Indkøbskurven er tom.
På visit i kunstnernes hule
Interview & Portræt

Atelierbesøg og interview med Rune Christensen og Rasmus Rinhack

Af Nicoline Thoning

Kunstnerne Rune Christensen og Rasmus Rinhack har slået sig ned på en lille solrig plet ude foran kælderen, som udgør deres kunstneriske hule. Dampen fra kaffekopperne danser i sollyset, og her emmer atmosfæren af personlighed og en fælles passion for at skabe, lege og udtrykke sig. Og aldrig så snart jeg har sat min fod i kælderen, før et overflod af sanseindtryk slår benene væk under mig. Kælderen bugner af løjerlige genstande. Og med væggene tildækket af alverdens skitser og værker, bliver rummet så detaljemættet, at jeg knap ved, hvor jeg skal lade blikket gå på opdagelse først.

Nomaden og romantikkeren
Første emne for samtalen tager afsæt i de beskrivelser, som er brugt til at definere de to kunstners virke.

Rune er den første der står for skud. Og jeg spørge ind til karakteristikken af ham som værende drevet af en følelse af, at tilstedeværelsen af noget udefinerbart må udtrykkes. Han beretter om, hvordan han konstant er i identitetskrise, grundet sin nomadetilværelse og mange rejser, hvor spørgsmål ustandseligt melder sig; Hvad vil jeg, hvor vil jeg hen, hvem vil jeg gerne være? Når han så støder på øjeblikkets tvivl eller forvirring, forsøger han at omfavne det i sine malerier, hvad end det er glæder eller frustrationer. Ting som forekommer uforståelige undersøges og udforskes gennem kunsten. Lige nu er det at være flyttet til København, der fylder meget sammen med alle de savn, som følger i kølvandet. Han fortæller, at det derfor er følelsen af ”ensomhed”, der skal arbejdes med det næste stykke tid.  

Foto: Malene Klausen.    

Foto: Malene Klausen, Atelier view. 

Rasmus’ værker beskrives ofte som indeholdende en kamp mellem fantasi og magt; hvilket jeg gerne vil have ham til at uddybe. ”Det maskinelle giver en fed kontrast til det fantasifulde” påpeger han, ”sammen med maskinernes autoritet”. Han fortæller, at det han har arbejdet med den sidste tid har været lidt destruktiv, fordi det er maskiner, hvis formål er taget ud af en rå og barsk kontekst.

Foto: Malene Klausen, Atelier view. 

Derudover er Rasmus en ægte romantikker, hvilket han blankt vedkender sig. Og Runes latterfyldte tilkendegivelse efterlader da heller ingen tvivl:” DET gør jeg også - jeg ser dig som en KÆMPE romantikker!” Og den fortrolige tone indhyller rummet med en venskabelig lethed.     

Det romantiske i Rasmus’ virke kommer til udtryk gennem fantasien og lysten til at lege.
” Mine ting kan godt blive meget teatralske, fordi der bliver noget opsætningsmæssigt i det; jeg vil enormt gerne se mig selv som historiefortæller. Og så kan jeg godt lide at romantisere de ting, som er lidt uhåndgribelige og uforståelige”, funderer han.

Foto: Malene Klausen, Atelier view.  

Graffiti og telefontegninger i en ny kontekst
Rune anvender både acryl og acrylpenne, når han maler, hvorfor jeg er nysgerrig omkring, hvad netop disse to redskaber kan.  

Rune: ”Jeg synes det bliver interessant, når det både er malet og tegnet. For jeg kan godt lide hurtigheden i det tegnede. Men samtidig værdsætter jeg det malede udtryk. Det illustrative og det malede på samme tid, synes jeg er ret interessant”. 

”Med acrylpennene kan man tillade sig at arbejde hurtigt, eksempelvis med prikker. Og alle de tatoveringer, som er en central del af motiverne i malerierne kan betragtes som telefontegninger, der overføres på en ny måde. Noget man altid har lavet, men hvor der er en ny kontekst at placere dem i.” Kruseduller der får anstrøg af  liv igennem en form for ubevidst fremstilling, som jo selvfølgelig aldrig forekommer komplet ubevidst.

Foto: Malene Klausen, Atelier view.  

Den teknik Rune anvender i arbejdet med sine malerier, strækker sig tilbage til tiden som graffitimaler. ”Graffiti er en skitse, man fylder ud med farver, hvorefter der lægges en outline som fortæller, hvad man ønsker at sige. Og som afslutning  laves highlights. Det er på sin vis den samme måde, som jeg arbejder på i dag. Men det er en ny måde at gøre det på, ”fortæller han.

Kunsten har altid haft en central plads i Runes tilværelse, og selv på sine mange rejser har han bestandigt prøvet at bringe den med sig. Han beretter om sin rejse til Sydamerika, hvor han skabte et vægmaleri i hvert land han besøgte. En oplevelse han ser tilbage på, og fortæller om med begejstring. Det var sjovt, fordi det gav ham en følelse af at vende at tilbage til sin kunsts oprindelse. Det behøvede ikke have en funktion i et galleri, og det var interessant blot at efterlade noget. Og han understreger sin lyst og iver efter at gøre det noget mere; Sætte sine StreetArt inspirerede værker ud i gaderne.     

Foto: Malene Klausen, Rune Christensen "Misplaced".  

Legende collager og skulpturelle absurditeter
”Jeg har meget nemt ved at få besættelser af småting, en bog eller noget andet interessant. Og så går jeg helt manisk til værks for at finder ud af, hvorfor det er interessant”, fortæller Rasmus om sin måde at arbejde på.

Rasmus: ”Det er interessant at tage elementer og hive dem ind i ens eget univers - forstå funktionen i det. På den måde er det en form for collagearbejde, fordi jeg tager nogle elementer, som jeg synes er vanvittig spændende og som jeg mener kan komplimenterer. Hvilket kan være alt fra blueprints til ingeniørtegninger fra en bog.”

Foto: Malene Klausen, Atelier view.  

Han fortæller om, hvordan han har stakkevis af gamle ingeniørtegninger liggende. Og hvis han kan se æstetikken i det; se hvorfor det både er smukt og funktionelt, så synes han, at det er sjovt at inddrage.

Foto: Malene Klausen, Atelier view.  

Hovedsagligt arbejder Rasmus med blæk og papir, men har også lavet skulpturer.  Tideligere har han skabt simple trækister i børnestørrelse indeholdende dagslys. Efter mørkets frembrud ville lyset så strømme ud gennem trækisternes sprækker, så det lignede, at de små liv hverken ville eller kunne ophøre. Og han beretter om, hvordan ideen kom af, at han havde set et fotografi af mennesker, som bærer hjemmebyggede trækister netop i børnestørrelse. ”Men der var noget æstetisk over det,” forsikrer han, ”trods at det var så forkert og frygteligt, var der også enormt mange følelser. Jeg havde behov for at ændre den historie – behov for at røre ved den.”

Foto: Malene Klausen. skulptur "Kronhjorten i transportkassen" af Rasmus Rinhack. 

Kontrasternes kælder
Med en mild latter, erkender de to kunstnerne, at det er kontrasteres kælder jeg er på besøg i.  Rasmus’ sirlige, farveløse streg og papirnusseri står i larmende modsætning til Runes farvestrålende malerier, der henter sin inspiration i fremmede kultures klædedragter og farvesammensætninger. Men når det så er sagt, er der flere berøringsflader, hvilket kommer til udtryk i vores videre snak om, hvordan de støtter og udfordrer hinanden i hverdagen. 

Rasmus: ”Rune udfordrer mig enormt meget. Han har haft et slags socialt eksperiment i at hive mig ud. Hvilket har været helt vildt fantastisk, og en kæmpe gave for mig. Jeg kan forsvinde uhyggelig meget væk, hvor Rune er mere eksplosiv ” klukker Rasmus. ”Og jeg synes vi bruge hinanden meget – særligt efter du har fået mig ud af klokken.” 

Foto: Malene Klausen, tv: Rune Christensen og th: Rasmus Rinhack. 

Ifølge Rune er der er alligevel en rød tråd, når man kigger på værkerne, da de begge opbygger en struktur, som opfyldes med en masse detaljer. Så selvom de øjensynlig er langt fra hinanden, mener han, at der trods alt ikke er så langt imellem, når det kommer til stykket.

”Der er selvfølgelig lige det med farverne, men det kan vi hurtigt få banket ind i dine værker også”, siger Rune kækt, mens han kigger drillende på Rasmus.   

Foto: Malene Klausen, Atelier view. 

Begge fremhæver de, at deres lange snakke er særlig vigtige og givende, for både at inspirere og opbygge hinanden. ”For når vi hele tiden tager os selv som udgangspunkt, kommer vi uundgåeligt til at snakke meget om tanker og følelser. På den måde kommer vi til at trække meget på vores samtaler,” fortæller Rune.   

At tude lave fejl
Det sidste emne, som skal vendes inden kaffekopperne er tømte endnu engang, er vigtigheden i at udvikle sig og turde udfordre sig selv.

I sit kunstneriske virke, føler Rune, at han lige nu er på et stadie, hvor han skal gennemarbejde nogle motiver, før han kan gå videre. Men han fortæller, om en lyst til at løsne lidt mere op for det figurative, og bevæge sig mod en mere abstrakt form. Og han har reflekteret over, det spændende i at beskæftige sig med landskaber, hvor mennesket ikke nødvendigvis er i centrum. Derudover vil han gerne arbejde i større formater, hvor man kan fortælle en større historie. ”Det tror jeg ville være godt for mig” påpeger han.

Foto: Malene Klausen, Atelier view. 

Rasmus fortæller, at han lige nu arbejder på nogle skitser til skulpturer i beton. Hvilket kommer sig af, at han har nogle værker, som han tænker kunne fungere godt i det medie.          

Rasmus: ”Det kunne være sjovt at tage det porøse og den fine streg over på noget mere hård, et lærred eller nogle træplader. Simpelthen prøve og se om det kunne fungere”.  

Foto: Malene Klausen, Atelier view. 

Og Rune tilføjer, at det er lige så snart, man har fundet en form for stilsikkerhed, hvor det ikke er selve motivet, men Rasmus’ streg som er karakteristisk, at det bliver sjovt at placere stregen i et andet materiale; træde ud af sin tryghedszonen.

”Er du sindssyg, I må endelig ikke vende noget om ude i gangen! Der står fem års eksperimenter,” griner Rasmus, ”og man skal eksperimenterer, for ellers udvikler man sig ikke. Det er vanvittig vigtigt, at man har modet til at gøre det. Derfor nytter det ikke at alt bliver set med det kommercielle øje,” fastslår han. 

Hvad fremtiden bringer
Det var med noget nær en boblende koffeinrus, at jeg trillede hjemad på cyklen med forårssolen i ansigtet. At besøge de to gutter i deres kreative kælder, og få et indblik i deres hverdag med kunsten og hinanden, havde været et vedkommende visit. For begge kunstnere stormer karrieren fremad med hæsblæsende hast og intensitet, hvor de ikke kan gøre andet end at holde fast og nyde det. 

Foto: Malene Klausen, Atelier view.

Foto: Malene Klausen, Atelier view.   

Foto: Malene Klausen, Atelier view.  

Foto: Malene Klausen, Atelier view.

Foto: Malene Klausen, Atelier view.  

Rune Christensen og Rasmus Rinhack udstiller på følgende gallerier: 

GALLERY HJORTH - Horsens

GALLERIET Jørgen Østergaard - Ikast. Her er begge kunstnere lige nu aktuelle i en jubilæumsudstilling.

Og Rune Christensen er lige nu aktuel i en gruppeudstilling på Nordahl og Nissen Contemporary i København 

Bliv abonnent på Magasinet Kunst 

 

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig