Kunstmuseet MONA byder på en kunstoplevelse under jordens overflade.

MONA – Undergravet Disneyland for voksne

13. april 2015
Af Laura Renée Lucht Rasmussen

Museet for gammel og ny kunst – MONA i Hobart, Tasmanien kan uden tøven siges at være blandt en af de mest kontroversielle private samlinger inden for moderne kunst. Alene museets arkitektoniske udfordring efterlod mig lamslået. MONA er af sin ejer David Walsh blevet beskrevet som et ”undergravet Disneyland for vokse”.

Klippevæg indeni MONA. Foto Laura Renée Lucht Rasmussen

Forestil dig en klippe halv-ø dækket af vinrækker. Ude på spidsen danner sig vægge af rustent metal, der gengiver samme farve som den australske røde jord. Fra landsiden strækker ydervæggene sig ikke særligt højt, hvilket skyldes at MONA er en underjordisk bygning, hvor klipper danner ramme om kunsten. Ejeren David Walsh ønskede med denne konstruktion at udfordre den kuratoriske tilgang, som også gør museet til en af Australiens mest ukonventionelle og seværdige attraktioner.

Ankommer man fra vandsiden, får museet en helt anden karakter. David Walsh ønskede, at de besøgende skulle stige op til museet fra vandet – som de gamle grækere gjorde det, når de ankom til deres templer.  Og langt de fleste besøgende sejler derfor til MONA med en lille færge fra det centrale Hobart, op langs Derwent River. En tur der tager cirka 30 minutter og bestemt kan anbefales. Fra denne side får museet en meget større tyngde. Gritnet i beton læner sig ind over den rustne stål, og skaber i fællesskab både kontrast og harmoni i horisontlinjen, hvor himmel og hav mødes. På denne lille halv-ø troner en fire etagers bygning i flere retninger; både i den fri, skarpe havluft og under klippernes mørke overflade. En konstruktion, som er tæt på dobbelt så stor som New Yorks Guggenheim. Imponerende!

Taylor and Friends, Cunts… and other, 2008. Foto Laura Renée Lucht Rasmussen

David Walsh har skabt sin formue – og dermed også sin kunstsamling – gennem en karriere i gamblingens mørklagte kasinohaller. Udover at spille poker, gamblede han desuden på en kunstners liv. Endnu en gang ganske utraditionel tænkning. Walsh skulle betale kunstneren et månedligt beløb for et kunstværk. Hvis kunstneren levede mindre end otte år, ville Walsh have vundet, da prisen ville være mindre end vurderingsbeløbet. Men levede kunstneren mere end de otte år, ville Walsh have tabt væddemålet. En meget usædvanlig tilgang til både penge og livet, må man sige.

I samme tidsrum som ovenstående væddemål fandt sted, begyndte David Walsh at opbygge et privat kunstmuseum i Tasmanien, som han dedikerede til temaet sex og død. MONA åbnede efterfølgende i januar 2011.

Jannis Kounellis, Untitled, 1991 til 2011. Foto Laura Renée Lucht Rasmussen

David Walsh er en enestående mand i mange henseender. Udover sine provokerende statements som: ”Working with artists is just like working with human beings, only they’re not as smart.”, har Walsh også udtalt, at drivkraften bag skabelsen af kunstmuseet MONA var skyldfølelse. En skyldfølelse over at tjene millioner af dollars som professionel gambler, for som han siger: ”When someone wins, other loses”. Og med denne viden in mente kan man begynde at tillægge museets beliggenhed under jorden flere betydninger. Er det virkelig en skjult skat? Eller er det en begravet dårlig samvittighed?

Det arkitektoniske mesterværk rummer over 400 kunstværker, her i blandt Greg Taylor, Sidney Nolan, Wim Delvoye, Hans Bellmer, Marina Abramovic og sidst men bestemt ikke mindst den australske avantgarde kunstner Brett Whiteley. Et sandt Disneyland for voksne, hvis du spørger mig.

Matthew Barney, Top Boat of Ra, 2014. Foto Laura Renée Lucht Rasmussen

I 1999 slog et af Brett Whiteleys malerier rekorden for salg af en moderne australsk kunstner. Med samme værk fik han desuden tildelt Wynne prisen, der er den ældste kunstpris i Australien, og Whiteley er derfor efter sin død i 1992 blevet et ikon for australsk kunst.

Brett Whiteley ”The Naked Studio”. Foto: Laura Renée Lucht Rasmussen

På MONA hænger værket ”The Naked Studio” fra 1981, som tydeligt viser Whiteleys karakteristiske streg. Et humoristisk og ærligt kunstværk, hvilket i sig selv gjorde museet et besøg værd.

MONA er en total oplevelse. Alle sanser bliver aktiveret når man bevæger sig ned langs klippevægge til en ægte kunstskat, skjult fra solens stråler. Tiden står desværre ikke stille i denne underjordiske boble af kreativitet, historie og opdagelse. Derimod bruger man hurtigt hele dagen i det elektriske lys, med nakken bøjet bagover i fascination over museets anderledes rummelighed. David Walsh forsøg på at udfordre den traditionelle kuratering af kunst, bringer mange tanker med sig - noget fungerer andet skal videreudvikles - men en total oplevelse er det uden tvivl. En oplevelse der bestemt er værd at få med, hvis man kommer forbi den australske ø Tasmanien.

Erwin Wurm, Fat Car, 2006. Foto taget af Laura Renée Lucht Rasmussen

Link til MONAs hjemmeside:
http://www.mona.net.au