Indkøbskurven er tom.
Regnen kommer
Udstillinger & Omtaler

Udstilling på Dansk Arkitektur Center søger løsninger på global opvarmning

Regnen kommer: Klimaforandringerne kan give os bedre byer 

13. januar 2015

Omtale af Laura Renée Lucht Rasmussen

Kraftige regnskyl er blevet et omtalt vejrfænomen, mens oversvømmede kældre har været skyld i en påtrængende migræne hos adskillige boligejere. Udstillingen Regnen kommer på Dansk Arkitektur Center søger løsninger på den globale opvarmning, som tvinger os til at nytænke vores arkitektur og byrum.  

 

Vand i kældrene 

Klimaforandringer er blevet et velkendt fænomen i folkemunde. Drivhusgasser har skabt et tykt tæppe i troposfæren, som resulterer i global opvarmning. En forklaring de fleste danskere kan nikke genkendende til. 

Forskere kan allerede måle, at verden er blevet mærkbart varmere og at vejret som følge heraf er blevet mere ustabilt og producerer mere nedbør. Ifølge DMI vil den årlige nedbør stige med cirka 6,9 procent i de kommende 75 år. Det lyder måske ikke af meget, men det er en stigning som spås til at give synlige konsekvenser i de danske byer.  


Foto: VandPlus, Frederiksberg, kreditering: Marianne Levinsen Landskab ApS 

 

Arkitekturen som løsning 

Udstillingen Regnen kommer sætter arkitekturen under lup. Her undersøges hvilke nye klimatilpasninger, man som samfund bør lave, for at skabe et forbedret rekreativt byrum. Arkitekturen indtænkes ikke kun som en mulig løsning på de store mængder regn vi i Danmark kan se frem til, men også som et redskab til at skabe øget livskvalitet i byerne.

Formidlingschef på Dansk Arkitektur Center Martin Winther uddyber de konkrete arkitektoniske udfordringer vi står overfor, som følge af klimaforandringerne:

”Vores byer er slet ikke bygget til at håndtere det øgede antal skybrud og tørkeperioder, vi står over for. Derfor oplever vi blandt andet flere oversvømmelser. Bliver byerne ikke tilpasset den øgede regnmængde, vil vi opleve en fortsat stigning i tilfældene af oversvømmelser, ødelæggelser og skader. En af udfordringerne er, at kloaksystemet under de danske byer ikke er dimensioneret til at håndtere de øgede regnmængder. Dette skyldes ikke kun den øgede mængde regnvand, men også at vores byer med tiden er blevet mere befæstede, pga. større vejnet, flere fortove og færre grønne områder.” 

 

Innovative byer  

Nytænkning af bymiljøet er ikke et nyt fænomen. Den franske arkitekt og designer Le Corbusier mente, at ved at strukturere byerne mere stringent, og med flere grønne områder, kunne man øge sundheden hos byboerne. En tanke, som går igen i udstillingen Regnen Kommer.

Ifølge Le Corbusier ville mennesket nemlig blive lykkeligere og samfundet bedre hvis man tænkte lys og luft ind i byplanlægningen. Han udformede derfor meget høje bygninger, som gav to fordele: et stort, frit udsyn og mulighed for at skabe flere grønne områder nede på jorden. I det hele taget skulle de moderne byer løftes op for at skabe et luftigere rum. 

Visionen om mere luft og mindre tæthed har også en fællesnævner med udstillingen Regnen Kommer. Martin Winther forklarer:

”Der er fokus på “merværdi”, nemlig det faktum at klimatilpasningen giver os helt unikke muligheder for samtidig at forbedre vores byer – og skabe byer, som er mere grønne og har flere åbne områder, hvor regnvandet kan håndteres, og bylivet kan leves.” 


Foto: Ladegaardsåen, kreditering: Miljøpunkt Nørrebro, Helle Rye Westphall og Kamilla Aggerlund. 

 

En anderledes kunstudstilling 

Udstillingen Regnen Kommer sætter fokus på de samfundsmæssige udfordringer, som klimaforandringerne stiller os overfor. Men udstillingen indeholder også kunstneriske tanker. Martin Winther følger op:

”Det kunstneriske og formgivende udtryk ligger i det omfangsrige case-materiale fra ind- og udland, som er en væsentlig del af udstillingen. Her har de enkelte arkitekter jo spillet en stor rolle i designet af den løsning, der har været den rigtige i hvert enkelt projekt.” 

Udstillingen på Dansk Arkitektur Center kommer dermed til at rumme kreative udfoldelser og kunstneriske løsninger på et ellers praktisk orienteret vejrproblem. En anderledes kunstudstilling, som møder publikum på et nyt oplysende niveau.   

”I ’Regnen Kommer – hvordan klimatilpasning giver os bedre byer’ kan du opleve, hvordan den nye, grønne, klimatilpassede by bliver, når vi arbejder sammen og tænker i sammenhænge. Som besøgende på udstillingen kan du også få indblik i nogle af de projekter, som er i gang allerede – og så kan du blive klogere på, hvad klimatilpasningen betyder for dig, og hvad du selv kan gøre.” uddyber formidlingschef Martin Winther. 

 

Kloaksystemet  Københavns mavesår  

I 1800-tallets København løb vandet frit i gaderne, men dette blev med tiden meget uhygiejnisk. Sygdomsepidemier fik i 1893 politikerne til at bygge et moderne kloaksystem i København, så man i 1903 kunne installere toiletter inden døre. I dag kan kloakkerne dog ikke længere løse problemerne i byerne. Især ikke når det kommer til de kraftige regnskyl, som allerede giver danskerne grå hår.

Udstillingen Regnen Kommer forsøger at løse fremtidens problemer ved at håndtere vandet på overfladerne. Naturen trækkes ind i byerne ved blandt andet at etablere flere blodbaner, parker og lignende udendørs ophold. Kloaknettet er forældet og nye metoder må sættes i værk for at forhindre forværring af Københavns underjordiske mavesår. 


Foto: Enghaveparken, kreditering: COWI, Trejde Natur og Open Air Neighboorheed 

 

Historiske ændringer 

Ifølge UNRIC forventes klimaændringerne at øge intensiteten og hyppigheden af vejr-relaterede naturkatastrofer såsom storme, oversvømmelser, tørke og hedebølger. Derfor mener Martin Winter fra Dansk Arkitektur Center, at der er tale om en nødvendig ændring af byerne i historisk skala:

”Faktisk skal der anvendes 30-40 mia. kroner henover de næste 15-20 år. Og gør vi det fornuftigt, vil det således være en indsats, som vil give os helt nye byer med masser af nye rekreative muligheder og øget livskvalitet.” 

Martin Winter slutter af:

”Det er en stor opgave, men vi har faktisk prøvet det før. Da vi begyndte at anlægge det nuværende kloaksystem for over 100 år siden, var det også en lang proces, hvor byer, professionelle og borgere skulle blive enige. Dengang tog det over 60 år at finde løsningerne, som gav os de byer, vi har i dag. Vi skal gøre det meget hurtigere denne gang.” 

 

Udstillingen løber af stablen fra den 16. januar til 6. april. 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig