Carsten Ingemann og Knud Romer samtaler om mørke
Af Louise Jørgensen
16. januar 2015
Det bliver mørkt. Sådan helt mørkt. Den form for mørke der ikke kun er fraværet af lys, men snare en tilstand. En smag. En fornemmelse og et sansebombardement. Vi burde have rigeligt af det. Dette mørke. Vinteren er fuld af det, og fylder vores dage op med begrænsede mængder af sollys og så rigeligt af dette mørke. Og så er der alligevel ikke helt mørkt.
Hvis man bevæger sig en smule udenfor byerne, der hvor gadelamperne, bilernes lys og butikkernes neon for længst er stilnet af, så kan man for alvor mærke det. Mørket. Vi kan pludselig se andre ting, når gaderne, husene og skovene er henlagt i mørke og dis. Det med, at vi kan se ”mere” i mørket, er måske en smule underligt, eftersom en af de første ting vi reagerer på, når lyset forsvinder, er vores tab af synet. Tabet af evnen til at gribe verden i et blik. Men efter noget tid, så kan vi se, fornemme og sanse ting om os selv og verden omkring os, som vi ikke kunne da vi stod badet i trafiklys og neon.
Carsten Ingemann: Nørre Vorupør, august, 2012. Fra Fotobogen "Uden for myldretid".
I forbindelse med udstillingen ”Uden for myldretid”, der efter af have turneret rundt på Bornholms Kunstmuseum, Fuglsang Kunstmuseum, Vendsyssel Kunstmuseum, Kunstmuseet i Tønder, landede i Rundetårn d. 22. november 2014, afholdes der denne eftermiddag et arrangement om dette mørke. Udstillingen ”Uden for myldretid” sluttede d. 11. januar og bibliotekssalen står nu tom.
Men d. 7 januar kl. 17-18.30 var den fyldt med nysgerrige besøgende, der var mødt op for at høre én af fotograferne bag ”Uden for myldretid”, nemlig Carsten Ingemann, gå i dialog med Knud Romer om det helt særlige mørke. Vores angst i mørket og vigtigheden i at have set mælkevejen.
Carsten Ingemann
Med en baggrund som krigsfotograf kunne man måske fristes til at tro, at en person som Carsten Ingemann ikke lod sig skræmme af en smule mørke. Men sådan forholder det sig ikke. Han er ca. lige så skræmt som resten af os. Men måske også en smule mere stædig, hvilket hans beretninger fra Danmarks mørkeste punkter, bevidner. De fleste af os var nok gået hjem, da den første ugle havde suset forbi vores ører, eller en prustene tyr havde sendt os på flugt over markerne. Og måske var vi allerede gået hjem, da det gik op for os, hvor koldt der egentlig er, på en novemberaften i mørket.
Carsten Ingemann indleder denne aften med at læse op af hans essay der akkompagnerer hans bidrag til fotobogen ”Uden for myldretid”:
”Mørket taler til mig, og jeg udforsker det mere og mere. Så i perioderne mellem fuldmåne ser jeg frem til de dage, hvor der absolut intet månelys er. Og så stavrer jeg af sted med kamera og stativ ud i natten. Meget ofte bliver jeg skuffet, fordi der næsten altid er lys, som rammer øjet. Selv i de tyndest befolkede områder ligger der et svagt skær i horisonten.” (Carsten Ingemann: Uden for myldretid)
Carsten Ingemann: Søby, august, 2012. Fra Fotobogen "Uden for myldretid".
En af årsagerne til Ingemanns valg af fokus i fotoserien, er at han er på jagt efter de stedbundne potentialer. Han mener, at det at være i stand til at se verdens egne lyskilder, såsom stjernerne, er et særligt privilegium for de, der ikke bor i byerne. I byerne er mørket og stilheden en mangelvare, netop derfor er den selv samme stilhed og det selvsamme mørke, et af yderområdernes stedbundne potentialer:
”Klosterheden mellem Hostebro og Lemvig siges at være landets mørkeste sted. Det mørke Jylland er lige her. Det burde være kendt og berømt af samme årsag. Ligesom Lodbjerg Hede siges at være det mest stille sted. Jeg lægger mig på ryggen i lyngen denne iskolde og klare novembernat, hvor der er særlig mange stjerner og stjerneskud, og lader mig opsluge af himmelhvælvingen. Det pusler i krattet, en ræv, muligvis en af de udsatte bævere eller måske en ulv. ” (Carsten Ingemann: Uden for myldretid)
Mørket er en mangelvare, på samme måde som stilheden er det. Og at det er et problem, er Knud Romer og Carsten Ingemann enige om. Vi har igennem mange år brugt uanede mængder af energi, tid og penge på at udstyre selv den mindste flække med lyskilder i form af lygtepæle og lysreguleringer. Men det er netop derfor, bliver Ingemann og Knud Romer enige om, at vi nu begynder at tillægge natten og mørket en særlig værdi.
Desperat mørkelægning
Det var først da Knud Romer blev ”voksen”, fik børn og havde været bosat i København i mange år, at det gik op for ham, hvilken værdi der lå i det mørke på Falster, hvor han som barn var vokset op. Der er, ifølge Romer, aldrig stille i København, aldrig mørkt. Og så mangler der i øvrigt årstider.
Han pointerer, til stor morskab for publikum, hvordan han hver nat desperat, og alligevel forgæves, forsøger at mørkelægge sit soveværelse. Han tegner et billede af de søvnløse nætter. Herunder også butikken overfor der insisterer på, at være fuldt oplyst, i alle døgnets 24 timer. Dansen med mørklægningsgardinerne, håndklæder, lagner. Forgæves. Latteren fra publikum bevidner, at han langt fra er den eneste, der har dette problem og udøver denne dans.
Han påpeger, at værdien i Ingemanns fotografier til dels ligger i vores alles afsavn af mørke og stilhed. ”Før storbyen ville man have rystet på hovedet af en mand der fotograferede mørket. For hvorfor tage billeder af det, der omringer os alle?”
Men i dag er vi omringet af lys, og ikke den naturlige slags, men den der kommer fra kunstige lyskilder. Derfor er der en mening i æstetiseringen af mørket. Romer leder vores opmærksomhed hen på guldaldermalerierne, der på trods af deres naturskønne motiver, er malet i byen. I et afsavn til naturen og de åbne vidder. Det er det samme med Ingemanns billeder, de er også et tegn på, at vi har mistet mørket og savner det.
Romer henvender sig til Ingemann: ”Kan du huske, da vi to mødtes over telefonen? Det var dér, det gik op for mig, at vi havde mistet mørket.”
Carsten Ingemann: Skagen, marts, 2012. Fra Fotobogen "Uden for myldretid".
Om at være et betragtet subjekt i mørket
Knud Romer er for nylig flyttet ”på landet”. Til Sydsjælland, natur og mørke. Årsagen hertil er, at han ønsker, at hans børn skal vokse op med udsigt til mælkevejen, for som han siger: ”Det er forkert at børn vokser op uden dét, der i sandhed skaber et børnesind”.
Han taler om fantasien og drømmene. Det er absurd, mener han, at vi i et land som Danmark, der fra naturens side er mørkelagt næsten halvdelen af året, kan leve et helt liv uden at se dette mørke. Uden at mærke det. Møde det og møde os selv på den måde, som mørket tillader det. Med skærpede sanser og en forskydning af forholdet mellem os selv og verden udenfor.
Men de fleste skræmmes i mørket. I kender det sikkert godt. Det der i dagslys er rart og velkendt, kan i mørket være det mest uhyggelige. De fleste har cyklet igennem en skov de kender, badet i sollys og fuglekvidder, for så på vej hjem drøne af sted, som var skoven nu fuld af røvere, mordere og underjordiske væsener. I mørket ændres vores oplevelse af skoven, marken og verden totalt.
Carsten Ingemann: Thyholm, september, 2012. Fra Fotobogen "Uden for myldretid".
Romer mener, at angsten skyldes, at vores selvbevidsthed opstår. Vi forvandles til oversanselige væsener. Det er som om, mener han, at vi går fra at kigge ud på verden gennem vores øjne, til at verden pludselig kigger på os. I dagslyset er vi i kontrol. Vi magter verden og har kontrol over den. Men i natten og i mørket sker der noget andet. Nu er vi dem der bliver betragtet. Som får verden øjne i natten. Vi bliver én stor sanselig bevidsthed. Uden for os selv.
Når vi ikke længere kan gennemskue verden med vores øje, oplever mange af os angst. Vi bliver et subjekt der beskues. Passiv i mørket, fremfor aktiv i lyset. Vi bliver populært sagt, ”mørkeræd”. Vi projekterer angsten ud på verden, selvom det eneste der egentlig har ændret sig, er vores bevidsthed i overgangen fra dag til nat. Irrationelt er det egentlig at vi skræmmes uden for byen og dennes evige lys, da det er byen der er farlig. Men om natten oplever vi, at virkeligheden ikke er ”derude”, men snare inde i os. Inde i vores hjerne. I takt med at mørket trækker til, vågner vores ører. Vi kan pludselig høre lyde, vi ikke reagerede på da solen skinnede ind af vinduet. Vi reagerer hurtigt, stakåndet og famler med hænderne for at gennemskue verden omkring os.
Carsten Ingemann: Bagenkop, februar, 2013. Fra Fotobogen "Uden for myldretid".
På en af Ingemanns ture ud i Danmarks mørke, beslutter han sig for at fotografere nogle dyr i mørket. Dette resulterer i en flugt fra en vred tyr, et indkøb af en natkikkert og opdagelsen af, at dyrene ser betydeligt anderledes ud i natten. Deres øjne lyser op, hvilket måske ikke er en overraskelse, men det resulterer i nærmest alienlignende væsener.
Som er verden ved at blive indtaget af krydsningen mellem et rumvæsen og et får. Dyrene kigger tilbage gennem mørket, og selvom de på det højeste tygger drog og vifter med halen, så ser de skræmmende ud. Igen konstruerer vores hjerne en virkelighed langt mere skræmmende, end den er.
Et ti-turs klippekort til Klosterheden
Tågen har nærmest samme funktion, mener Carsten Ingemann og retter vores opmærksomhed mod et af hans fotografier. En lille gade i en af byerne i Danmarks udkant, badet i tung, tung tåge. Udviskningen af fotografiets linjer resulterer i, at det ligner et maleri. Tågen og mørket ændrer verden som vi ser den.
Carsten Ingemann: Thyholm, december, 2012. Fra Fotobogen "Uden for myldretid".
”Vores bevidsthed forskydes,” siger Romer, og pointerer samtidig, at det er absurd, at det mest naturlige i verden, mørket og stilheden, intetheden, i dag er blevet en sjældenhed der burde udløse en kæmpe indsats fra den oplevelsesøkonomi, der ellers så ofte søger at skabe økonomi ud af det, der før var naturligt. Man kunne måske forestille sig et ti-turs klippekort til klosterhedens mørke? Eller til Lodbjerg Hedes stilhed?
Ét er sikkert, og det er, at mørket er en uddøende art som vi skal værne om. Det samme er stilheden. Det er yderområdernes potentiale. Og selvom der måske bliver endnu mørkere og mere stille med tiden, i takt med at storbyerne vokser og landsbyerne ligger øde, så vil vi samtidig miste udsigten til mælkevejen. Der vil ikke være nogen til at reportere fra mørket, og vi vil i stedet sidde tilbage med erindringen om dengang en nattesøvn ikke involverede metervis af mørkelægningsgardin.
Eftermiddagens debat er slut og folk tager en sidste tur rundt i udstillingen blandt Christina Capetillo, Torben Eskerod, Henrik Saxgren og ikke mindst Carsten Ingemanns fotografier fra Danmarks yderområder.
Fakta:
Udgangspunktet for dagens debat er et fotoprojekt søsat af Realdania, i forbindelse med projektet ”Mulighedernes Land”, der er et partnerskab mellem Realdania, Thisted Kommune, Lolland Kommune og Bornholms Regionskommune. Mellem 2007-2012 har partnerne arbejdet sammen for at finde nye svar på yderområdernes udfordringer gennem 16 nytænkende demonstrationer.
Som en del af ”Mulighedernes Land” har Realdania inviteret fotograferne Christina Capetillo, Torben Eskerod, Carsten Ingemann og Henrik Saxgren til at rejse gennem yderområderne og med kameraets som medie skabe nye forestillinger om yderområderne.
Resultatet af de fire fotograferes arbejde er bogen og vandreudstillingen "Uden for myldretid" Udstillingen er slut, men bogen kan du bl.a. finde her.