Per Bak Jensen er nu aktuel med udstillingen ”Skjult”. Vi har besøgt Sorø Kunstmuseum for at opleve værkerne og tale med Bak Jensen om hans kunst.

OM KUNSTEN, DET SKJULTE OG DE UNIKKE BLIKKE  
Af Nicoline Thoning
17. februar 2015

Per Bak Jensen er kendt for at skildre de mellemliggende betydningslag, det skjulte med sine fotografier, og er nu aktuel med en udstilling netop kaldet ”Skjult”. Vi har besøgt Sorø Kunstmuseum for at opleve værkerne og tale med Bak Jensen om hans kunst.   

Det er den solrige café på Sorø Kunstmuseum, som danner de hyggelige rammer for mødet. Godt beværtet med kaffe og kage, indledes en inspirerende samtale om kunsten og de otte nye værker, som er omdrejningspunktet for Per Bak Jensen aktuelle udstilling ”Skjult”.

Oprindeligt skulle udstillingen have været retrospektiv, men Bak Jensen fortæller, at han i stedet ønskede at lave noget, der på en anderledes måde kunne give antydningen af en rød tråd igennem hans virke. En udstilling, hvori man kunne få øje på sammenhænge såvel som forskelle mellem de nye og ældre værker. Et ønske som tydelig afspejler sig i udstillingens opbygning. De nye værker er alle placeret midt i rummet, og udgør derfor udstillingens midte, mens de ældre værker er anbragt rundt langs kanten, så de kan danne en klangbund for de nye.

Tilstedeværelsen af noget skjult
Det første samtalen kommer til at handle om, er udstillingens tvetydige navn. Per Bak Jensen beretter om, hvordan han ofte får en oplevelse af, at der er noget mere til stede. Noget usynligt – noget der er skjult.

”Jeg tror ikke man kan se dét, der er skjult i mine billeder. Men jeg har lavet fotografierne, fordi jeg på de steder, har oplevet noget der var skjult. Derfor hedder udstillingen ”Skjult”, fordi der findes noget omkring os, som vi ikke kan forstå - noget sproget ikke kan beskrive.”

Herfra udfoldes snakken hurtigt til refleksioner over, hvad kunst er. Et spørgsmål, som Bak Jensen, eftertænksomt erklærer sig ude af stand til at svare på. Dog har han altid ment, at kunsten er usynlig. At der inden i og under værkerne er noget skjult, som vi ikke kan se. Og netop dét, som eksisterer under værkerne, vil i kontakt med os, og indgyder til en interesse i at lave billeder – at lave kunst. Men det gælder ikke blot kunstneren, funderer han videre. Det gælder også beskueren af billederne, da det skaber en lyst i os, at betragte kunst.

Så for ham bliver kunsten et udtryk for, at vi er i kontakt med noget, som vi hverken kan forklare eller sprogliggøre. På den måde åbner kunsten op for, at vi ser os omkring efter det vi ikke kan definere, og som ligger ud over kunsten selv.

”Jeg tror ikke at billeder skal kunne give svar. Jeg tror, at de skal hjælpe os til at blive ved med at stille spørgsmål. Gøre os sultne efter at få noget mere erkendelse. Kunst skaber derfor en måde, som mennesker kan tale sammen på uden at sprogligøre det.”        

Udstillingens navn peger derfor i to retninger: ud mod det skjulte i verden, men også ind i det skjulte i os. På den måde bliver billederne indgange til, at man kan få en oplevelse af, at der findes noget skjult.

 Per bak Jensen, "The Road"(2013) 

Bænken og papirkurven
Der er ikke noget fængende objekt i de otte nye værker, sådan som der ofte har været det i de tidligere.

” Det er for at gøre billederne så tavse som muligt,” fortæller Per Bak Jensen. Lavstemte billeder, som hans nye værker, indbyder til at man som beskuer selv arbejder med dem. ”Man bliver nødt til selv at gå ind og være medskaber af dem. Men det er også det, som gør dem lidt svære at komme ind i,” fastslår han. Og fortæller at de nye billeders indgange ikke så let lader sig afkode. Hvilket i høj grad skyldes, at der ikke er noget i billederne som tiltrækker sig mere opmærksomhed end andet. Det er billeder af det, der er. De skal ikke gøre et stort nummer ud af sig, fordi Bak Jensen tror på, at det mest storslåede og åndrige, optræder i det dagligdags.

”Hvorfor har man dog ikke set det før- det ligger jo lige der? Men man har ikke set det, fordi det var så tæt på, så dagligdags”

En pointe Bak Jensen understreger med en morsom hverdagsanekdote, der omhandler hvordan han en travl eftermiddag uheldigvis punkterer. Og imens han ventede på Falk gik det pludselig op for ham, at stedet var ulamindelig kedeligt. Der var ingenting.

”Men jo mere jeg kiggende, jo mere så det ud som om, at det var verdens centrum, som jeg var havnet i. At alting talte sammen.”

Særligt en papirkurv fangede hans opmærksomhed , da den havde en form for forbindelse med en bæk i nærheden. ”Så lige pludselig kunne papirkurven blive til meget mere,” udbryder han, ”fordi den havde potentiale til også at blive et billede på noget. Det gik op for mig, at jeg havde en anden hastighed end den. Og da jeg er hurtigere end papirkurven, så havde jeg overser den, andre mennesker eller et landskab, fordi jeg havde så travlt. Og vis jeg ikke bliver stanset, så får jeg ikke øje på det,” afslutter han historien.    

Lysten til at lave billeder
Fortællingen om papirkurven afføder spørgsmålet om, hvornår Per Bak Jensen ved, at han har fundet det rette motiv til et fotografi.  

”Det ved jeg heller ikke altid. Jeg har tit en oplevelse af, at jeg  enormt godt kunne tænkte mig at tage ud, for at lave nogle billeder. Nogle rigtig gode billeder”

Han fortæller om, at når han beslutter sig for at tage ud i skoven, er det langt fra sikkert, at der viser sig noget. Det der gør, at han laver et billede er, hvis han får øje på et tegn. Det er tegnene, som kan få ham til, at pakke alt det tunge udstyr ud. Der skal være et eller andet, som venter på ham, eller nogen.

Det kan eksempelvis være bladene i skoven, som ligger så det ligner, at de danner et mønster. Og så har man set et tegn. Eller det kan være nogle skyer, som ser ud på en særlig måde. Når det første tegn har vist sig, beretter Bak Jensen, så begynder han altid at lede efter et andet tegn. På den måde får han en fornemmelse af, at kunne tegne en linje mellem tegnene, hvilket danner en figur, hvor der er noget inden i. Så har man lavet en afgrænsning af, hvor der kunne være et eller andet.

Førhen troede han at tegnene, var hemmelige. En forestilling han nu er gået væk fra. Nu forestiller han sig i stedet, at det er de følelser og sindsstemninger som den enkelte bringer med sig ud i skoven, der projekteres ud i naturen og gør, at noget fanger ens opmærksomhed i særlig grad, mens andet ligger skjult i naturen. Tilsammen skabes følelsen af, at der ligger noget og venter på en.

Per Bak Jensen, "The Garden of Monet"(2014)

Et billede af, og et billede på
Jeg har bidt mærke i et af Bak Jensen tideligere udsagn om, at et fotografi både er et billede ”af noget”  og et billede ”på noget”. Og da værket ”Fugle”(2014), havde gjort særligt indtryk på mig, var jeg interesseret i at høre om, hvad netop det værk var et billede på for ham. Et spørgsmål, hvis svar skulle findes i et meget personligt afsæt.

”Først og fremmest er det jo et billede af fugle, som prøver at holde varmen sammen - et billede taget i november af nogle blishøns.” Dybsindig spørger han sig selv: ”Men hvad er det et billede på?”

”Jeg havde brug for at se et bånd af levende væsner. Havde brug for at se noget liv, men noget liv, som afspejlede den situation jeg selv var i. Et billede på min sindstilstand.”  

”Fugle” er et billede i mol og er taget i Bak Jensens sygdomsperiode sidste år.

”Hen under aftenen, passer sådan et billede godt, når man er syg. Striben af sorte fugle er ladet med betydning. Et billede taget i den blå time: i mellemrummet mellem lys og mørke.” 

”Blikket på verden er jo det man kommer med. Og netop blikket på verden er det allerfineste vi har. Derfor må man aldrig svigte det, men derimod holde fast i det, fordi ens blik er helt unik. Og det kunsten kan, er jo at dele blikket med andre.” 

”Så når man ser ”Fugle”, så kigger man jo på en måde sammen med mig, er sammen med mig. Men andre kan se det anderledes end jeg. Og så har de jo også ret, i dét de ser. For blikket er jo hele tiden foranderligt, og kan være et andet når morgendagen kommer.”

Med det udfoldes en forestilling om, at billedet bliver til, hver gang et nyt blik kastes på det. Per Bak Jensen havde brug for billedet Fugle, men efter han er blevet rask har han ikke brug for det længere. Måske for han det igen. Han fastslår, at det vidner om et ejerforhold, som skifter hele tiden.

”Der vil komme nogen, som synes billederne i ”Skjult” er kedelige, og så kan de ikke bruge dem til noget. Det må man jo acceptere. Dem som billederne jo virkelig tilhøre, er dem der har brug for dem”, fortæller han. ”Og ved at lave ”Fugle” prøvende jeg ordløst at sige noget omkring min egen situation”.   

Halmballerne på bakken
Som en del af udstillingen er forfatteren, Marie Hede Bertelsen, med sit narrativ ”Eight scenes” dykket ned i hvert eneste af de otte nye værker. Det bliver en måde, at understrege Per Bak Jensens yndede metafor: fotografiet som en dør, man inviteres ind af. En dør, der enten kan åbne op for det skjulte i verden, i kunsten eller i os selv. På den måde tilbyder ”Skjult” indgangen til otte døre, hvis rum er lige så mange, som blikkene der ser dem.

Så efter en både hyggelig og tankevækkende samtale, forlod jeg cafeen og de tomme kagetallerkner, for at kaste et sidste blik på udstillingen. For nok havde værkerne alle gjort indtryk på mig, ved mit første møde med dem, men hvilket ville åbne sig  op og invitere mig ind? 

Alle billederne er, hver især på deres helt særegne måde usandsynligt smukke, i deres underspillede dunkelhed. Men det, som talte særligt til mig, viste sig at være værket ”First Light”(2013). Billedet gav mig fornemmelsen af, både at rumme et skjul og et kighul. Halmballerne på billedet virker som et beskyttende skjold, men skærmer kun lige akkurat nok til, at jeg stadig har et udsyn ud over marken. Et udsyn, hvorfra jeg kan se sollyset indtræde. På den måde synes jeg, at billedet virker håbefuldt.  

Per Bak Jensen, "First Light"(2013) 

Udstillingen kan ses på Sorø fra 7. februar frem til d. 17. maj 2015 http://www.sorokunstmuseum.dk/e

Bliv abonnent på Magasinet Kunst.