Udstilling: Vi byggede et hus Julie Boserup og Søren Lose Det Nationale Fotomuseum 30. april- 4. februar 2017
At bygge med billeder?
10. maj 2016
Omtale af Ditte Dahl Nielsen
Udstillingen Vi byggede et hus på Det Nationale Fotomuseum undersøger om og hvordan man kan bygge med billeder. De to kunstnere Julie Boserup og Søren Lose har forvandlet det vi ellers forbinder med noget fladt på væggen til en rummelig oplevelse.
De tyve nye værker som kan opleves på udstillingen udspringer af en grundig research, som de to kunstnere har foretaget de seneste to år i Det Kongelige Biblioteks billedarkiv på over 17 millioner fotografier. Kunstnerne har på forskellig vis givet nyt liv til de ellers glemte billeder.
Fotografierne har ikke kun fået nyt liv, de er også blevet udfoldet mod en rumlig dimension. Denne udstilling handler altså lige så meget om at gå rundt i rummene som at indskærpe blikket på de enkelte værker. De to kunstnere giver os et indblik i hvad der sker når den rummelige arkitektur indfanges i et arkitekturfotografi og fotografiets væsen synliggøres i de teknikker og materialer de to kunstnere arbejder med.
Julie Boserup

(Foto Ditte Bolt)
Boserup bearbejder sine fundne materialer i collage med tegning, egne fotografier eller andre visuelle midler. Hun tager ofte afsæt i arkitekturen, hvilket hun også gør på denne udstilling. Her er det et virksomhedsarkiv efter Strüwing Reklamefoto, som fotograferede dansk modernismes vigtigste byggerier fra 1940 til 1980, som har dannet fundamentet for de værker man kan opleve på udstillingen.
Boserup har taget udgangspunkt i en arkitektur, som de fleste danskere på et eller andet tidspunkt i deres liv har været i forbindelse med i private eller offentlige rum. Den retlinjede danske modernisme bliver i hendes collager brudt op, og kunstneren får nye linjer til at træde frem.

Af og til brydes de strenge linjer af hav eller himmel. Boserup åbner for en poetisk dimension i den rationelle arkitektur, der er skabt i funktionalitetens navn. En dimension der måske netop bliver tilgængelig i den todimensionelle form, som er fotografiets præmis. Gennem fordoblinger og forskydninger transformerer hun den ellers så genkendelige arkitektur.
Søren Lose
(Foto: Ditte Bolt)
Søren Loses praksis er ligesom Boserup researchbaseret, og han tager ofte udgangspunkt i historiske begivenheder. På denne udstilling har han taget afsæt i fotografier af monumentale bygningsværker med stor historisk og kulturel ladning, men også stilladser og andre midlertidige konstruktioner er blevet bearbejdet til udstillingen. Omdrejningspunktet for værkerne på udstillingen har været tanken om at bygge et fotografi.
(Foto Torben Eskelund)
Et af de første værker man møder på udstillingen, er skulpturen/installationen The Temple fra 2016. Værket er baseret på et postkort fra 1914 af mormon templet Salt Lake Temple i Utah. Her har kunstneren overført det todimensionelle billede til en tredimensionel model. På den måde fremhæves de former og linjer som ellers forsvinder i den historicistisk overdrevne arkitektur.
(Foto Torben Eskelund)
Templet i Utah er ikke den eneste religionsrelaterede arkitektur, som Lose har arbejdet med på udstillingen. Arkitekturfotografier af den gotiske kirke Kölner Dom er blevet opdelt i lag for at fremhæve den gotiske ornamentik.
I kontrast til de hellige og evige kirkerum står de midlertidige konstruktioner i form af stilladser. Disse er repræsenteret og ophængt på traditionel vis på væggene, men også i rumlige konstruktioner som man kan gå rundt om på udstillingen. På den måde arbejder Lose med det uendelige og det forgængelige i samme udstillingsrum. De to begreber som på samme tid er hinandens modsætninger og hænger uforligneligt sammen, sættes over for hinanden således at svaghederne og styrkerne kommer frem i lyset. Uden forgængeligheden ville evigheden ikke eksistere og vice versa.
(Foto Torben Eskelund)
Hvordan bygger man med billeder?
I et hjørne af udstillingen kan man få lov til se nærmere på, hvordan de to kunstnere har arbejdet med materialet fra Det Kongelige Biblioteks billedarkiv. Man får således svaret på, hvordan man bygger med billeder. På samme måde som de to kunstnere har forsøgt at blotlægge linjer og konstruktioner i arkitekturen, får man som beskuer lov til at se de bærende elementer og konstruktioner i deres værker.
Drømme og dystopier i arkitektur og fotografi
Arkitekturen danner rammerne for de store til de små begivenheder i et menneskes liv. De to kunstnere formår med hvert sit greb at skabe en udstilling, som giver beskueren et indblik i den arkitektur og de huse som rummer og på sin vis er medskaber af vores tilværelse. ”Arkitektur er udtryk for magt og drømme” skriver man i kataloget. Men det er også en udstilling som skærper beskuerens opmærksomhed på fotografiet som bærer af vores historie, erindring og forglemmelse.
Udstillingen kan ses på Det Nationale Fotomuseum frem til d. 4 februar 2017.
Læs mere om den her: http://www.kb.dk/da/dia/udstillinger/boserup_lose.html
Julie Boserup (f.1976) er uddannet ved Chelsea College of Art i 2002. Hun arbejder hovedsageligt med collage. Hendes værker består af fundne materialer fra arkiver, men også brugte plakater, billeder fra nettet og brugte reklamematerialer m.m.
Søren Lose (f.1972) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2003. Han arbejder med fotografi, skulptur og installation. I sit arbejde med fotografi tager Lose ofte udgangspunkt i det forgangne, men også det som har haft indflydelse på vores kulturelle identitet, positivt såvel som negativt.



