Anmeldelse af Peter Lands udstilling “PSYKOSOMATISK – gør det ondt når du ler?”, som er aktuel i Den Frie Udstillingsbygning.

Af Sarah Fredholm
d. 24. juni, 2015

“PSYKOSOMATISK – gør det ondt når du ler?” spørger titlen til Peter Lands udstilling på Den Frie. Og ja, det gør lidt ondt, når man griner af Lands værker. Det komiske i dem er nemlig også tragisk, absurd og nogle gange decideret pinligt.

Medisterpølse og stripdans
Midt i rummet sidder en mand for enden af et bord med en tallerken, et glas rødvin foran sig og bestikket i hånden. Han er klar til at spise. Men i stedet for at have mad på tallerkenen, svæver den lige over mandens hoved – det vil sige en medisterpølse, der hænger ned fra loftet i en snor og minder om rebet i en galge.

Manden er en meget realistisk afstøbning af Peter Land selv. Han er fremstillet i glasfibre og indfarvet silikone, har ægte menneskehår og glasøjne, der stirrer overbevisende ned på den tomme tallerken. Tøjet er også rigtigt tøj, og menneskefiguren ligner i det hele taget en tro kopi af kunstneren selv.

Land har installeret sin egen spisestue i udstillingsrummet og placeret sig selv midt iblandt bogreoler, motionscykel, planter, sofa og hjemlige nipsgenstande. I fjernsynet spiller hans video, “Peter Land d. 5. maj 1994”, hvor han også selv optræder – i dette tilfælde i levende live, kun iført sokker og boksershorts, som han smider på et tidspunkt som del af den stripdans, han opfører foran kameraet.

Peter Land, “Selvportræt”, 2015. Foto: Lior Zilberstein

Absurd realisme
Hele scenariet er et selvportræt, som Land har skabt til udstillingen. Der er tale om en absurd-realistisk selviscenesættelse, som også ofte går igen som tema i hans værker. Land udleverer sig selv og slører grænserne mellem det offentlige og det private, mellem kunst og liv, ved at flytte sit eget hjem ud i udstillingen og danse nøgen rundt i videoen.

Han gør bevidst grin med sig selv med medisterpølsen, som hans dobbeltgænger tilsyneladende ikke har opdaget, selvom den hænger lige over ham. Gør Land også lidt grin med os som beskuere, som vi står der og tænker over, hvad pølsen mon skal betyde? Vi bliver i hvert fald en del af installationen, kan sætte os i sofaen eller tage en tur på motionscyklen.

Peter Land, “Selvportræt”, 2015. Foto: Lior Zilberstein

Videoen, der afspilles i fjernsynet, er virkelig tragi-komisk. Det er et ynkeligt forsøg på stripdans, som Land fremfører foran sit eget kamera i sit soveværelse, alene og beruset. Selvfremstillingen er ydmygende og grænseoverskridende – han er både nøgen, fuld og kikset. Som han hopper rundt der til musikken, viser han et billede af “den kiksede mand”, der gerne vil danse, men ikke helt er i stand til det, og da slet ikke på en sexet måde.

Det er en meget privat video, samtidig med at den har karakter af et kunstnerisk manifest. Værket var Lands gennembrudsvideo, og den tilføjer et ekstra niveau til installationen, som ikke havde været lige så tåkrummende uden. Idet videoen er fra 1994, giver den derudover et tidsmæssigt perspektiv, der sætter Lands seneste værkproduktion i perspektiv.

Videoen peger desuden på det mandlige køns sårbarhed og kontroltab i det moderne samfund. Og så er det en skøn hyldest til slapstick-komedien. Først er det sjovt, men efterhånden bliver det mere og mere pinligt at være vidne til kunstnerens “dans” i de 25 minutter, der går, før videoen er færdig og derefter starter forfra igen.

Gentagelsen som grundvilkår
“PSYKOSOMATISK – gør det ondt når du ler?” viser et udvalg af Lands skulpturelle værker og giver dermed et indblik i de temaer, som han har arbejdet med de sidste 10 år. Udstillingen er opbygget af en række tableauer, det ene mere absurd end det næsten.

Det hele bliver ikke mindre underligt af, at de realistiske børneskulpturer, som vi møder i et af udstillingsrummene, har ansigtstræk, der minder om Lands egne. Samtidig er børnene uhyggelige og drømmeagtige, med tomme blikke og udtryk, der er for voksne og alvorlige til deres alder.

Peter Land, “Snapshot”, 2007. Foto: Lior Zilberstein

Værket “Snapshot” er et højst mærkværdigt springvand. Det er udgjort af en ung pige, der på kanten af bassinet står og spytter en vandstråle ud af munden. Som et levende snapshot, der er fastfrosset i den samme bevægelse, stopper hun aldrig. Repetition går da også igen som element i Lands værker. De små begivenheder, som udspiller sig i både strip-videoen og springvandet gentages og kører i loop, som om de er gået i hak.

Det samme gør sig gældende i “Lejeplads”, hvor en dreng og en pige, placeret over for hinanden på en indhegnet græsplæne, igen og igen skubber en bold frem og tilbage imellem sig. Ligesom pigen i “Snapshot” ser de usunde ud med deres blege hud og døde øjne. Det hele tyder på, at de har siddet der i lang tid – fastlåst i samme, mekaniske aktivitet.

Peter Land, “Legeplads”, 2005. Foto: Lior Zilberstein

Land er interesseret i, hvordan vi er underlagt systemer af dominans og underkastelse, som vi ubevidst indlærer og accepterer. Drengen og pigen på lejepladsen lader ikke til at tænke videre over deres meningsløse handling, men gentager den, som om de var blevet tvunget til det. Måske var det sjovt til at starte med, men det er det ikke længere. Lågen i hegnet er egentlig åben, de ser bare ikke ud til at kunne rejse sig og gå.

Det handler altså om gentagelsen som en slags grundvilkår for mennesket hos Land. Hver dag står vi op, går i bad, tager tøj på, spiser morgenmad osv. Hvorfor handler vi, som vi gør? Fordi vi har lært det, eller fordi vi selv vil det? Land rejser gennem sine værker sådanne spørgsmål.

Peter Land, “Wunderkind”, 2013. Foto: Lior Zilberstein

Det gør lidt ondt
I værket “Wunderkind” møder vi en uhyggeligt livagtig skulptur af en barnestjerne på en stor, rød scene. Angsten for at fejle stillet over for vores egne og samfundets krav er et tilbagevendende tema hos Land, og det bliver også italesat gennem den lille violinist.

“Slået hjem” er et nyt værk, hvor Land igen selv optræder, denne gang sovende eller måske bevidstløs. Papkasser ligger i forlængelse af hinanden i en cirkel, der mimer rummets form. I den ene ende stikker kunstnerens yderst naturtro hoved frem, i den anden ende ses fødderne, selvom de i kraft af papkassernes krumning og afstanden til hovedet ikke rent faktisk kunne tilhøre samme person. Her er Land slået hjem, som titlen siger, og pakket ned i kasser. Måske er han bukket under for sine egne eller samfundets krav? Bag gardinerne i samme rum skjuler mænd og kvinder sig, som om de heller ikke magter at se virkeligheden i øjnene.

Peter Land, “Slået hjem”, 2015. Foto: Lior Zilberstein

Der ligger en alvor og kritisk tone bag de absurde scenarier. En anderledes lethed finder vi i værket “Jeg tror på menneskeheden”, som dog ikke er mindre grotesk af den grund. Her vokser pølser ud af jorden i en række potteplanter.

Tilværelsen er grundlæggende absurd. Det lader til at være en pointe i Lands udstilling. Han balancerer hele tiden på grænsen mellem det komiske og det alvorlige. Man griner, men det gør lidt ondt.

Modig sparsommelighed
Det er modigt, at der i flere af salene kun vises et eller to værker – selvom det er værker, der kræver en vis plads. Jeg kunne da også sagtens have set mere fra Lands efterhånden betydelige værkproduktion. Uanset at fokus er på Lands skulpturelle værker kunne man sagtens have inkluderet eksempelvis videoen “Pink Space” fra 1995, hvor kunstneren er en entertainer, der igen og igen falder ned fra sin barstol, eller “Joie de vivre” fra 1998, hvor han griner uden pause i ni minutter. Begge vidoværker havde passet rigtig godt ind i udstillingens tematikker.

Nogle af skulpturerne, blandt andet “Wunderkind”, har desuden lige været vist i udstillingen “Showbizz” på Galleri Nicolai Wallner. Det havde således været fint at se andre – eller flere – værker for at give den besøgende mulighed for at gå mere i dybden med Lands praksis.

Peter Land, “Jeg tror på menneskeheden”, 2015. Foto: Lior Zilberstein

Peter Land er født i 1966 og uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og Goldsmith i London. Han har opnået stor anerkendelse både i Danmark og internationalt.

“PSYKOSOMATISK – gør det ondt når du ler?” kan opleves i Den Frie Udstillingsbygning frem til d. 9. august. Se mere her: http://denfrie.dk/portfolio-item/peter-land/