Portræt af Philip Guston, hvis værker man denne sommer kan opleve på Louisiana.

PHILIP GUSTON - I FLÆSKET PÅ TILVÆRELSEN
Af Cathrine Ramsing.

Der er godt nyt til folket der går og savner lidt mere sort humor og noget seriøs kødfarve på den danske udstillingsscene. I øjeblikket huserer USAs absolutte mester i netop dét på Louisiana, maleren Philip Gustons (1913-1980) sene værker vises nemlig i udstillingen Painting, Smoking, Eating.

Guston blev født i Montreal og var søn af jødiske forældre, der flygtede fra Ukraine og den gryende europæiske antisemitisme i begyndelsen af 1900-tallet. Der var derfor allerede fra starten en undertone af mol i hans verdensopfattelse, som senere i hans kunst blev parret med et umiskendeligt, ironisk og humoristisk udtryk. 

I 1919 flyttede familien til Los Angeles, og den autodidakte, unge maler fortsatte på egen hånd fra det blodfattige kunstnermiljø i LA til Amerikas kunstneriske smeltedigel, New York. I tidens og præsident Roosevelts ånd opererede han herefter inden for USAs mest politisk korrekte kunstretning, den abstrakte ekspressionisme. 

Philip Guston var dog en kompromisløs kunstner og han skulle ikke nyde noget af at være politisk korrekt alt for længe af gangen - især ikke på bekostning af sin integritet og sit oprigtige, kunstneriske udtryk. Desuden var han også frustreret over at ligge og putte sig behageligt og tilpas anerkendt i slipstrømmen på Willem de Kooning og Jackson Pollocks stormende succes som abstrakte ekspressionister.

I midten af 1960´erne sagde Guston derfor demonstrativt nej tak til abstraktionen og han udviklede i stedet sin karakteristiske, figurative motivverden.

 
Billede: Snak, 1979, Olie på lærred, 173 x 198,8 cm, Donation Edward R. Broida, 2005 ©The Museum of Modern Art, New York / Scala, Florence

Den forargelige frihed
Denne fagre nye billedverden driver af sort humor, flyder over af genkendelige figurer og flirter åbenlyst med tegneserieudtrykket længe før man overhovedet var begyndt at overveje, at pop-art kunne være kunst.

Finten med at bryde med abstrakt ekspressionisme for i stedet at male tikkende ure, bunker af sko og uendelige rækker af pulsende smøger var at bede om ballade, og ballade fik Guston da også masser af ved åbningen af sin udstilling i Marlborough i 1970.

Det lykkedes ham at skabe en regulær skandale med de nye malerier, som forestillede helt almindelige og genkendelige hverdagsting. At male sådan var jo plat og grimt, synes man i New Yorks kunstnermiljø, og derfor tog Gustons tidligere venner kollektivt afstand fra ham og hans arbejde.

Kun vennen Jackson Pollock havde gennemskuet, at kovendingen i virkeligheden var en manifestation af malerens ret til kunstnerisk frihed, retten til ikke at lade sig diktere af, hvad der lige blev anset for god smag. Pollock sagde til Guston: ”Phil I know what it's all about, it's about freedom”.

Heldigvis opdagede eftertiden snart Gustons enorme talent for at lokke en ægte, usødet og ret underholdende version af verden frem på lærredet. I dag er han kult; anerkendt og beundret er han til stadig inspiration for samtidskunstnere som fx Tal R.    

   
Billede: Til J.S., 1977, Olie på lærred, 172,7 x 264,2 cm, The Estate of Philip Guston, courtesy McKee Gallery, New York ©The Estate of Philip Guston 

 
Hakket kød og flæsk
Det første der overvælder en, når man træder ind i Philip Guston-land er en snigende, men insisterende fornemmelse af kød. Måske skal man lige runde et par stykker af de energiske værker, før man rigtig er stand til at sætte fingeren på, hvad det er der foregår. Så slår det en - de er ret kødfarvede, er malerierne!

En diskret, men absolut sikker variation over farvetemaet rød-lyserød-gråbrun går igen i samtlige af hans malerier og sender bølger af samstemmende farveresonans ud i rummet. Ansigter og lemmer dukker op i motiverne og understreger, hvor intenst det kødelige udtryk egentlig dyrkes.

Blodårer, bulede panderynker og blævrende pluskæber optager billedfladen i al deres laksefarvede pragt og vælde. Og det er ellers ikke fordi Guston er karrig med sin farveskala. Han kommer skam hele paletten rundt med blå, gul, grøn og rød - grundtonen i malerierne synes bare at være, som smagen umami ville se ud, hvis den besluttede sig for at blive til en farve. Eller som Louisianas direktør Poul Erik Tøjner konstaterer: ”Der er sådan noget virkelig flæsket over Gustons udtryk.” 
 
”I want to tell stories.”
Guston selv ville nok være temmelig godt tilfreds med det skudsmål, for hans exit fra den abstrakte ekspressionisme var nemlig også et opgør med den sakrale, selvsmagende alterfunktion, maleriet havde fået. 

Guston fremstillede i stedet småstykker af en ægte, levet tilværelse. Af livet sådan som det forekom ham: ”I got sick of all that purity! I want to tell stories.”, lød hans kommentar til den stilmæssige omsadling fra abstrakt til figurativt maleri.

Som sagt, så gjort, og Gustons sene værker er derfor ofte helt sovset ind i hverdag, der hænger og svæver som tung cigaretrøg over motiverne. Og dog, for det er egentlig en kriminel underdrivelse at kalde Gustons motivverden for hverdagsagtig, den er snarere en fantasifuld og legesyg freestyle over de nære ting i livet og det daglige trummerum, vi andre kalder hverdag.

 
Billede: Stregen, 1978, Olie på lærred, 180,3 x 186,1 cm, 
Privateje ©The Estate of Philip Guston

Velkommen i rodebutikken
I mødet med Gustons værker bliver man derfor stillet ansigt til ansigt med de karikerede og groteske menneskefigurer, der gerne er sat i scene mellem et sandt virvar af ting og sager, som hober sig op i stabler og bunker på lærredet.

Malerierne er proppet med helt håndgribelige og trivielle hverdagseffekter, men de er fremstillet så skørt og overeksponeret, at de alligevel synes at vise ud over sig selv: De evindelige sko, der er kastet ud over lærredet som var det et teenageværelse, går eksempelvis igen i adskillige af værkerne.

De grove, sømbeslåede såler der er vendt lige i synet på beskueren sparker nærmest døren ud mellem billedfladen og virkeligheden. In your face!, kan man næsten høre dem gnægge til hinanden. Skoene giver et indtryk af en evig marcheren, de tramper sig vej gennem malerierne, som de flæskede figurer også uafladeligt tramper rundt i deres billed-liv. De er vagabonder i deres egne tilværelser, som Guston med sine jødiske rødder på sin vis også var det sin tilværelse.
 
Og så er der de nuttede Ku-Kluxer...
Mikset mellem det humoristiske udtryk og de tunge, bagvedliggende historier er Gustons adelsmærke. Han tegner både stærkt personlige og store politiske temaer op med et og samme satiriske penselstrøg, og hans værker er derfor aldrig til at sætte i bås som enten alvorlige eller humoristiske.

Billede: Atelier, 1969, Olie på lærred, 180,3 x 186,1 cm, 
Privateje ©The Estate of Philip Guston 

For eksempel satte han grå hår i hovedet på en del samtidige kunstkritikere, da han i sit selvportræt troner frem midt på lærredet i et Ku Klux Klan-antræk med sin signaturcigaret i hånden. Han var jo udtalt venstreorienteret, så hvad skulle dette maskespil nu betyde?

For at fyre endnu mere op under ironien sender han i et andet værk tre komiske, hætteklædte ku klux-skikkelser på tur i en lille, skramlet øse af en bil. Hætte-hovederne er på vej ud i det blå, også pulsende på de allestedsnærværende smøger.

Som de sidder der i deres tegneseriebil ser de nærmest helt nuttede ud, og forvirringen er total, for hvem er nu hvem i foretagendet? Og hvorfor vil kunstneren frivilligt associeres med klan-medlemmerne, der stadig var brandvarme i USA's offentlige debat i  60'erne?
 
I alvorligt godt selskab
 Gustons figurative værker er altså stadig politiske, men uden at skilte med en færdigfabrikeret morale, og de er personlige uden at blive private. Hans kunst havde dybe rødder i hans personlige liv, og da hans elskede kone Musa i en periode var syg og indlagt, dukkede toppen af hendes hoved pludselig op i adskillige af hans motiver. Som et fragment fra virkeligheden invaderede hendes pande og den karakteristiske midterskilning hans værker, ligesom bekymringen for hende sikkert havde invaderet hans tanker.

Musas sygdom pustede også til Gustons egen dødsangst, og i tiden omkring indlæggelsen blev denne substantielle frygt et tilbagevendende tema i hans malerier. Philip Gustons kunst brillerer på denne måde med et stærkt menneskeligt og altid vedkommende udtryk.

De moralske pointer må man selv bruge tid på at lede efter i hans kødfulde, vibrerende billedunivers, men ledsaget af den umiskendelige galgenhumor er man absolut også i godt selskab undervejs.                           
 
Udstillingen Painting, Smoking, Eating kan ses på Louisiana indtil 7. september 2014.

www.louisiana.dk