Indkøbskurven er tom.
Jul i Tivoli 2020
Rejser, Kultur & Event

Kom til Hjerternes Fest under Jul i Tivoli d. 13. november til 3. januar

JUL I TIVOLI 2020

Af Maria Wulff-Høyer
12. november 2020

Fredag d. 13. november åbner Tivoli atter dørene til havens måske hyggeligste sæson, Jul i Tivoli. Den juleudsmykkede have garanterer en kærkommen mulighed for at dykke ned i julehyggen og nyde samvær med sine kære, imens den mørke vintertid og bekymringer om covid-19 trygt kan efterlades uden for havens porte. 

Det er 26. gang, at Tivoli spreder sne og juleglæde i sit haveanlæg med sæsonen Jul i Tivoli. Med en sæson, der løber fra d. 13. november og helt frem til d. 3. januar i det nye år, er der rig mulighed for at gæste haven og få en bid med af julemagien. Dette er på trods af covid-19. Der er nemlig indført nye tiltag og ekstra foranstaltninger for at sikre en god og sikker afvikling af julesæsonen.

Julen er Hjerternes Fest
Netop på grund af 2020’s seriøse islæt og indflydelse af coronavirusset er der ekstra god årsag til at besøge Jul i Tivoli i år. Årets tema er nemlig “Hjerternes Fest”, og der lægges op til en julet hyggestund i haven med særligt fokus på kærlighed og samvær - med god afstand selvfølgelig. 

Det ultimative symbol på kærlighed, hjerter, pryder i år havens udsmykkede juleland. Dette er fra Tivolis side en symbolsk hilsen til både havens gæster, byen København og særligt de værdsatte medarbejdere. Spredningen af kærlighed og julemagi kulminerer med et 3,5 meter højt, lysende hjerte foran Nimb, der er animeret med juleeventyr. 


Foto: Lasse Salling

Kærligheden til julen kommer i mange afskygninger, og der er med garanti noget inden for havens porte, der kan få ethvert julehjerte til at banke. De funklende juledekorationer giver julelys i øjnene, og Tivoli-Gardens juleparade sørger for sød julemusik i ørene. Der er mulighed for at smage sig igennem alverdens julegodter og lækkerier og få stillet både den lille og den store sult. Måske et besøg hos julemanden i julestuen på Honningkageslottet får børnenes hjerter til skippe et slag eller banke hurtigere af bar spænding?

Oplevelser under åben himmel
Som led i Tivolis tiltag for at sikre den optimale juleoplevelse foregår de fleste aktiviteter under åben himmel.

Den prisbelønnede lysdesigner Jesper Kongshaug står bag det ekstraordinære lysdesign under Hjerternes Fest. Tusindvis af julelys og glitrende udsmykninger med julepynt og juletræer er placeret rundt omkring for at få både lys og gæster spredt ud i alle afkroge af den 82.000 m2 store have. 


Foto: Christoffer Anias Sandager

Foruden det animerede hjerte, kan der også opleves levende scenografi, når projektionsshowet Decemberdrømme vises på Plænen. Med inspiration fra gamle dages julevinduesudstillinger bringes et papirklipunivers til live med lys, lydeffekter og eventyrlige figurer og julescenarier. Showet varer ca. seks minutter og kan opleves hvert kvarter hver dag fra kl. 16.30 til havens lukketid kl. 22. 

Tivoli-Gardens juleparade foregår naturligvis også udendørs. De flotte uniformer og den marcherende fremførelse af julemelodier kan opleves lørdag d. 28. november, d. 5. december og d. 12. december kl. 13.30. 

Nyt bookingsystem
Som noget nyt i år indfører Tivoli et bookingsystem til reservation af besøg under julesæsonen. Dette er for bedre at kunne administrere og fordele antallet af gæster i haven og mindske risikoen for at måtte lukke portene for næsen af ventende gæster. Årsagen er at sikre trygge og forsvarlige rammer i overensstemmelse med myndighedernes restriktioner i forbindelse med covid-19.

Derfor skal der forud for årets juletur bestilles tid til besøget, hvor gæster skal have en gyldig reservation samt billet eller Tivolikort for at komme ind den pågældende dag inden for det bookede tidsrum.
Med bistand fra et eksternt vagtfirma sørges der også for god plads og fordeling af de ventende gæster uden for portene. 

Det er øjeblikket muligt at reservere plads til Jul i Tivoli frem til d. 26. november via Tivolis hjemmeside her. Pladsreservationer for resten af sæsonen kan bookes fra d. 18. november.

Tidligere på året indførte Tivoli også en digital løsning til at mindske kødannelse og tætte forsamlinger. Til de fleste forlystelser er køen blevet digital, og man booker en plads i køen via Tivoli App’en til smartphone. Her vil det også være muligt at stille sig i den digitale kø til at møde julemanden under Jul i Tivoli. 


Jul i Tivoli plakat. Billede venligst udlånt af Tivoli.

Underholdning og events
Under julesæsonen er der hver dag aktiviteter og underholdning for både store og små. Ud over den daglige visning af projektionsshowet Decemberdrømme samt muligheden for at besøge julemanden på Honningkageslottet hver dag frem til d. 24. december, kan der for 30 DKK købes adgang til Akvariet, hvor fodring af fiskene kan overværes hver dag kl. 13. 

Hertil byder Glassalen og Tivolis Koncertsal på en række julede kultur-events inden for både teater og musik. Glassalen lægger hus til interaktiv og improviseret comedy teater med The Christmas Comedy Show d. 3. december. I Tivolis Koncertsal inviteres der til nytårskoncert og julekoncerter med både klassisk musik, orkestre og populære danske kunstnere. Mere info om koncerterne og billetkøb kan læses her

Praktisk information
Jul i Tivoli åbner d. 13. november og har sidste åbningsdag d. 3. januar.
Haven holder lukket d. 24. december samt d. 1. januar 2021.
Grundet myndighedernes retningslinjer har haven åbent til kl. 22 alle dage. Dog er der d. 31. december åbent til kl. 23.

Øverste billede: Foto: Lasse Salling

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig