Blyantstreger, seksualitet og samfundskritik

RIKKE VILLADSEN - FANDENIVOLDSK FEMINISME OG GRUMSET GRAFIK

For nogle er stil, den rette skoling og akademiernes blåstempling alt det, der definerer dem som kunstnere. Her dyrkes det pæne, det smukke og ”rigtige”, alt sammen i æstetikkens navn og ære. For Rikke Villadsen forholder det sig ganske anderledes. Hun dyrker vildskaben, vanviddet og ”det grimme”. I hendes blyantmættede, grumsede univers er der grafiske noveller, der kan give selv sømanden hjemvendt fra de syv have blussende kinder og en kritik af en kultur, der reducerer kvindekroppen og dens seksualitet til mandens domæne. Her finder du fandenivoldsk feminisme, sex og, med Rikke Villadsens egne ord, en stor fed f***finger til patriarkatet. Lad mig introducere @rikkevild.

Portræt af Rikke Villadsen, kredit: Søren Lynggaard Andersen.

Coronakrisen kradser, verden har lukket sig om ørerne på os og mange sidder fortsat alene hver for sig. Din vante kunstinstitution og galleriet nede om hjørnet er lukket. Gaderne ligger øde, sofaerne kravler op på ryggen af os, hjemmekontoret bugner, ungerne keder sig og vi rykker sammen i de små, nære fællesskaber og nærer det nære, mens vi drømmer om en sommerfest, en ubekymret dag i Tivoli eller en tur på Louisiana. Eller, måske er det bare mig?

Corona-kunst-stafet

Mens verden som vi kender den holder lukket, indtager de sociale medier pludselig en rolle, der gør dem værdige til at bære deres eget navn. Her bugner det med sociale fællesskaber, der forsøger at opveje den hudtørst, som mange begynder at føle. Der opstår pludselig live-sessioner med sundhedsplejersker, online mødregrupper, live stuekoncerter, gratis kreative tilbud, online træning, madlavning og kunst, ja lad os ikke glemme kunsten.

Sidstnævnte er noget, jeg for alvor har fået øjnene op for over de sidste par måneder. Og måske har du lyst til at få øjnene op for det samme. Søg på #coronakunst på instagram og der vil åbenbare sig et kunstnerisk og socialt fællesskab, der bearbejder verden mens den endnu vakler. 

Nu, hvor vi alligevel sidder alene hver for sig og passer på hinanden og særligt samfundets svageste, kunne vi måske bruge denne absurde, skræmmende og uvante situation til at se nærmere på et par kunstnere, hvis kunst vi fortsat kan nyde på behørig afstand over de sociale medier. Vi kan kalde det en Corona-kunst-stafet? 

Stafetten startede hos Amanda Zimmerlund, der gav den videre til Anette Zimmerlund. Herefter landede den hos Kitt Buch, Matilde Digmann og nu, mine damer og herrer, er den landet hos Rikke Villadsen. 

Rikke Villadsen blev født i Århus i 1976. I dag bor hun i København, hvor hun også arbejder med sin kunst og sine tegneserier, der både udgives i Danmark (forlaget Fahrenheit) og USA af Fantagraphic. Rikke er mor til to drenge.

Rikke Villadsen, Et knald til, 2014.

Det der med stil

Fortællingen om ”kunstneren” er både en magisk og fortærsket. En fortælling om passion O! så stor, at hvert værk er en stilistisk kraftpræstation ud i lidelsens katekismus. Tilføj begreber som ”medfødt talent”, ”stil” og ”æstetik”, og du har en klassisk fortælling om kunstneren på sin piedestal, ingen under, ingen over. Rikke Villadsen giver, med egne ord, ikke meget for snak om stil, design og æstetiske præferencer. Selv mener hun ikke, at hun nogensinde har fundet sin ”stil,” hvorfor et kompliment af denne, føles lige så flygtigt, som et kompliment af hendes tøj eller frisure. Fint, men ligegyldigt i det store billede:

”Desværre har vi en tendens til at placere hinanden i kategorier og stilarter. Det skaber forudsigelighed. Men det er jo netop det, jeg ønsker at protestere imod med mine tegninger. Alle disse sociale og kulturelle båse, der begrænser mennesket. Min agenda er frigørelse. Mine tegninger kan godt gå hen og være lidt "grimme", men man er aldrig i tvivl om, hvad karakteren gennemlever af følelser, og er det ikke det væsentlige i en fortælling?” 

Rikke Villadsen, Tatovøren og Klitoris, 2019.

Rikke var ikke mere end 14 år, da hun vidste, at hun skulle være kunstner. Dog kedede 90’ernes samtidskunst hende bragt. Konceptuel og røvkedelig, som hun formulerer sig, hvorimod hun derimod badede sig i surrealismens store mestre som Salvador Dali, Rene Megritte og Wilhelm Freddie. Men man skal ikke glemme Twin Peaks, David Lynch og Mark Frosts surrealistiske horrorunivers, der rullede over skærmen for første gang i april 1990. En serie, der gjorde stort indtryk på Rikke, der ellers ikke følte sig spejlet eller inspireret af sin samtid. Twin Peaks derimod, ramte hende, krøb under hendes tynde teenagehud og har været med til at forme hende. 

Rikke Villadsen, Tatovøren og Klitoris, 2019.

Tegneserier, der vender verden på hovedet

Rikke beskriver sin streg som beskidt og vild og fuld af liv. Et liv, der strømmer direkte fra hendes eget følelsesliv og ud på papirets hvide flader.

Rikke har længe haft tegneserien og dets univers som billedåbner. Hun forklarer, hvordan hun sætter sig en ramme eller et dogme for fortællingen, hvorefter hun leger værket og fortællingen frem. Det handler ikke om skønhed eller perfektion, men derimod om at lade billederne opstå, ofte som palimpsest og få læseren til at tænke og føle: 

”Læseren har en klar kulturel arv i sig. Det har vi alle - og jeg ser det som min opgave at vende tingene på hovedet, ruske op i stagnationen, vrænge af klichéerne og dermed overraske læseren.”

Rikke Villasen, Ind Fra Havet, 2011.

Selv beskriver Rikke processen som fandenivoldsk og hæsblæsende, men også som en proces, der spejler hendes indre følelsesliv. Hun fortæller om sit første væk ”Ind fra Havet (2011),” der er en 100 siders lang tegneserie om en sømand, der fanger en talende rødspætte og en baby i sin ruse. Sømanden martrer sig selv med spørgsmål om identitet, ophav, livet, døden og havet, der giver og tager. Rikke fortæller, hvordan hun i samme periode blev uventet gravid, hvilket havde en stor indvirkning på tegneseriens udvikling:

”Havet ser jeg som element for kvindelighed, frugtbarhed og kraft. Jeg startede med at ville undersøge sømandsskrønen og havet, der har betydet meget for både dansk kultur, billedkunst og ligeledes dansk lavkultur, fx i form af tegneserien. Undervejs blev jeg pludselig gravid uden en partner, og det blev til nerven og følelserne, der ligger lige nedenunder hver "sjov" tegning. Graviditeten blev til mystikken og den emotionelle desperation, der bor i hver tegning – for ikke at tale om bogens voldsomme kæmpebølger.”

Det var i Rikkes eget indre, at det sande drama udspillede sig. Det var den desperation, hun følte, der skabte sømandens vanvid. For sådan er Rikkes projekt. Hun ønsker at give plads til følelser, frustration, opråb og protest i sine fortællinger og arbejder med at omdanne det til nærvær i sine tegninger. 

Rikke Villadsen, Tatovøren og Klitoris, 2019.

Feminist, fordomme og maskulin dominans

Hvis man lader øjnene gå på opdagelse i Rikkes mange tegninger, skal man ikke være til den puritanske side. Her er der sex, seksualitet, underkastelse og dominans i hobetal. Selv fortæller Rikke, at hun ser sit arbejde som en undersøgelse af den kvindelige seksualitet. Hun giver meget lidt kredit til patriarkatet, maskulin dominans. Derfor bruger hun den kvindelige hovedperson i sin seneste bog ”Tatovøren og Klitoris” (Forlaget Fahrenheit, 2019) som medie til undersøgelse af køn, krop og den absurde kultur, der ligger til grund for vores forestillinger om den kvindelige seksualitet. 

Tatovøren og Klitoris er en drømmebog der undersøger kvinden som seksuelt væsen. Også her finder man et vildt blyantsunivers med masser af syret grums og støj, forvirring og tvivl. Rikkes hovedperson længes efter mandlig dominans, men skammer sig over underkastelsen. 

”Vi lærer, hvem vi er i en patriarkalsk kultur, og gennem denne kultur, vores sprog og fortællinger, siver en giftig maskulinitet og et meget lille rum til udvikling af det naturligt kvindelige. I begæret og seksualiteten findes en udpræget tillært kultur, der driver min hovedperson videre og videre ind i fortvivlelse og afmagt. Hun mærker sin egen seksualitets polariserede kønnethed og ved ikke, om hendes begær undergraver hende selv.” 

Rikke refererer til Hanne Højgaard Viemose, der i sin seneste bog skriver: "Jeg savner at blive voldtaget". Et voldsomt og tvetydigt udsagn, der dog vækker genklang i Rikkes seneste hovedperson. Karakteren længes efter at blive presset i knæ og skammer sig samtidig ved underkastelsen. Foruden det viltre, visuelle manifest af usikkerhed, famlende seksualitet og krænket køn, Rikkes egne vaklende skridt udi eksistentialisme, politik og feministisk tænkning, er tegneserien ”Tatovøren og Klitoris” også fuld af skøre indfald og morsomheder. For Rikke vil både mane til eftertanke og få sine læsere til at grine. 

Rikke Villadsen, Et knald til, 2014.

#coronakunst

Over de sidste par måneder har Rikke, som så mange andre, været presset på balancen mellem børn og arbejde. Hendes kompromis har været, at lave en daglig skitse/tegneserie inspireret af Edvard Munchs sygdom- og sorgunivers. Det er lavet til instagram og skabt med nogle børnetusser, hun fandt i det sommerhus, hun har boet i under karantænen. 

Rikkes Corona-fortællinger bliver udstillet i galleriet Vennepunkt senere på året sammen med andre kunstneres coronakunst. Se mere på galleriets instagramprofil.

Du kan følge Rikke Villadsens kunst på hendes instagram.

Rikkes bibliografi: 

Tatovøren og klitoris, Forlaget fahrenheit, 2019

3 piger, med Bjørn Rasmussen, Forlaget Basilisk, 2018

Bennys far kører tog, Forlaget Basilisk, 2017

Et Knald Til, Aben Maler, 2014

Ind fra Havet, Aben Maler, 2011

(Alle bøger findes i boghandlen).

Portræt af Rikke Villadsen, Kredit: Søren Lynggaard Andersen

Rikkes Corona-fortællinger bliver udstillet i galleriet Vennepunkt senere på året sammen med andre kunstneres coronakunst. Se mere på galleriets instagramprofil.

Du kan følge Rikke Villadsens kunst på hendes instagram.