Magasinet Kunst interviewer kunstneren Julian Toldam Juhin og hans alter ego, Drengen der aldrig flytter hjemmefra, aktuel på Metropolis Festival 2015
Livet er så grønt - Mød Drengen der aldrig flytter hjemmefra
Af Mathilde Wendelboe
11.08.2015.
Vi har set det før. Kunstnere der dedikerer dage, uger og måneder til deres performance. I København finder vi dog en særlig excentrisk sjæl. Julian Toldam Juhlin har levet i sit kunstværk i mere end to år! Og det er selvom værket tvinger ham til at bo i et konstant oplyst, grønt værelse, mens et kamera filmer ham dag og nat. Netop nu kan du opleve Julian og hans alter ego, Drengen der aldrig flytter hjemmefra, på Metropolis Festival 2015 i København.
Julian Toldam Juhlin har dedikeret sit liv til kunst. Da han som 25-årig forlod sit barndomshjem på Frederiksberg og flyttede til Vesterbro, installerede han et kamera, der har overvåget det nye værelse i over to år. Kameraet ruller 24 timer i døgnet og live-transmitter Julian til væggene i hans gamle børneværelse. Når Julian er hjemme, er han altså automatisk hjemme på væggene i børneværelset i sin mors lejlighed.
Et ambitiøst og uafsluttet kunstværk der kræver en del af vores hovedpersonen. Bl.a. er hans værelse indrettet som en total green screen, så alt i rummet forsvinder. Alt, undtagen Drengen der aldrig flytter hjemmefra.
Magasinet Kunst har besøgt Julian og hans dobbeltgænger i anledning af Metropolis - festival for kunst og performance i byens rum, hvor publikum inviteres til en eksklusiv audioguidet tur i Julians barndomshjem på Frederiksberg.
Green screen: Drengen i det grønne værelse og drengen i børneværelset
En kunstner ser grønt
Da jeg møder Julian, er det én af hans sidste dage på Vesterbro. Inden længe flytter han og det grønne værelse nemlig til Toldboden.
Lidt genert og med et varmt smil byder han velkommen med en sætning, der, bogstaveligt talt, ender med at tage mig med bukserne nede:
»Hvis du gerne vil besøge mit grønne værelse, har jeg en dragt, du skal have på, før du må gå ind.«
Uden at tøve henter Julian en grøn heldragt med tilhørende grønne sko, handsker og maske.
Undertegnede ligner hurtigt én, der er autoriseret til at fjerne en kemisk bombe. But, when in Rome...
»Som du nok kan regne ud, får jeg ikke særligt tit gæster, men alle der kommer på besøg skal have den grønne dragt på af hensyn til kameraet,« forklarer Julian og sætter sig på sin smalle grønne seng. Alt andet omkring ham er også grønt. Nogen har henrettet Shrek med en seriøs dedikation. Men ok, hvid er for længst passé, og grøn er vist det nye sort.
Magasinet Kunst på besøg
»Jeg har tømt hele Vesterbro for grønt bog-papir,« griner han og fortsætter: »Faktisk er det grønne bare teknisk. Det er simpelthen sådan, jeg får omgivelserne til at forsvinde for kameraet. Det kan for øvrigt optage fra to positioner, alt efter om det filmer Drengen når han sover, eller mens han arbejder ved sit skrivebord.«
Engagementet lyser ud af Julian, mens han viser, hvordan kameraet kan placeres i rummet. Med sit platinblonde hår og kridhvide hud kunne han oplyse det grønne værelse helt uden hjælp fra den elektriske pære. Han emmer af liv og står i skærende kontrast til et rum, der føles kunstigt og dødt. Vinduet er dækket af et grønt klæde, der lukker dagslyset ude. Verden udenfor eksisterer ikke.
Drengen på væggen i børneværelset
Tidsbobler og grønne ærter
Julian byder på ærter. Måske fordi de er grønne. Måske blot et tilfælde. Men aldrig har ærter været så sigende. De er som en miniatureudgave af Julian og hans projekt: Grønne, usynlige bag deres lille skal og lidt magiske. Et sted hvor tiden står stille.
»Jeg har altid været fascineret af rum og tidsbobler. Da jeg var barn indrettede jeg hele mit værelse som en rumstation. Jeg er meget optaget af fremmede rum og af en eller anden form for fastfrysning af tid. Ligesom det merchandise jeg har fået lavet til værket. Se nu den her snow-globe den er næsten sådan en tidskapsel. «
Han ryster energisk en klassisk snow-globe i plastik, der dog har det lille twist, at sneen falder over et motiv Drengen der aldrig flytter hjemmefra og ikke over en lalleglad julemand.
»Jeg tror også, det er derfor, jeg er så glad for turistattraktioner. Særligt den lille havfrue. Der er noget fantastisk ved, at hun sidder helt fastfrosset, mens omverdenen hele tiden forandrer sig. Jeg vil gerne give Frederiksberg sin egen lille havfrue med Drengen der aldrig flytter hjemmefra,« fortæller Julian, hvis interesse for tidskapsler også kendetegner de genstande, der er med til at forbinde den audioguidede tur i barndomshjemmet.
»En af genstandene er en gammel mobiltelefon, hvor mit nummer er skrevet bagpå. En genstand der er totalt efterladt i sin egen tids-bobel, men som alligevel er med til at fortælle en historie om drengen og om hans mor. Om 25 år i barndomshjemmet og to år på væggene i børneværelset. Det hele er jo faktisk også en historie om min mor. Ikke fordi vi har et mærkeligt eller forskruet forhold. Jeg har faktisk haft en helt normal opvækst. Mine forældre er skilt, og jeg har primært boet hos min mor, så det er bare det sted, jeg føler mig mest knyttet til.«
Drengen og hans mor
Julian og Drengen
Julian er magnetisk. Hans karismatiske udstråling fylder hele rummet og ville sikkert kunne mærkes hele vejen til Frederiksberg - også selvom han ikke blev filmet. Men det gør han altså. Dag og nat.
»Jeg er blevet så van til det, at jeg slet ikke tænker over det. Jeg tænker heller ikke så meget over, at jeg sover med lyset tændt, så at jeg hele tiden er synlig for kameraet. Sådan har det jo bare været, siden jeg flyttede,« Julian trækker på skulderne og forsætter eftertænksomt:
»Jeg flyttede vel ret sent hjemmefra. Det er nok atypisk, men jeg har altid gjort ret meget hvad det passer mig. Faktisk var det en flytning, der var drevet af lyst, modsat hvad mange måske tror. Jeg ville gerne flytte, da jeg forlod børneværelset. Det ville Drengen måske bare ikke. «
Han smiler, da han fornemmer, at hans henkastede brug af tredjeperson forvirrer og uddyber tålmodigt:
»Det er Drengen, der satte det hele i gang. Det er lidt som om, jeg har personlighedsspaltning eller har en dobbeltgænger, der dikterer mit liv. Det betyder også, at jeg ikke ved hvornår det hele slutter. Selvom jeg skal flytte til Toldboden, får Drengen selvfølgelig lov til at komme med. Han er jo en del af mig. Min mor har det egentlig fint med, at projektet fortsætter, når jeg flytter. Selvom at hun synes det er lidt grænseoverskridende, synes hun også, det er interessant. Omvendt er der selvfølgelig også dem, der synes, at projektet er helt vildt syret, men de fleste synes vist, at det er spændende. Måske fordi det er en historie, som alle kan relatere til. Alle har jo deres egen flytte-hjemmefra historie. Den her er bare lidt mere speciel end de fleste andre.«
Drengen på væggen i børneværelset
En vanvittig ekshibitionist
Julians isblå øje ser søgende rundt i det grønne værelse. Selvom han ikke er alene i rummet, er han alligevel den eneste, der er tilstede. Når man er iført masken og den grønne dragt, forsvinder man. Både tilstedeværelse og identitet. Der er kun Drengen, hans grønne rum og en underlig følelse af ensomhed.
»Jeg ved ikke, om man kan sige, at projektet er en direkte kritik, af den ensomme måde vi lever på, men det er en interessant tanke. Og jo, der er vel nok noget ensomt over Drengen der aldrig flytter hjemmefra. Det hele handler nu nok mest om den melankoli, der er forbundet med det forgængelige og min interesse for rum. Ikke fordi værelset hos min mor står som et museum med alle mine ting - slet ikke. Det kan publikum også selv se, hvis de besøger mit barndomshjem under festivalen. «
Drengen i sit grønne værelse på Vesterbro
Forventningens glæde lyser ud af ham, når samtalen falder på Metropolis Festival 2015. Julians værk er nemlig en central del af programmet og kan opleves over fire dage.
»Det kommer til at fungere sådan, at jeg opholder mig i mit nye grønne værelse på Toldboden i de dage, hvor man kan besøge min mors lejlighed. Jeg vil altså være virtuelt tilstede i mit gamle børneværelse og fysisk tilstede i det grønne rum. Det bliver vel til sådan ca. otte timer om dagen foran kameraet. Det lyder faktisk lidt ekstremt, men jeg er vist også lidt af en vanvittig ekshibitionist...«
Julian Toldam Juhlin, 'Drengen der aldrig flytter hjemmefra',
Metropolis Festival 2015
Den 15. og den 16. august samt den 22. og den 23. august 2015
Åbent fra kl. 12 til 20
Frederiksberg Bredegade 7B, st. tv, Frederiksberg
Metropolis er Københavns festival for kunst og performance i byens rum. Festivalen arrangeres af Københavns Internationale Teater og løber fra den 12. August til den 30. August 2015. Se programmet her.
Fakta om kunstneren
Julian er 28 år og uddannet scenograf fra Statens Scenekunstskole 2014.
Han har bl.a. medvirket i gruppeudstillinger på Charlottenborg og Nikolaj Kunsthal og modtog i 2015 Reumert talentprisen.
Han er pt. ansat på Riddersalen, Jytte Abildstrøms teater og på Betty Nansen Teatret.