Indkøbskurven er tom.
Inside My Walls I See Yours
Udstillinger & Omtaler

Genti Korini: Inside My Walls I See Yours. På Martin Asbæk Gallery til d. 16. januar 2016

ANMELDELSE: af Eva Mailund. 22. december 2015

Netop nu kan man opleve den albanske kunstner Genti Korini (f. 1979) på Martin Asbæk Gallery med soloudstillingen ’Inside My Walls I See Yours’, hvor han arbejder med forholdet mellem form og ideologi. Inspireret af sine omgivelser - særligt arkitekturen – overvejer Korini tidernes forskellige arkitektoniske konstruktioner som en konkret materiel manifestation af politisk magt og ideologi, hvilket præsenteres i en særdeles vellykket udstilling.

Den hybride hverdag
Magten til at definere de fysiske rammer er et effektivt værktøj i sig selv, for omgivelserne påvirker folk, hvilket Korini oplever på egen krop. Han er bosat og arbejder i Albaniens hovedstad Tirana, hvor han dagligt må forholde sig til et gadebillede, der har udviklet sig i takt med landets skift fra kommunistisk styre og ideologi til kapitalismens individualisme. I et miks af former og stilarter dukker der nu hastigt nye bygninger frem omkring ham, og skaber hvad Korini kalder ’en tilstand af hybriditet’, som får ham til at stille spørgsmål til ideologiens manifestering via form. Spørgsmålet går igen i hans malerier og fotografiske studier, hvor han sammenstiller byens detaljer, farver, bløde og hårde former og nye bygninger, der antyder det urbane rums hybriditet, som Korini dagligt konfronteres- og lever med.

Inside My Walls I See Yours, 2015, Oil on linen. Venligst udlånt af Martin Asbæk Gallery

En eksplosiv intethed   
Korini bringer denne hybriditet med sig ind i galleriet og udstillingen ’Inside My Walls I See Yours’, hvor man mødes af et voldsomt og farverigt udtryk, som man går rundt mellem lærrederne. Det er svært at orientere sig i motiverne, da de afbildede strukturer til tider synes at både vælte og smelte ind i hinanden på må og få. Alligevel er der en hvis orden, når de geometriske strukturer forankres i centrum af lærredet, mens de fletter sig sammen og skjuler rum, der alene antydes via bagvedliggende skygger. Er det strukturens skygge man ser, eller er det måske strukturen, som (næsten) dækker et allerede eksisterende mørke. Dertil melder tvivlen sig, om hvorvidt Korinis strukturer faktisk har et sted at være, eller om de står alene og på paradoksal vis reflekteres i og af et ikkeeksisterende rum.

Modernist Venture, 2015, Oil on linen. Venligst udlånt af Martin Asbæk Gallery

Det ses for eksempel i ’Modernist Venture’. Her løfter en ubestemmelig struktur af både rette, spidse og buede vægge sig opad, mens den samtidig hviler på bastante fødder solidt forankret i et rum som ikke ses, men antydes af en udefineret baggrund, hvor en skygge går igen i slørede strøg og giver værkets udtryk klangbund. I ét væk er her noget nyt at bemærke; lyse toner, dybe toner, glans, genskær og brud, når livlige farver og mørke nuancer med Korinis tydelige penselstrøg slår tonen an i udtryk, der emmer af både varme og hårdhed på samme tid. Det sker i krydset mellem geometri og maleri, hvor de optrukne strukturer virker bløde som følge af materialevalget, pensler og varme farver, hvilket er et af Korinis kendetegn.  

Han har blandt andet en M.F.A. i malerkunst ved Tirana Universitet (2002), og Konstruktivismen - særligt El Lissitzky, Kasimi Malevich og Antoine Pevsner - er en af inspirationskilderne ved siden af Albaniens postkommunistiske landskab. Korini udstiller rundt om i verden og har udgivet bøgerne ’The Objekt and its Background’ og ’Emphemeral Structures’.  

The Shape of Things, 2015, Oil on linen. Venligst udlånt af Martin Asbæk Gallery

Indblik i en anden verden              

Jeg er ikke fra Albanien og kender ikke til hverdagen i et postkommunistisk miljø med dertilhørende arkitektur og urbane rum. Alligevel er der øjeblikke, hvor Korini viser mig sit Tirana, via den verden han har skabt ved at lege med udtrykket. Pludselig befinder jeg mig mellem store bygninger og kigger op på ubestemmelige facader, før det fiktive byrum atter opløses, og værkernes stærke farver, former og slørede baggrunde giver andre utilsigtede associationer.

Model for Monument, 2015, Oil on linen. Venligst udlånt af Martin Asbæk Gallery

Værkerne kan både sættes i en relevant kulturel og socialhistorisk kontekst, og er samtidig en udtryksrig og sanselig oplevelse, der kan nydes i sig selv. Korinis entusiastiske penselstrøg giver indblik i en anden verden, der om end uoverskuelig stadig giver mig lyst til at blive og undersøge nærmere. ’Inside My Walls I See Yours’ er derfor afgjort et besøg værd.

Udstillingen kan opleves på Martin Asbæk Gallery frem til d. 16. januar 2016.  

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig