Portræt af kunstnerduoen Jake og Dinos Chapman

Portræt af Nicoline Thoning

Denne sommer kan ”Brandts 13” fremvise to installationer af de legendariske Chapmanbrødre, Jake og Dinos. De er provokatører, der ikke er blege for at få vandet til at koge over, og er internationalt kendt for deres miniature-modeller af voksfigurer, arrangeret i groteske seancer.  

En dystopisk verden
Jake og Dinos Chapmans stil er grænsesøgende og udfordrende. Det er med ublu realisme og stor detaljeringsgrad, at de med deres skulpturerer skaber fortællinger om vold, krig, død og sex. Livets dystre, apokalyptiske og tabuiserede sider er dét, som optager de britiske brødre.  

Brødrene er væsentlige repræsentanter for deres generation 'YBA', som står for ”Young British Artists”, der er kendt for chokteknikker, anvendelse af affaldsgenstande og vilde livsførelse. De har eksperimenteret med det figurative formsprog og med deres særlige visuelle egenart vist nye veje inden for skulpturen.

Installationsview, Ruminations on Cosmic Insignificance 2015, Brandts.  

Veje der peger i retning af en fortællende, men dybt foruroligende og skræmmende verden, hvor den menneskelige tragedie foldes helt ud. De undersøger skønhed og smerte, humor og horror, det sublime og det perverse, det diabolske og det infantile, på måder der er såvel chokkende som konfronterende – beskueren stilles ansigt til ansigt med sin egen voyeurisme. 

Installationsview, Ruminations on Cosmic Insignificance 2015, Brandts.   

Kunst er ikke en helligdom
Det er en afslappet holdning til kunsten, der kendetegner kunstnerduoen. For dem er kunsten hverken uvurderlig eller uerstattelig, og de gør op med den aura af helligdom som omsvøber kunstverdenen.   

I 2004 stod en lagerbygning, i det østlige London, i flammer. Bygningen var fuld af kunst, som opmagasinerings-firmaet Momart passede for en række gallerister, kunstnere og samlere. Blandt de værker som gik op i røg var Tracey Emins meget personlige teltværk ' Everyone I Have Ever Slept With 1963-95' (1995) og Jake & Dinos Chapmans ' Hell' (2000), som bestod af langt over titusind bemalede miniaturenazister i et detaljeret apokalyptisk landskab under ni glasmontrer arrangeret i hagekorsformation.  

Installationsview, Ruminations on Cosmic Insignificance 2015, Brandts.  

Det var en sønderknust Tracey Emin, der offentligt begræd tabet af sit lille telt. Hun ytrede, at hun aldrig, aldrig ville kunne genskabe det, fordi det var blevet til under nogle særlige følelsesmæssige omstændigheder. Stik modsat havde Chapmanbrødrene ikke noget sentimentalt forhold til ' Hell': ”Vi laver den igen... det er bare kunst”, sagde de.

Og ganske rigtig, blot nogle få år senere stod version 2 færdig – lidt vildere og hed ' Fucking Hell'. Det var et værk, der for kunstnerne var imod enhver form for nostalgi. 

Regnbuer til Hitler
Væsentlig for Chapmanbrødrenes virke er Adolf Hitler. I 2012 skabte de ramaskrig og overskrifter i England, da de præsenterede et værk, der lignede en minigolfbane, hvor Hitler heilede hver gang man ramte hullet ved hans skridt. Dertil udstillede de på David Risley Gallery, København i 2014 seks akvareller, som angiveligt skulle være malet af Hitler selv. Chapmanbrødrene har malet på billederne – eller forbedret dem, som de adskillige gange har udtalt i pressen. Det er barnlige lidt komiske tilføjelser, som præger deres såkaldte forbedringer, hvilket kan tage form som en naivistisk sky eller en mærkværdig regnbue i sort/hvid. At kunstnerduoen netop er blevet optaget af Hitlers akvareller skyldes, at de i adskillige af deres værker kredser som identitet, samt koblingen mellem en person og et givent kunstværk. Hitler er interessant for Chapmanbrødrene, da han nok er den mest konkrete identitet, vi kender i dag.

Installationsview, Ruminations on Cosmic Insignificance 2015, Brandts.  

Jake og Dinos Chapman udtalte i forbindelse med udstillingsåbningen at, ”Hitlers billeder er en myriade af stilarter - specielt fordi mange af dem er falske. Så hans værker er de mest skizofrene, malet af den mindst skizofrene person. Det værste, man kan gøre mod det menneske, som begik det værst tænkelige, er at male regnbuer på hans billeder.”

Fortællinger i pap
De to installationer, som kan opleves på Brandts, fremviser ikke et helt så perverteret univers, som tideligere set fra de to kunstneres hånd. Perversiteten er dog tilstede, men uskadeliggøres ved at værkerne er konstrueret i pap. Et greb der i stedet får udstillingen til at emme af drilsk humor.    

Installationsview, Ruminations on Cosmic Insignificance 2015, Brandts.  

Installationen Two Legs bad, Four Legs good fra 2007, er en æstetisk filosofering over George Orwells bog Animal Farm fra 1945 (På dansk Kammerat Napoleon). Romanen omhandler dyrenes oprør og kamp for at skabe en ny og mere human verdensorden. Fortællingen ender i et knudepunkt af vold og brutalitet, et aspekt som kunstnerduoen har ladet sig inspirerer af.  På den måde kommer de mange mindre papfigurer til at illustrere livets gang blandt dyrene på en gård.

Værkerne er langt fra kønne – de tenderer faktisk snarere til den rædderlige. Men man kan ikke undgå at grine i skægget over de tilsyneladende ubehjælpsomt produceret papskulpturer; som den lille buttende krage, der troner på grenes top og går ren ind med sin uskønne nuttethed.   

Installationsview, Ruminations on Cosmic Insignificance 2015, Brandts.  

Derudover har Chapmanbrødrene minutiøst genskabt deres værker i pap, som (tidligere ikke) eksisterende modeller af deres andre skulpturer, hvilket gav installationen Shitrospective fra 2010. Værket kan betragtes som en parafrase over begrebet retrospektiv. Og udstillingen griber tilbage i kunstnerenes virke og samler det i en tilbageskuende udstilling.

Installationsview, Ruminations on Cosmic Insignificance 2015, Brandts.  

Når man går på opdagelse i udstillingen, kan man med genkendelsens glæde møde mange af de figurer som Chapman tidligere har arbejdet med. På den måde slipper beskueren ikke for at være vidne til pap-perversiteter, hvor de barnligt udseende papmennesker går til makronerne. Og man kan bl.a. se en model af det lagerhus, hvor deres dengang hovedværk ”Hell” nedbrændte.

Installationsview, Ruminations on Cosmic Insignificance 2015, Brandts.  

Værket er en kritisk kommentar til museernes historiefortælling, når de samler en kunstners samlede produktion; Chapmanbrødrene udhuler begrebet ved, at installationen er produceret i et billigt materiale som pap. De sætter endnu engang to tykke streger under – at kunst blot er kunst. En pointe som igen stadfæstes i titlen, der på dansk lyder: ”Grubler over kosmisk ubetydelighed.”

Installationsview, "Shitrospective", Ruminations on Cosmic Insignificance 2015, Brandts.  

De to installationer af Jake and Dinos Chapman kan ses på Brandts 13 frem til 2. august 2015 og udgør udstillingen: ”Ruminations on Cosmic Insignificance.”