Særudstillingen ”Den Første Kejser” kan ses på Moesgård Museum indtil 1/9/15.

MOESGÅRD MUSEUM

Der er pakket tæt med mennesker, da jeg er forbi det nye Moesgård Museum en forholdsvis lummer dag i august. Det er mange år siden, jeg har været der sidst – faktisk kan jeg ikke helt huske hvornår. Jeg var i hvert fald lille. Men nu er jeg tilbage, og selvom Moesgård Museum er et arkæologisk museum, så er der intet gammelt eller støvet over den nye bygnings arkitektur. Den nye museumsbygning er tegnet af den danske arkitektstue Henning Larsen Architects i samarbejde med landskabsarkitekt Kristine Jensens Tegnestue, og det er spektakulært.

Når man kommer til museet, kan man gå direkte fra jorden og op på det græsbeklædte tag, hvor flere grupper af mennesker allerede sidder med tæpper og picnickurve. På midten af taget findes museets egen tagterrasse, hvorfra man kan gå ind i caféen og videre til billetsalget, hvis man ikke kan dy sig med at bestige taget som det første. Det er virkelig et særsyn, og jeg glæder mig til at se, hvad museet byder på indendørs.

Terrakottakrigere
Jeg er kommet for at se den første særudstilling, som hedder ”Den Første Kejser” og handler om terrakottakrigere og af navnet; Kinas første kejser, som blandt mange ting påbegyndte den kinesiske mur. Men hvad er det her terrakotta egentlig? I 1974 finder man omkring 8000 modeller af krigere, vogne, embedsfolk og heste i forholdet 1:1. Alle figurerne er unikke og repræsenterer hver sin funktion – hver sin rang. Terrakotta er uglaseret ler, som er brændt ved lav temperatur, og alle disse modeller er altså lavet af dette materiale.

Udgravning af terrakottafigurer i Kina

Fra udstillingen "Den Første Kejser"

Udstillingen virker kompakt og koncentreret, da jeg træder ind, og lyset er meget dæmpet. Jeg ved umiddelbart ikke særlig meget om ’Den Første Kejser’ på forhånd, men udstillingen er rig på skriftlig formidling både på vægge og på montrer. Mens man går rundt mellem de imponerende terrakottamodeller og rekonstruerede modeller af kejserens slotte, kan man lytte til den kinesiske baggrundsmusik. Men der er mange mennesker, og det er et hyr at komme rundt. Der er endda en gæst, der har fået det så skidt, at han eller hun har måttet kaste op. 

Fra udstillingen "Den Første Kejser"

Oplevelsen bliver en smule klaustrofobisk, og jeg har ikke en følelse af, at jeg kan få det rette indtryk af udstillingen, fordi der er så meget bevægelse omkring frem og tilbage. Og det er varmt. Det er meget varmt. Flere gæster omkring mig diskuterer, hvorvidt de simpelthen skal forlade udstillingen til fordel for græstaget. Og på mange måder er det jo fantastisk, at et museum og en udstilling kan trække så mange gæster til på en ellers sommervarm dag i august, at det faktisk går ud over brugervenligheden. Da jeg selv når enden af udstillingen, har jeg også brug for noget luft, inden jeg kan fortsætte. Heldigvis ligger museet i vidunderlige omgivelser, så det kræver blot et par åndedrag i den friske luft og et blik på Skåde Bakker, før jeg har glemt, at der for lidt siden var ved at pible klaustrofobiske svedperler frem på min pande.

Fra udstillingen "Den Første Kejser"
 

Fra udstillingen "Den Første Kejser"

En levende historiebog
Jeg bliver først rigtig revet med, da jeg bagefter lægger Grauballemanden et visit. Ikke fordi jeg ikke har set ham før, men på grund af turen hen til ham. Her er virkelig tænkt formidling til alle sanser. Det er som at gå i en levende historiebog. Der er tænkt i lyddesign. Der er tænkt i visuelle stjernehimler. Når man for eksempel nærmer sig Bronzealderen og de dertilhørende mosefund, bliver gulvet pludselig mere blødt under ens fødder. Måden den respektive periodes folk levede på er hele tiden visualiseret – gennem små animationsfilm, gennem formidlende arkæologer, som man kan få til at snakke ved at trykke på en knap, eller tekster på glasmontre med de gamle fund, som dog stadig er at finde i det ellers hypermoderne museum.

Borum Eshøj Grave, Moesgård museum

Man kan gå op ad en trappe og se, hvordan mennesker levede efter solen og stjernehimlen. Eller man kan stå mellem to skærme, og være midtpunktet i et slag, der minder om dem, man ser i Game of Thrones. Senere kan man gå ind i ’arkæologens laboratorium’, hvor man selv kan kigge efter årringe i træstykker, tage en kittel på og lege arkæolog. Det arkitektonisk virkelig smarte ved den nye bygning er, at indenfor har kuratorerne mange muligheder for at udstille på flere niveauer og på den måde bliver oplevelsen langt mindre statisk. Som gæst sætter man ikke bare autopiloten på, mens man går igennem en lang gang – man bevæger sig op og ned mellem mange niveauer, og man bliver hele tiden konfronteret med et valg om, hvor man nu vil hen. Og det er muligt at fare vild – det kan jeg i hvert fald skrive under på.

Evolutionstrappe, Moesgård museum

Intim udstillingsoplevelse
På Moesgård Museum går museumsformidlingen ikke kun gennem øjne eller ører. Udstillingsrummene placerer gæsten i en stemning og sørger også for, at man får lyst til at gå på opdagelse. Det dæmpede lys, som museet gennemgående gør brug af, er på flere måder en genistreg, så længe man da kan se, hvad der står. Oplevelsen mellem udstilling og mig bliver i højere grad intim, fordi jeg ikke helt fornemmer, hvor mange besøgende gæster der egentlig er på museet dén dag. Normalt associerer jeg museer med store, oplyste, hvide rum med montre stående eller kunst på væggen, og som typisk vil give ekko, når man går igennem udstillingen, hvor der i øvrigt ikke er andre, der siger en lyd. Men dén fordom kan jeg godt pakke sammen.  

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der mon er nogen, der føler sig sat af på det nye Moesgård Museum. Der er nemlig tablets og anden form for IT overalt, og selvom det er det nye sort i museumsformidling, er de ikke særlig imødekommende for mennesker, der er indvandrere i den digitale verden. Og selvom jeg var imponeret over det dæmpede lys, de mange udtryk og mange niveauer, kan det for nogen muligvis både være forstyrrende og hæmmende. Men spørgsmålet er også, om det overhovedet er muligt at skabe en museumsoplevelse der er lige god for tre generationer? Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men et er i hvert fald sikkert; Moesgård Museum har med al sin virtualitet og visualitet øje på det yngste publikum. Kan man bebrejde dem det? Det er trods alt dér, fremtiden ligger. Og når man nu får en splinterny arkitekttegnet bygning, som vitterligt er en attraktion i sig selv, så bliver man også nødt til at sørge for, at oplevelsen indenfor ikke bliver en skuffelse. 

Moesgård Museum har i hvert fald skruet helt op for moderniteten, selvom det stadig er det ældgamle, de beskæftiger sig med.

Moesgård Museum ligger lidt udenfor Aarhus, og særudstillingen om ”Den Første Kejser” kan ses indtil 1/9/15.