Indkøbskurven er tom.
Auteuren og streetartkunstneren
Auteuren og streetartkunstneren

CPH:DOX: Af Mette Møbjerg.
13.03.2018.

Den anmelderroste Oscar-nominerede franske dokumentarfilm ”Faces Places” (Fransk: Visages Villages) får i denne uge premiere på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. En dokumentarfilm som byder på et umage makkerpar i form af den ældre nybølge auteur Agnès Varda og den unge street art kunstner JR. Sammen rejser de rundt i Frankrig for at finde nye ansigter, de kan fotografere.  

Hvad får man, når man kombinerer en af nybølgens banebrydende instruktører med en ung, men anerkendt, street art kunstner? Svaret er simpel. En fremragende dokumentarfilm som byder på smil, kunst, mødet med det almindelige franske folk samt personlige anekdoter fra et langt liv med film, fotografi og kunst. Vi introduceres til mødet mellem filmens to protagonister og instruktører Agnès Varda og JR, som i bedste stil lader publikum være flue på væggen, mens de prøver at finde ud af, hvad denne dokumentar skal omhandle. En ting er dog sikkert, de vil lave kunst.

Varda er med sine 89 år mere end dobbelt så gammel som den 35-årige JR, og har en imponerende karriere bag sig som fotograf og instruktør. En karriere, som sidste år blev belønnet med en æres-Oscar for hendes bidrag til filmkunsten. I sit filmiske virke er hun især kendt for at give kvinderne en stemme ved at sætte dem i fokus i modsætning til datiden film, som oftest havde en mandelig protagonist.

JR påbegyndte sit kunstneriske virke som graffitikunstner, hvorefter han begyndte at fotografere og fandt den stilart, som også pryder dokumentarfilmen; gigantiske fotografier på facader, som kan opleves som et offentligt galleri.

Med deres kunstneriske baggrunde i bagagen og en fælles respekt for hinandens respektive kunst, sætter de kursen mod små finurlige dele af Frankrig i JRs store ’fotobil’ for at finde de gemte skatte. I form af reallyd- og lys, voice-over sekvenser, on-location shooting og håndholdt kamera tager vi med på ’skattejagten’ rundt i de franske ydrekanter. Her oplever vi, hvordan kunstværkerne bliver til fra fotografier til færdige kunstværker. Alt sammen i en kombination af personlige anekdoter og en komisk tilgang til kunsten. Formålet med denne dokumentarfilm er derfor ikke at skabe stor filmkunst, men derimod at finde nye ansigter, som kan danne baggrund for en ny form for kunst.

Når almindelige mennesker bliver til kunst

Agnés Varda og JR, Faces Places, 2017

Igennem deres søgen efter mødet med nye ansigter, som de kan fotografere, gør de flere stop under deres rejse. Første stop gør de i en lille landsby, hvor de anvender fotobilens photobooth feature til at producere en lang række store sort-hvid billeder, hvor alle de fotograferede holder en baguette op foran deres mund. Hermed skaber de en lang række fotografier, som opsættes ved siden af hinanden på en af byens mure. Der er derfor en sammenhæng mellem portrætterne, da alle bogstaveligt talt tager en ’bid’. Dette giver også et komisk aspekt i deres kunst. Det behøver ikke være ’pænt’ for at være kunst. Selv almindelige menneskers portrætter kan udgøre kunst. Dertil hjælper de lokale også med at opsætte kunsten, og de bliver ligeledes inddraget i processen på alle måder, da det gøres til et fælles kunstprojekt for landsbyens borgere.

En hyldest til arbejderne

Agnés Varda og JR, Faces Places, 2017

Et andet stop på rejsen er i en landsby, som i sin tid husede mange minearbejdere og deres familier. I dag har de kun minderne tilbage om det hårdtarbejdende folk, hvor Varda specielt er fascineret af de gamle portrætter af minearbejderne i deres ’uniform’. JR og Varda begiver sig derefter ud i at pryde de gamle, næsten forladte, arbejderboliger med kæmpemæssige portrætter af minearbejderne som en hyldest til deres hårde arbejde og for at ære deres minde. Her ses portrætter af unge som gamle arbejdere i fuld figur med deres pakkenelliker formenligt på vej til arbejde. I form af deres statur, ofte trykkede ansigtsudtryk samt påklædning kan man prøve at forestille sig, hvilken skæbne de har haft. Dette er netop essensen bag JR og Vardas kunst. Det skal gangsætte din fantasi. Til dette forklarer Varda; ”meningen er evnen til at bruge sin fantasi. JR og jeg har givet os selv den frihed, at forestille os ting og spørge mennesker om vi må udtrykke vores opfindsomhed på deres hjemmebane” (Agnés Varda og JR 2017). Kunsten skal derfor hverken opleves som provokerende eller politisk. Dets primære formål er at igangsætte vores fantasi og dermed starte en samtale om disse værker af mennesker.

Kvindernes i fokus

Agnés Varda og JR, Faces Places, 2017

Et helt tredje stop på rejsen er ved havnefronten, hvor JR prøver at overbevise Varda om, at havnen kan ses som en hver anden landsby, som de møder på deres vej. Varda er dog skeptisk. Hun er ikke interesseret i arbejderne men derimod i deres koner, hvilket trækker en rød tråd tilbage til Vardas interesse i at give kvinderne en stemme på film. Nu får de også en ’stemme’ i kunsten. I stedet for at lave et portræt af arbejderne fotograferes deres koner, hvor de kæmpemæssige portrætter placeres på stablede containere på havnen. Ved præsentationen af de færdige værker ser man kvinderne sidde i en af containerne i deres eget portræt. Lige præcis der hvor hjertet er placeret, hvilket er et symbol på, at kvinderne er hjertet i denne ’landsby’. Dog kan udstillingen også opfattes en smule komisk, da man ikke kan lade være med at tænke på, at containerne kan stables vilkårligt, og dermed kan kvinderne ’sammensættes’ tilfældigt.

Det personlige præg

Agnés Varda og JR, Faces Places, 2017

Udover JR og Vardas interesse i de nye ansigter, inddrager de også sig selv personligt i dokumentaren. Både helt bogstavligt da Vardas fødder og øjne fotograferes af JR og derefter placeres billederne på togvogne. De kommer dermed til at ’se’ og ’betræde’ uudforskede steder af Frankrig, som Varda aldrig selv når at se. Men det personlige kommer også til udtryk, når de besøger gamle venners gravsteder, møder JRs bedstemor samt tager på den sidste rejse for at besøge Vardas gamle ven og JRs forbillede, Godard. Godard får en del ’taletid’ grundet JRs fascination af hans virke, men også i form af deres komiske tur til Louvre, hvor de i bedste Godard-stil løber igennem udstillingen; Varda i kørestol og JR løbende bag for at se, hvor hurtigt de kan komme igennem. Vi oplever derfor, hvordan deres venskab bliver formet, og hvordan det vokser i takt med, at deres kunstprojekter bliver realiseret.

I form af deres personlige bidrag til dokumentarfilmen får vi ikke blot indblik i deres skøre ideer og komiske, men beundringsværdige, tilgange til kunst. Vi får også et indblik i deres privatsfære, og derfor oplever vi ikke kun Varda og JR som kunstnere, men også som mennesker. Mennesker, som blot vil lave det, de brænder allermest for, kunsten. Kunst som skal vække din fantasi.

Rejsen er slut, men kunsten lever videre.

Agnés Varda og JR, Faces Places, 2017

Faces Places har premiere i Empire Bio den 15. marts kl 19.30. Mandag den 19. marts vises dokumentarfilmen i Grand Teatret kl. 19, hvor der vil være en Q&A med bl.a. Politikens filmredaktør, Kristoffer Hegnsvad, som bringer en introduktion til Agnés Varda og JR.

cphdox.dk 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer