Indkøbskurven er tom.
Kunstcruise og forårsfornemmelser
Scene, Film & Bøger

Ferniseringsfredag hos Martin Asbæk Gallery, LARMgalleri og Sauvage vinhandel

Kunstcruise og forårsfornemmelser 

10. april 2015
Reportage af Nicoline Thoning

Det var fredag først på aftenen, forårssolen stod højt på himlen og det var store ferniseringsaften. Hjertet af København summede af liv og der var forårskuller i luften. Med andre ord var det de perfekte rammer for den kunstcruise, som jeg havde set frem til hele ugen.

Dramatiske fortællinger
Aftenen startede hos Martin Asbæk Gallery som præsenterede den britiske kunstner Clare Woods med udstillingen ”The Drama Triangle”. Et drama, som udspilles mellem kunstneren, værket og beskueren, hvori man opsluges og forføres.

Installationview 2, Clare Woods "Drama Triangle", Martin Asbæk Gallery. 

Det er store bløde penselstrøg, i et bredt men afdæmpet farvespektrum, som inviterer mig ind i Clare Woods’ abstrakte univers. I adskillige af værkerne findes afskygninger af figurationer som pirrer fantasien. For hvilken fortælling knytter sig til eksempelvis ballerinaens ankel og vrist, som der er anstrøg af i værket ”Babs the Impossible”? Og det er netop det fine ved værkerne, at dramaerne og fortællingerne kun anes, hvorfor de ustandseligt kan genfindes og fornyes. De er løsrevet fra tid og sted, hvilket giver dem en universel særegenhed. Så nysgerrigt fordybet trissede jeg fra værk til værk, for at indtræde i den ene dramatiske fortælling efter den andet.         

Installationview 4, Clare Woods "Drama Triangle", Martin Asbæk Gallery. 

Matellis søvngænger   
Turen fortsatte videre til LARMgalleri, hvilket skulle vise sig at blive en lidt blandet fornøjelse. De kunne byde på en gruppeudstilling, der inkluderede værker af Tony Matelli og en soloudstilling af Morten Modin. Så forventningerne var høje. 

Gruppeudstillingen ”At the Crack of Dawn” var en sigende og tankevækkende oplevelse. Knap var jeg indtrådt i galleriet, før jeg som forstenet lod mit blik fængsle af en afklædt kvindeskikkelse kun iført et par trusser, med lukkede øjne og armene strakt frem foran sig i en hvileløs famlen. Lettere forvirret over om det nu var en performance eller en voksdukke jeg betragtede, nærmede jeg mig sceneriet. Og det var med en genkendende latter, jeg kunne konstatere, at det selvfølgelig var Tony Matelli, der var på spil.

Foto: P. Wessel, Installationview, At the Crack of Dawn.  

Titlen på udstillingen ”At the Crack of Dawn” fungerer som en metafor for en speciel form for sansning: I de tidlige morgentimer, hvor individet begynder at indtage den omgivende verden. Individet er endnu ikke ved fuld bevidsthed, hvorfor grænsen mellem drøm og realitet stadig er sløret. Matellis skulptur, kaldet ”Sleepwalker” bliver specielt sigende for gruppeudstillingen, da den står som symbol på denne ”in between” tilstand.

At skulpturen er placeret midt i lokalet, så den indgår i hoben af besøgende, gør at den peger på beskueren selv. På den måde sættes der fokus på, om selve handlingen at iagttage kunst til tider kan være en lige så trancelignende og tankeløs vandring som at gå i søvne. Vi opfordres således til at kaste et kritisk blik på os selv, vores vaner og kulturelle omgivelser.   

Foto: P. Wessel, Installationview, At the Crack of Dawn.  

Spraymalede papskulpturer
I det bagerste udstillingsrum gemmer LARMgalleri Morten Modins soloudstilling ”Core 2 Duo”. Udstillingen er en udforskning af relationen mellem mennesket og den digitale verden; mellem computeren, computerskærmen og mennesket – med computerskærmen som afgrænsende filter for oplevelsen af den digitale verden.

Foto: P. Wessel, Installationview, Morten Modin Core 2 Duo.  

Det lyder i og for sig fint, men desværre udløste oplevelsen ikke just begejstring hos undertegnede og jeg må indrømme, at det var svært at tage disse store spraymalede papfigurer alvorligt. Med Matellis fantastiske søvngænger i baghovedet, efterlod de en lidt slatten fornemmelse.   

Puster liv i træ
Aftenen sluttede med udstillingen ”Linjen smiler” med Kay Bojesens gamle legetøj og kunsthåndværk. Det var Bojesens tideligere værksted på Nybrogade, som kunne præsentere udstillingen i forbindelse med åbningsreceptionen for vinhandlen Sauvage.

Installationsview, Kay Bojesen.   

Humøret var højt i den charmerende kælderbutik, og de legende, livsglade trædyr og figurer stod fint arrangeret i glasmontre, hvorfra de apellerede til mit indre barn. Man mærkede tydeligt Bojesens holdning til sit design; det skulle være rundt, blødt og føles godt i hånden.  Legetøjet skulle ikke ligne rigtige dyr, men være fantasifulde og fornøjelige varianter i et design med udgangspunkt i barnets verden. Og det var da også med en barnlig optagethed, at jeg forsigtigt placerede fingrene på glasset overmandet af en lyst til at tage den naivistiske og buttede træpony mellem hænderne. Med vinglasset i hånden var jeg klar til barndommens nostalgi og erindringer.

Installationsview, Kay Bojesen.   

At gå på opdagelse rundt i vinbutikkens kroge, for at opleve det gamle legetøj var en fryd. Udstillingen bød på gamle kendinge, som Bojesen aben og elefanten, som snart er et must i et hvert dansk hjem, men også på eftertragtede samlerobjekter. De klassiske dyr, tog, biler, klodser og bygningsværker, politibetjente, kokke, rangler og bideringe sælges på auktioner verden over for enorme summer.

Aldrig har legetøjet været så populært, som det er i dag. I vores hurtige og hypermoderne verden, kunne man forestille sig, at legetøjets eftertragtethed skyldes, at det netop sænker tempoet og står som vidnesbyrd om en anden tid med andre værdier. Dyrene rummer liv, blod og hjerte, og der er noget ægte over dem. ”Menneskelige skal de være, varme og levende”, udtalte Kay Bojesen om legetøjsdyrene i 1955. Og levende, livlige og legesyge står de i stemningsfyldte Sauvage, for Bojesen forstod at puste liv i træ.       

Installationsview, Kay Bojesen.   

Mere information om de besøgte udstillinger kan findes på følgende hjemmesider:

Martin Asbæk Gallery: http://www.martinasbaek.com
LARMgalleri: http://www.larmgalleri.dk
Kay Bojesen udstillingen kan ses hos Sauvage, Nybrogade 14, København K frem til 10 maj 2015.  

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig