Indkøbskurven er tom.
The Rest – Ai Weiweis kunstdokumentar om flygtningekrisen
The Rest – Ai Weiweis kunstdokumentar om flygtningekrisen

OMTALE. Af Sofie T. R. Olsen. 29 03.19
Gennem flygtningelejre og Europæiske kystbyer følger vi Ai Weiweis blik på menneskene i den største flygtningekrise i vor tid.

En næsten druknet dreng, ikke mere end 4-5 år gammel, bliver hevet op af vandet og hjulpet med udpumpning. De orange veste og drengens etnicitet fortæller os hvor vi befinder os. Ved Middelhavets kyst, midt i den flygtningekrise, som det meste af Danmark kun har set indefra grænserne. Herefter møder vi en frustreret, til tårer drevet, mand, hvis båd gik til bunds, med 13 børn og kvinder. Ligene, der aldrig bliver fundet. Menneskesmugleren, der lod kvinder og børn dø. 

Desperationen og sorgen lyser ud af den arabiske mands øjne. Den næste time, gennem flygtningelejre og Europæiske kystbyer, bliver man ikke mødt med mindre desperation.
Man følger ikke en specifik hovedperson – medmindre man tæller den rød- og hvidstribede kat, en ung kvinde bærer med sig gennem Lesbos, helt frem til et europæisk socialt boligbyggeri.

Den unge kvinde bliver først til et ansigt til sidst. Til gengæld får hun det sidste ord i filmen. Hun siger at hun mangler den sidste rejse i hendes flugt fra Syrien, gennem Europa.
Rejsen tilbage til Syrien. 

International flygtninge-kunst
I det hele taget er der sådan set desperation og sorg, håbløshed og frustration, jævnt fordelt gennem hele Ai Weiweis seneste værk, The Rest, der fik verdenspremiere på CPH: DOX i Imperial fredag sidste uge. 

International flygtninge-kunst? Kan man kalde dét det? Ai Weiweis blik har været zoomet ind på flygtningekrisen gennem hans sidste mange værker. Flygtningenes redningsveste på Charlottenborg og på Konzerthaus Berlins søjler. Droneblikket i Human Flow, hans dokumentarfilm fra 2017. 

Hans stærke kritik af Europas håndtering af krisen har ikke været til at tage fejl af, og filmen markerer også en slutning på den boykot kunstneren lavede af Danmark, da nyheden om  ’Smykkeloven’ gik verden rundt.

Med The Rest har han holdt sig selv helt ude af billedet, og kun en enkelt gang hører man hans navn, skrevet på en mobilskærm, af en kvinde der forsøger at oversætte sine fortvivlelse til engelsk. Fortvivlelse over alle de penge menneskesmuglere skal have for at transportere folk til Europa. 

Verdenspremiere i Imperial
Ai Weiwei er nu bosat i Berlin, og betragter sig selv som en privilegeret flygtning i forhold til de flygtninge han portrætterer i filmen. Det vigtigste for ham, er sådan set at han kan få lov til at udtrykke sine holdninger, siger han, til Michael Thouber, direktør for Kunsthal Charlottenborg, der taler med ham på scenen efter filmen. 

Filmen i sig selv er både omfattende og hjerteskærende, både i forhold til karakterer, til flygtningelejre (når de ikke bliver brændt ned) og til de situationer, som jo rent faktisk er forskellig fra person til person. Én har efterladt sin søster, én er på vej til sin bror, én får aldrig sin familie at se igen, én er ung, én er gammel… Det er omfattende. Som sagt. Og hjerteskærende. Nogenlunde som flygtningekrisen i sin essens er. 

Præmissen synes ikke at være, at de ikke har en reel grund til at komme. Selvom flere udtrykker chok og smerte over at være havnet et sted, hvor de har det værre, fremfor de krigsforhold de er flygtet fra, så virker det underligt indskrænket at anse det for at være en ensidig ’holden-med-de-svage’, set fra et filmartistisk synspunkt. Hvordan vil det være at betragte dette kunstværk om 30 år på en (eventuel hedengangen) TV-kanal? 

Rester fra igår
Ai Weiwei er ikke en kunstner, der tigger om opmærksomhed. Netop derfor er flygtningespørgsmålet i hans hænder svært at se som værende et råb om blot at åbne grænser fra Europæisk side. Som i hans tidligere værker, gummiversionen af flygtningene, billeder fra indersiden af et kinesisk fængsel, så er det kunst – det er ikke TV-avisen. Og Ai Weiwei er selv, uanset hvor privilegeret, selv flygtning.

Og hvis nu – hvis nu syrere var taget til Europa, for at tage på badeferie, således  som danskere tager til Thailand minimum en gang om året, hvis ikke for at slå sig ned i et års tid – hvis nu - de danskere blev modtaget med iturevne telte og maskinpistol-bærende politi, der bare ventede på at sende dem tilbage igen? 

Det er ikke et spørgsmål Ai Weiwei stiller. Han beder os betragte ’The Rest”. Resten. Resterne? Eller fra engelsk, ”hvile” – hvad end vi får ud af titlen på værket, så er det et værk, der helst skal granskes og vurderes nu. Ikke om 40 år. (Foto: CPHDOX)

The Rest
Instr. Ai Weiwei. 1 time og 18 minutter.
Spiller i Palads d. 29. marts kl. 21, lørdag d. 30. marts kl. 12:30 i Empire og i Cinemateket d. 01. April kl. 17. 

https://youtu.be/0tpMAkDATfg

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer