Indkøbskurven er tom.
Kunstnernes Efterårsudstilling: Jubilæumsbog i anledning af 120-års fødselsdag
Kunstnernes Efterårsudstilling: Jubilæumsbog i anledning af 120-års fødselsdag

Nyhed. Af Olivia B. Lynglund, 

Kunstnernes Efterårsudstilling opstod som en åben, censureret udstilling drevet af billedkunstnere. Den skulle bane vej for nye kunstnerske dagsordener og stemmer, uden om eliten. Her, 120 år efter, kan man fejre, at konceptet stadig lever i bedste velgående, og derfor har man valgt at udgive en stor jubilæumsbog, som også er en hyldest til dansk samtidskunst.

Gennem årtier har utallige anerkendte kunstnere taget deres første skridt ud på den danske kunstscene gennem Kunstnernes Efterårsudstilling (KE). Det er en censureret udstillingsform, hvor alle kunstnere, uanset uddannelser og kulturel baggrund, har mulighed for at ansøge anonymt om at få deres værker udstillet på Den Frie.

KE har siden år 1900 været tiltænkt og fungeret som en adgangsbillet, der skulle give aspirerende kunstnere mulighed for at bryde gennem til den etableret kunstverden, helt fri for nepotisme og snobberi.

I år kan man altså fejre, at konceptet stadig består efter 120 år, og i den forbindelse har folkene bag Kunstnernes Efterårsudstilling valgt at udgive en jubilæumsbog, der rummer både historiske og nutidige perspektiver på den traditionsrige udstilling.

I jubilæumsbogens forord står blandt andet:

”Det er en fortælling om et foretagende, der har overlevet fjerne og nære epidemier, verdenskrige og usikre vandringer på kanten af kunstnerisk og økonomisk fallit. Det er en fortælling om en udstillingsplatform, som måske netop har klaret skærene på grund af sin kunstnerdrevne natur og en helt særlig åbenhed over for den kunst og de kunstnere, som kan have svært ved at finde fodfæste andre steder på kunstscenen.”

Jubilæumsudgivelsen Kunstnernes Efterårsudstilling 120 år kan købes her.

Bogen indeholder blandt andet:

  • Historisk gennemgang af KE’s første 120 år
  • Arkivmateriale samt mere end 150 historiske og helt nye fotografier
  • Tekst af Den Frie Udstillingsbygnings direktør, Dina Vester Feilberg
  • Interview med billedkunstner Peter Land
  • Tekst om KE og censuren, med udtalelser fra tidligere jurymedlemmer
  • En visuel oversigt over KE’s udstillingskataloger igennem tiden
  • Teksten “Systematisk propaganda for rumudsmykning” af ph.d. Lotte S. Lederballe Pedersen
  • Interview med billedkunstner Jeannette Ehlers
  • “Meandering tekst om feedback og kindness” af billedkunstner Tore Hallas
  • Teksten “KE – Et paradoks i konstant bevægelse” af kunstner og kunsthistoriker Nanna Gro Henningsen
  • Interview med billedkunstner Casper Koch Hughes
  • Teksten “Selv nogle af plejerne er døde” af kunsthistoriker Henrik Holm
  • Interview med billedkunstner Stine Deja
  • Teksten “Ouroboros” af kurator Louise Lassen Iversen
  • Interview med KE’s nuværende bestyrelse
  • Register med de 6.000+ kunstnere, der har udstillet på KE fra 1900 til 2020

Billedet øverst: Kunstnernes Efterårsudstilling 2020. Foto: I DO ART Agency

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer