Indkøbskurven er tom.
Nisser og trolde mødes på særudstilling
Udstillinger & Omtaler

Fantasiens Kraft - Henry Heerup og Herman Stilling, Heerup Museum, Rødovregaard, Rødovre. 5. februar - 19. juni 2016

 

ANMELDELSE: af Josephine Ehlers, 17. februar 2016

 

På Heerup Museum i Rødovre kan man i denne tid møde nisser og trolde i særudstillingen, Fantasiens Kraft, der forener Henry Heerups og Herman Stillings kunstneriske universer. Begge kunstnere har en fantasifuld og farverig motivverden med fabelagtige væsner og figurer. I Heerups værker møder man ofte nissen, mens man hos Stilling møder trolden, og for første gang mødes deres fantasifulde verdener nu i en fællesudstilling.

 

Museet på gården

Rødovregaard er den sidste store gård tilbage fra den gamle Rødovre landsby, og her, i den gamle gårds ene længe og i en tilbygning, åbnede Heerup Museum i år 2000. Derudover huser Rødovregaard aktivitets-, forenings- og medborgerhus.

I den hyggelige brostensbelagte gårdsplads, forbi et gammelt træ, finder man i gårdens ene længe, indgangen til museet. Fra billetsalget og museumsbutikken kommer man ind i det tilbyggede udstillingsrum, ét stort, lyst rum med loft til kip.

 

Heerup Museum på Rødovregaard. Foto: Josephine Ehlers.

 

Fra udstillingen Fantasiens Kraft - Henry Heerup og Herman Stilling. Foto: Josephine Ehlers.

 

To eventyrlige verdener mødes

Udstillingen viser udvalgte værker i form af malerier, tegninger, tryk og litografier af de to kunstnere, samt et udvalg af Heerups stenskulpturer. Herman Stilling Museum og Birgitte Stilling har udlånt et stort antal malerier, og offentlige institutioner og museer har udlånt værker af Heerup.

Man kan på udstillingen læse om hvordan begge kunstneres kreative produktioner tager udgangspunkt i hver deres fantasifulde og farverige univers, og hvordan de også begge var optaget af hver deres figur eller væsen, Heerup af nissen og Stilling af trolden.

Maleri til ventre af Henry Heerup. Maleri til højre af Herman Stilling. Forrest: Skulpturer af Henry Heerup. Foto: Josephine Ehlers.

 

Som traditionelle figurer har nissen og trolden begge rødder tilbage i den nordiske folketro,  men portrætteres i Heerups og Stillings værker i en helt anden kontekst. I både Heerups og Stillings værker optræder figurerne nemlig ikke som de stereotype figurer de traditionelt skildres som, men vises i stedet i hverdagsagtige situationer og sammenhænge, så de nærmest menneskeliggøres.

Herman Stilling, Tænksom trold, 1992. Olie på lærred. Foto: Josephine Ehlers.

 

Avantgarde og fri fantasi

Ligesom der var ligheder mellem Heerups og Stillings tilgange til deres kunstneriske produktioner, var der også ligheder mellem deres livsforløb. De voksede begge op på Nørrebro, dog med 20 års mellemrum, Heerup født i 1907 og Stilling i 1925. De blev begge uddannet fra Kunstakademiet, og bevægede sig derefter begge over mod avantgarde kunsten, hvor de i en kombination af fri fantasi og figurer eller motiver fra barndommens fantasiunivers, hver især fandt deres kunstneriske udtryk.

De to kunstnere kendte også hinanden, og fandt på et tidspunkt faktisk også ud af at de langt ude var i familie med hinanden.

Henry Heerup. Foto: Heerup Museum.

 

Herman Stilling, 1990. POLFOTO. Fotograf: Peer Pedersen. 

 

Nisser og Trolde

To fritstående trækonstruktioner, i form af vægge som danner en vinkel, er placeret hvert sit sted i udstillingen, og bryder det store, åbne rum. På den ene af disse fritstående trævægge præsenteres Heerups nissefigur og på den anden Stillings troldefigur. Tekst fortæller om den traditionelle nissefigur og den traditionelle troldefigur, som stammer fra den nordiske folketro, mens tegninger og andre kunstneriske produktioner af de to kunstnere, portrætterer deres mere personlige og alternative versioner.

Sammenstillingen af de traditionelle definitioner på de to figurer og Heerup og Stillings værker, viser tydeligt forskellen mellem den klassiske nisse og trold og kunstnernes personlige fortolkninger.

Fra udstillingen Fantasiens Kraft - Henry Heerup og Herman Stilling. Foto: Josephine Ehlers.

 

Troldehulen

I den ene ende af udstillingsrummet fører en trappe ned til en lavereliggende del, hvor et stort vindue giver udsyn til haven udenfor, med store gamle træer og udsigt over Damhusengen. Ned over en del af det lavereliggende rum, danner store, sorte stofbaner en hule. Inderst inde i hulen er et hjørne indrettet med mange store puder, og her kan man sætte sig og i høretelefoner høre Herman Stillings troldehistorier blive læst op. Papfigurer af nisser og trolde fra Heerup og Stillings universer, gemmer sig rundt omkring i hulen, hvor der også hænger en del tegninger af de to kunstnere.

Fra udstillingen Fantasiens Kraft - Henry Heerup og Herman Stilling. Foto: Josephine Ehlers.

 

Ved indgangen til troldehulen er der to lave bokse hvor man på små træstub-lignende skamler kan sidde og ned gennem forskelligformede udskæringer i boksens topplade, gå på opdagelse i Heerups samling af ”nisseting” - objekter han forbandt med nissernes univers.

I midten af hver boks ligger en tablet, indbygget i boksens topplade, som viser en lille video med instruktioner til hvordan man kan folde en troldefigur ud fra et opgaveark som kan hente i museets billetsalg. 

Rundt om på gulvet ligger små kvadratiske grønne ”græs”-tæpper, og et par af Heerups skulpturer vogter ved indgangen til hulen. Denne del af udstillingen henvendt til børn er placeret helt perfekt i den lavereliggende del af udstillingsrummet. Naturen i haven lige udenfor det store vindue kommer nærmest indenfor i rummet, og fungerer godt som baggrund til børneafdelingen af udstillingen, en hule i en skov fuld af trolde og nisser.

Fra udstillingen: Fantasiens Kraft - Henry Heerup og Herman Stilling. Foto: Josephine Ehlers.

 

Med udstillingen viser Heerup Museum hvordan Heerups nisser og Stillings trolde, og deres magiske verdener, kan mødes, og i forening skabe grobund for nye eventyr og fortællinger i den besøgendes fantasi.

Udstillingen kan ses frem til d. 19. juni 2016

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig