILLER URINERENDE DRENGEFIGUR
Af Mia Yates.

I juli måned viser Galleri Nicolai Wallner det Turner Prize nominerede værk, ”Life Model” af den britisk-skotske kunster David Shrigley.
 
Kendt for illustrationer
Shrigley er bedst kendt for sine humoristiske sort/hvid tegninger som med en barnagtig streg og sarkastisk ånd, illustrerer emner lige fra religion, sex og mord til små hverdagssituationer.  
 
Med sin kombination af streg og ord har Shrigley skabt sit helt eget pudsige univers, hvor alverdens væsener og genstande bliver tillagt tanker og handlinger som kan være både småfilosofiske, til tider provokerende og altid understreget af en stærk sarkasme.
 
Shrigley er født i 1968 i Macclesfield, England og er senere uddannet fra Glasgow School of Art i 1988-91. Siden begyndelsen af 90`erne har Shrigley udstillet over hele verden og havde i øvrigt sin første solo udstilling i Danmark hos Galleri Nicolai Wallner i 1997.


Billede: Life Model (2013) Mixed media, 270 x 120 x 120 cm 

Sandheden får man fra børn
Shrigleys simple sorte streg er let genkendelig i kraft af sin hudløst ærlige stil. På bedste børnemaner tegner Shrigley konsekvent fejlproportionerede dyr og mennesker, laver overstregninger i skriften og opfinder fantasidyr. Tegningerne fremstår som befriende små sandheder uden omtanke for politisk korrekthed. I både sit udtryk og arbejdsmetode værner han om det spontane og impulsive og hævder, at han aldrig redigerer en tegning eller tegner samme tegning to gange.
 
Trods den barnagtige indpakning er emnerne oftest en anelse mere avancerede end hvad der bliver diskuteret på legepladsen og de sjove tegninger kan som regel omstilles til interessante små samfundskommentarer. 
 
Ud over sine kendte tegninger, arbejder Shrigley generelt meget bredt med blandt andet skulptur, maleri, fotografi og installation. Som i sine tegninger er stilen altid meget usofistikeret og amatøragtig hvilket hyppigt resulterer i debat omkring hvorvidt Shrigley er kunstner, tegner, illustrator eller noget helt andet.


Kontroversiel Turner prize nominering
I denne omgang er det udstillede værk en interaktiv installation med intet mindre end en Turner Prize nominering tilknyttet. Turner Prize er den anerkendte britiske pris som startede i 1984 og årligt uddeles til en visuel kunstner under 50 år, af Tate Gallery i London.
Shrigley, som er 45 år i dag, var i 2013 nomineret for sin udstilling ”Brain Activity” som blev vist på Hayward Gallery i London og hvoraf ”Life Model” var et af værkerne.
 
Shrigley var en kontroversiel nominering til prisen, grundet den lethed og det uprætentiøse forhold til kunst som hans arbejde afspejler. På den ene side var der mange skeptiske reaktioner fra kunstbranchens folk, som ikke mente, at hans arbejde var seriøst nok til nomineringen. Samtidig var der stor opbakning blandt almindelige mennesker, som var begejstrede, fordi han repræsenterer en form for kunst som er tilgængelig for alle.

 
Den britisk-skotske kunstner selv udviste dog ikke den store interesse i prisen og er tilmed også kendt for sine mange sarkastiske kommentarer til den etablerede kunstverden og hele ideen om at kunst skulle være noget af særlig status. Shrigley sagde i øvrigt om konkurrencen at: “The Turner Prize is just an idea, it’s just a discussion and some kind of status that you might get, if you want”.
 
Vinderen af konkurrencen i 2013 blev den kvindelige franske kunstner Laure Prouvost.


Billede: Life Model (2013) Mixed media, 270 x 120 x 120 cm 

Urinerende drengefigur
”Life Model” installationen på Wallner er som vi kender det fra klassisk croquis undervisning, et rum med en cirkel af stole og staffelier centreret omkring en nøgenmodel. Nøgenmodellen er i dette tilfælde dog en mystisk proportioneret drengefigur, med et underligt Gollum lignende udseende og et ansigt domineret af store øjne, kæmpe ører og en spids næse. Overkroppen er lang, benene mærkelige og hovedet for stort.
 
Med hånden i siden og en spand placeret på gulvet foran sig, stirrer figuren ud i rummet, kun afbrudt af blink med øjnene og urinering i spanden. Rundt omkring på væggene vil man kunne se et hav af tegninger, lavet af publikum på de forskellige steder hvor værket har været udstillet.
 
Publikum laver Shrigley tegninger
Publikum inviteres til at tage del i værket ved at sætte sig til rette i stolene, gribe en tusch og prøve kræfter med at tegne figuren. Udfordringen ved dette er den fejlagtigt proportionerede model figur, som udfordrer tegnerens sans for kroppen og for den korrekte tegning. Her kan man ikke tegne forkert og heller ikke rigtigt.
 
Tegningerne vil således automatisk imitere Shrigleys egen fejlagtige streg og således fyldes væggene omkring figuren med diverse abstraktioner af en Shrigley figur.
Kunstneren bestræber sig på at hænge alle publikumstegninger op på væggene og værket bliver således et stort fælles værk hvor enhver som tegner en tegning automatisk vil blive til medkunstner i det anerkendte kunstværk. 
­
Installationen kan ses hos Galleri Nikolai Wallner fra den 3 Juli 2014, hvor der øvrigt samtidig vil blive vist en installation af den britiske kunstner Dan Graham.
 

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig