Indkøbskurven er tom.
Presserende provokunst
Scene, Film & Bøger

Gallery Poulsen præsenterer lige nu William Powhida som er aktuel med udstillingen "Dear Copenhagen".

Reportage d. 5. marts 2015
Af Nicoline Thoning

Gallery Poulsen præsenterer lige nu en ægte provokatør, hvis mundtøj spytter om sig med flabede spydigheder, der får en til at klukke af grin. Han hedder William Powhida og er aktuel med udstillingen ”Dear Copenhagen”. Det er en udstilling bestående af tekstbaserede malerier, tegninger og skulpturelle objekter, der alle kritisk peger fingre af kunstscenen i New York (og indirekte Danmark), samt den allestedsnærværende danske Jantelov. Ironien og selvmodsigelserne er hans fineste redskaber til en latterliggørende udlevering, hvor ingen kan se sig fri. Dog fremsagt med selvindsigt, selvironi og et stort glimt i øjet.

Teksttunge malerier og typografiske spidsfindigheder
Rammen omkring udstillingen og værkernes indbyrdes sammenspil er særdeles vellykket. Og der findes en fin balance imellem de teksttunge malerier og de skulpturelle objekter, der er placeret rund i hjørnerne som var det sammenkrøllede, kasserede skriblerier. På den måde skabes fornemmelsen af en kaotisk, igangværende skriveproces med papirkugler flyvende gennem luften.

William Powhida, Spiral Bound III (series 2), 2015, aluminium, paper and colored pencil 

Skriften er hovedingrediensen i størstedelen af værkerne, og der leges med sproget såvel som typografien. De håndskrevne kragetæer vedholder udstillingens koncept om en brevveksling, mens ordnes betydning forstærkes gennem anvendelsen af forskellige skrifttyper. Ord som ”bleeding” optræder i rød skrift med små bloddråber dryppende fra bogstaverne. Eller man ser ordet ”disappear” langsomt fade ud og forsvinde fra papiret. På den måde intensiveres ordenes betydninger, samtidig med at en bestemt typografi kan bibringe en fortolkning af ordet. Dette er tilfældet med eksempelvis ordret ”artists”, som er skrevet i sirlig og selvhøjtidelig skråskrift, hvilket bidrager til det kunstnersyn som står for skud i udstillingen.

William Powhida, New York Exportation, 2015, oli on canvas, 97x76 cm. 

Dobbeltsidede kritisk brod  
Det er et tankevækkende rum, som William Powhida inviterer beskueren med ind i. Her opfordres vi til at reflektere over kulturelle forskelle mellem den amerikanske konkurrenceprægede og markedsstyrrede individualisme og det skandinaviske fokus på samarbejde, konsensus og lighed. Og med en god portion ironi, humor og sarkasme kommenterer Powhida på det amerikanske samfunds værdier og systemer. Han stiller skarpt på præstationer og overdreven selvpromoveringen, som er en nødvendighed for at kunne begå sig i en overfyldt kommerciel verden.       

Dette sporers eksempelvis i værket ”a New York Artist’s Checklist” fra 2015, som er en liste med ting, man som kunstner bør gøre for at kunne begå sig. Listen indeholder alverdens uvurderlig morsomme råd, der i deres absurditet giver et billede af kunstscenen som værende et overfladiske cirkus. Et af mine yndlingsråd er, at man skal citere filosoffer eller teori, såsom Kant, Adorno m.fl. i enhver presset situation. Et andet råd er, at man skal gøre sig indrømmelser om, at man er heldig blot at have en enkel god ide. Dog med den lille tilføjelse i margen:”That sells!, hvilket afslører det kommercielle som omdrejningspunktet for kunstnerens virke.  

Så hele tiden lurer en dobbelthed under overfalden, da Powhida er en del af det miljø, som han gør grin med. Satirens kritiske brod sparker opad mod en kulturel og økonomisk overklasse samtidig med, at den sparker indad mod kunstneren selv som på trods af sin kritik aldrig helt kan løsrive sig.  

William Powhida, A New York Artist's Checklist, 2015, oli on canvas, 97x76 cm   

Janteloven vs. The American loven
I nogle af værkerne sætter Powhida den danske Jantelov under lup. I blandt dem er eksempelvis en liste over, hvordan man bryder Janteloven, samt en amerikaniseret version; ”The American loven”. Og netop ved at lade de to ”love” spejle sig i hinanden, bliver de begge både problematiseret og latterliggjort.

I værket ”The American loven” opremses 11 statements, som omhandler, at man skal føle sig overlegen, mere vidende og vigtigere end andre. Men der er et lille finurligt greb; Powhida har i sin liste lavet fodnoter. Det første statement på listen lyder: ”You’re to believe you could be something special”, og med fodnoten tilføjes: ”It’s possible! Like winning the Lotto or being struck by lightening”. Sammenligningen mellem sandsynligheden for at blive ramt af et lyn og være speciel virker komisk. Fodnoten bliver en sarkastisk bemærkning til sætningen, og biddrager med et ekstra lag i værket. 

William Powhida, The American Loven, 2015, aluminium, paper, acrylic and colored pencil, 32x23 cm.    

Kære København
Værket ”Dear Copenhagen” er et brev på lærred, og er spækket med dobbeltmoral. Powhida, som brevet jo skal forestille at være fra, gør her præcist det, som han har latterliggjort. Brevet indledes med at proklamere: ”Don’t worry, I woun’t ask how YOU are doing and I don’t REALLY want to know anyway.” Men trods dobbeltmoralen, så er den fordækte facade i det mindste bortfaldet. Nok fremskrives der her en selvoptagethed, men der lægges ikke skjul på den.

Brevet indeholder adskillige overstregninger. Ordene er lige akkurat ikke streget nok ud til, at man ikke kan se det, hvilket giver et indblik i, hvad det skrivende jeg egentlig havde nedfældet, men efterfølgende redigeret. Det er som regel politiske ukorrekte og afslørende ord som erstattes med mere neutrale. Eksempelvis er ordet ”terrible” brugt til at beskrive den kunst brevskriveren skaber, men erstattes med ”difficult”, som er mere forsonende i sine merbetydninger.

William Powhida, Dear Copenhagen, acrylic on canvas, 51x41cm.   

”Dear Copenhagen” er en tidskrævende, men tankevækkende udstilling indeholdende en væld af betydningslag, som er en fryd at gå på opdagelse i. Powhida forstår kunsten at udnytte ordendes betydninger, merbetydninger og tvetydigheder - så indviklede metaniveauer skabes. Det er en udstillingen, der skal ”læses” adskillige gange, grundet den enorme detaljetæthed. For hele tiden springer enkeltheder i øjnene, som man overså lige før. Så tag din indre sprognørd i hånden, og oplev fiktioner, der ikke er bange for at tage fløjlshandskerne af og sætte tingene på spidsen.       

Udstillingen kan ses indtil 28. marts 2015: http://www.gallerypoulsen.com

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig