Indkøbskurven er tom.
Julie Nord og Peter Land skaber meningsfyldt nonsens
Udstillinger & Omtaler

Magasinet Kunst besøger Charlotte Fogh Gallery, som de bredt omtalte kunstnere Julie Nord og Peter Land, har fyldt med sludder, vrøvl og sort snak

JULIE NORD OG PETER LAND SKABER MENINGSFYLDT NONSENS

Af Natascha Kromann
11.09.2015

Julie Nord og Peter Land er lige nu aktuelle med udstillingen Nonsens på Charlotte Fogh Gallery. På udstillingen vises enkelte tegninger fra hver af de to kreative kunstnere, og en samling, på 20 tegninger lavet i fællesskab. Nonsens er deres første kunstneriske samarbejde nogensinde. Udstillingen konfronterer beskueren med ordløs eventyrlighed og visuel humor, der ikke nødvendigvis giver nogen som helst form for mening eller gør det? Nord og Land formår at skildre de finurlige og skæve aspekter af den menneskelige tilværelse på en måde, som får tankerne til at flyve rundt mellem mennesker, dyr og mærkelige skabninger.

En ordløs dialog
Både Nord og Land er begge veletablerede kunsterne både lokalt og internationalt. Land kendetegnes ved sine skildringer af menneskers uperfekte sider og benhårde selvportrætteringer gennem skulpturer og video, mens omhyggelige tegninger af børn og dyr, som er både yndige og dæmoniske på samme tid, er blevet Nords varemærke. Fællesprojektet opstod, da galleriejer Charlotte Fogh foreslog et kunstnerisk samarbejde til Nord og Land, der ud over at være venner i privatlivet, altid har haft kollegial respekt for hinanden.

Titlen ‘Nonsens’ skaber brede rammer for samarbejdet og opstod fra en ide om at frembringe regulær nonsens – vrøvl, i ordets bogstavelige forstand. Alligevel kryber betydninger og symboler ud gennem de kreative streger og skaber et fælles kunstnerisk udtryk. Projektet overordnet og de endelige værker synes som en spændende udfordring – både for kunstnere og beskuere. Samarbejdsprocessen har fungeret som en dialog, hvor den ene kunstner har startet en tegning og dernæst ladet den anden fabulere videre med egne figurative streger. Herfra har værkerne fået lov til at vokse og er blevet til en variation af unikke visuelle symboler.


'Har du nogensinde set en pyramide, foruden er øregangen en mærkelig snegl’ af Julie Nord og Peter Land

Julie Nord
Første del af udstillingen består af individuelt skabte værker. Nord arbejder med et grænsefelt mellem fiktion og virkelighed og ikke mindst mellem individet og den ydre verden. De skildrede personligheder er ofte børnelignende væsner med pulserende indre liv. I værket ’Familie opstilling’ indeholder flere af hendes velkendte motiver som dyr, mennesker og en lille pige. Der fornemmes en vis uskyld i et æstetisk portræt af barndommen, men ser man nærmere efter, opdager man, hvordan kriblende symboler og indestængt energi vibrerer gennem tegningen. Man fornemmer med det samme, at ikke alt er, som det skal være på det forskønnede familiebillede. Her fremstår netop en paradoksal kombination af noget blidt og noget uhyggeligt, hvor abstrakte detaljer forenes i et figurativt udtryk.


"Familie Opstilling" af Julie Nord

Peter Land
Land har længe været optaget af de forskellige overgangsstadier, mennesket går igennem fra barn til voksen, vågen til sovende, levende til død. Land er inspireret af stand up, og i sine øvrige videoværker iscenesætter han ofte sig selv som en klovn, for hvem intet lykkes. Hans værker rummer dog også mere eksistentielle overvejelser om identitet, idealer og menneskelighed. Trods de seriøse tematikker præges hans kunst af humor og en hverdagsagtig karakter. I værket ’Afhængighed’ fornemmes en ironisk distance til en hverdagsinspireret fortælling. Den grove opsætning af en uheldig person i en håbløs tilstand virker som modsvar til en alvorlig situation, og værket synes nærmest tragikomisk.


'Afhængighed' af Peter Land

Forening af universer
Anden del af udstillingen består af de mystiske fællesværker. Der er motiver af bl.a. dæmonlignende børn og en transformeret udgave af My Little Pony. 'Dejlig chokolade og kage til, dog uden de begrænsende forhold der sidst gjorde sig gældende.' er den vævede titel på ét af værkerne. På tegningen ses Lands karakteristiske langlemmede dreng og Nords fortolkning af dele af parcelhusetsinteriør - PH-lampen. I dette værk har de to kunstnere farvelagt hinandens figurer, hvilket er et godt eksempel på deres samarbejde. Begges klassiske symboler indgår i billedet, men når de to formsprog sættes sammen, bliver konteksten en anden. Det gådefulde blik og den konforme PH-lampe i opløsning står i interessant kontrast til hinanden. Nord og Land provokerer, men supplerer også hinandens udtryk, og i værket fornemmes en forskydning af virkeligheden. Netop her opstår et univers af fantasi og sort snak, som viser en forandret virkelighed og et anderledes tegningsmotiv.


Dejlig chokolade og kage til, dog uden de begrænsende forhold der sidst gjorde sig gældende.' Af Julie Nord og Peter Land

De fælles værker emmer af en fandenivoldskhed, men også kunstnerisk frigørelse. Samarbejdet mellem Land og Nord har krævet, at kunstnerne var parate til at slippe kontrollen i arbejdsprocessen mod det fælles resultat. Nu, hvor de to kunstnere er gået sammen om at skabe en række tegninger, ses både selvstændige værker og et festfyrværkeri af fællestegninger, som en slags hyldest til deres venskab og igen peger det på den store gensidige respekt. Det kan kun siges, at de to kunstnere klæder hinanden, og at deres samarbejde, på ironisk vis, har udmundet sig i et ’meningsfyldt’ resultat.

 

Julie Nord (f. 1970) er uddannet fra det Kgl. Danske Kunstakademi i 2001. Peter Land (f. 1966) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1994 og Goldsmith College, London i 1995.

Se mere om udstillingen på www.charlottefogh.dk

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig