Indkøbskurven er tom.
Nye indblik i stederne - Interview med Sune Lysdal
Interview & Portræt

Sune Lysdal arbejder med stedsspecifik kunst – det gør han blandt andet som en del af udstillingen EDGE.

 

NYE INDBLIK I STEDERNE - INTERVIEW MED SUNE LYSDAL

19. september 2015

Interview af Kathrine My Poulsen

Sune Lysdal arbejder med alternative udstillingssteder og rum som kunstnerisk bevægelse – det gør han blandt andet som en del af udstillingen EDGE.

Sune arbejder med temaer der griber ind i omgivelser, både som lyd og illustration. Noget som han også udfordrede for mindre end et halvt år siden, da han dimitterede fra Det Jyske Kunstakademi. Her gjorde han brug udstillingsrummets former og indhold, og legede med lyd kontra støj ­– et emne der er gået igen i flere af hans værker.

“Jeg arbejder med temaet stilhedens paradoks kontra støj som tanke og sansning” fortæller Sune. I den forbindelse gør han brug af lyd: ”Lyd er en fantastisk ting. Det er et spændende materiale at bruge, som redskab til at tydeliggøre noget. Lyd kan åbne ting op, gøre at man ser og oplever ting på en ny måde”.

Også i hans værker på EDGE indgår lyden som materiale. Her har han blandt andet formidlet lyd gennem et vibrationsgulv, hvor frekvenser af forskellige lyde fra Forum, heriblandt lyde fra koncerter, messer og støj, skal give beskueren mulighed for at dykke ned i Forum som sted og samtidig igangsætte en refleksion over hvordan stedet opleves.

Sune Lysdal, Uden titel, Art Copenhagen 2015

Konteksten er udgangspunktet

I det hele taget er Sune optaget af sted og rum. Hans værker tager altid udgangspunkt i et sted eller rum, dets historie og funktioner, arkitekturen og de strukturer der er på stedet. Han er interesseret i de institutioner, der styrer stedet og hvordan de gør det. Alt dette forsøger han at forenkle og formidle gennem værker, der skal sætte stedet og rummet i perspektiv og give anledning til at man oplever det på ny.

”Jeg har ikke noget bestemt, a la ’det er det her du skal forstå’ ved min kunst. Jeg vil gerne lege med hvad rum er og hvordan vi oplever rum. Det gør vi gennem linjer. Og gennem lyd. Jeg formidler stedet og det som skaber stedet”.

Sunes andet værk på EGDE er 3 spejle med forskellige mønstre. Et værk, som han også arbejdede med i forbindelse med afgangsudstillingen på Det Jyske Kunstakademi. Her skabte han en formidling af udstillingsstedets strukturer via spejlenes påklistrede mønstre, linjer og koder.

For som Sune siger: ”Linjer skaber rum”.

En proces af værker

Spejlene og det vibrerende gulv indgår i et samlet værk, der gerne skal fange messestandens rumlighed. Sune betragter messestanden som en skulptur som helhed og han har i forbindelse med værket reflekteret over dét at være på messe, og dét at have en stand på en messe. Denne oplevelse, at stå i en stand og betragte ting, sætter beskueren i relation til rummet. 

Et af de tre spejle, der udgjorde en del af Sune Lysdals afgangsværk på Det Jyske Kunstakademi 2015Sune Lysdal, Uden titel, Afgangsprojekt, Det Jyske Kunstakademi 2015, Foto: Sune Lysdal

På den måde har Sune været igennem en proces, der ligner de andre processer han går igennem, når han skaber et værk. Med hans store fokus på sted og kontekst er værket sjældent givet på forhånd.

”Værket kommer altid hen ad vejen. Først bruger jeg meget tid på at tænke på stedet, læse om det, finde ud af stedets historie og funktion. Ud fra dette skaber jeg værket”

Eller værkerne, rettere. Processen involverer ofte mange værker, når han skal skabe og producere til en udstilling. Det er en proces, hvor hvert værk udgør et trin i hans egen udviklingsproces. Han laver altid flere værker og udvælger så de bedste efterfølgende.

”Jeg laver altid flere værker og så skærer jeg nogle af tingene væk undervejs. I starten har jeg altid mange ideer i spil, laver forskellige ting, for til sidst at finde ud af hvad der bedst fungerer”.

Socialt engagement

Sune har haft travlt det sidste halve år med flere steder, blandt andet på Samsø og nu på EDGE på Art Copenhagen. Han har gang i mange projekter, heriblandt en feministisk lydfestival der skal finde sted til december og han skal lave en koncert på Warehouse 9 til oktober. 

Sune er aktiv del af platformen spacebook.nu. Foto: Sune Lysdal

Derudover arbejder Sune også på at lave nogle nye kulturelle platforme, herunder nye udstillingsmuligheder og sociale platforme hos International Sharing Artist, ISA.

“Det er vigtigt med disse platforme, hvor kunsten kan eksistere på kunstens præmisser. Sådan nogle steder er der altid plads til, at der kan komme flere af”

Man kan tydeligt mærke Sunes engagement og hans iver efter både at skabe muligheder for sig selv, men i lige så høj grad for alle andre. Og det har der været plads til, når dagene ikke længere skal gå på værkstedet på Kunstakademiet.

”Det har været dejligt at blive færdig. Jeg har stor lyst til at tage ansvar – at opsøge ny viden og være aktiv og indhente inspiration og viden fra andre steder”

Denne fornyede energi til at søge udad og arbejdet med ISA giver ham samtidig også behov for at sætte udstillingsarbejdet lidt på pause. Ikke fordi Sune ikke vil udstille sin kunst.

”Jeg har brug for ro til at lave nye værker og jeg kan godt lide at have lidt overskud, når jeg arbejder.”

Så det er med at suge til sig af Sunes inspirerende værker på EDGE i weekenden, værker som tilføjer et nyt lag til stedet, Forum.

Info:

EDGE er en udstilling med ni dimittender fra de tre danske kunstakademier på ART Copenhagen 2015 i Forum 18. – 20. September. Det er en non-kommerciel satsning og kunstnerne har fået frie tøjler til deres værker.

Se kataloget for udstilingen her

http://sunelysdal.blogspot.dk

Art Copenhagen

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig