

OMTALE: af Maria Grzywacz. Helt frem til d 10. april 2016 kan man på Kunstmuseet i Tønder opleve en omfattende soloudstilling med danske, internationalt anerkendte, fotografkunstner Per Bak Jensen. Udstillingen bærer titlen GENSYN, og ledsages af bogen ved samme navn, hvor man ud over at se en række gengivelser af Bak Jensens fotografiske værker, også kan læse kunstnerens egne tekster, interviews samt en dybdegående biografi.
Per Bak Jensen 'Græsplæne' (2008)
Kunstmuseet i Tønder er en lille kunstoase. Tidligere på året har man bl.a. kunnet opleve en soloudstilling med den engelske billedkunstner Ian McKeever og en gruppeudstilling med fællestitlen ‘Surrealisme og Surrealitet’ bestående af tre dele: ‘Egoid’, ‘Teater’ og ‘Enigma’ (anmeldt i Magasinet Kunst nr. 5: Oktober 2015). Denne gang præsenterer museet Per Bak Jensen, der fylder udstillingsrummene med sine meditative, drømmeagtige fotoværker.
Per Bak Jensen, 'Bænk'.
Per Bak Jensens fotografier fokuserer i høj grad på tidsligheden eller rettere tidsløsheden. Rolige, meditative billeder af alt fra hverdagsgenstande til natur- og landskabsmotiver forfører beskueren og inviterer til fordybelse. Kunstneren selv har udtalt, at han tror på, at ethvert sted bærer på en hemmelighed, en gåde, og hvis man i lang nok tid befinder sig et bestemt sted, vil man kunne føle stedets unikke gåde. En indgang til stedernes hemmelighed ønsker Per Bak Jensen netop at afbilde på sine fotografier. Der er ikke tale om at stille konkrete spørgsmål eller komme med fastlåste svar. Per Bak Jensens fotografiske værker er tænkt som møder - møder mellem mennesker og steder, som de måske ellers ikke ville kunne opleve/mærke. For kunstnerens selv afhænger et billedes kvalitet af, hvorvidt det formår at give udtryk for en ånd - stedets ånd.
Per Bak Jensen, 'Aftenlys'.
Det lykkes i den grad for Bak Jensen. Hans fotografiske værker synes hemmelighedsfulde, men indbydende på samme tid. Beskueren bliver nysgerrig, man får lyst til at vide mere. På trods af motivernes rolighed, er billederne forførende og fascinerende. Som beskuer konfronteres man ikke kun med et fremragende fotoværk, men Bak Jensens værker, hans steder, vækker i den grad minder og følelser hos publikummet.
‘Gensyn’ på Kunstmuseet i Tønder er derfor ikke kun et møde med en række interessante fotografiske værker, men bliver i den grad et møde med os selv.
Per Bak Jensen, 'Gensyn'
Per Bak Jensen er født i 1949 og uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi 1980 - 88. Han fik tildelt Eckersberg Medaljen og Thorvaldsen Medaljen i hhv. 2005 og i 2015.
Per Bak Jensen er bl.a. repræsenteret på Bibliothèque Nationale i Paris, Metropolitan Museum of Art og MoMA i New York.
I forbindelse med udstillingen i Tønder udgives bogen “Gensyn” med tekst af Per Bak Jensen, Synne Rifbjerg, Susanne Jensen og Ove Mogensen (overinspektør på Kunstmuseet i Tønder).