Trine Søndergaard på Gl. Holtegaard fra genåbning og frem til d. 5. april 2021.

Med stor beklagelse over at vi i magasinet kunst #1 2021 publicerede denne artikel med beskårede værker, gentrykker vi hermed artiklen i sin fulde længde med alle billeder i ubeskåret format. Vi beklager meget. Værkerne skal selvfølgelig ses i deres oprindelige format. 

_________

STILLE REFLEKSION
Interview af Malene Schnoor. 
4. marts 2021.

Når Gl. Holtegaard får lov at genåbne, er det Trine Søndergaards subtile billedsprog der indtager de smukke gamle lokaler. Det bliver en udstilling på kanten af tiden, hvor det flygtige og forhastede jages bort til fordel for langsom fordybelse og stille refleksion.

Gl. Holtegaard anno Trine Søndergaard
“Æblerne er plukket ude i haven og er sådan en gammel barok sort”, fortæller Trine Søndergaard, mens vi ser ned i en håndbygget model af papir og pap af Gl. Holtegaards udstillingsrum. På de små vægge ser man, hvordan serien af æbler, der langsomt sygner hen foran kameralinsen, løber som den røde tråd gennem de mange rum.

Det har taget Trine Søndergaard knapt et år, at skabe værket Borgherre og hvert af de 53 billeder stiller skarpt på tidens degenererende effekt og den aldringsproces alle organiske materialer er underlagt. At jeg straks begynder at finde et hav af tolkningsmuligheder undrer ikke Trine Søndergaard, men for hende har æblerne og deres prædikat dog ikke meget med den egentlige undersøgelse at gøre.

“For mig var det ligesom en måde at lytte mig ind på stedet, og en måde at være i kontakt med udstillingen på. Det handler om opmærksomhed og om de små overgange. Men titlen er ikke så vigtig for mig. Jeg synes at ord låser. Jeg kan godt lide, at det står lidt åbent. Billederne er en måde at formulere nogle ting på og en undersøgelse der træder i stedet for sproget. Derfor er jeg også nogle gange lidt træt af at skulle give billederne titler”.

Nu nærmer tiden sig dog for åbningen og udstillingen er ved at tage form.

“Lige nu skal jeg til at beslutte hvordan jeg skal disponere rummene. Det er altid lidt angstprovokerende. Gl. Holtegaard vil gerne have, at jeg på forhånd ved præcis hvor alting skal hænge, men der sker altid noget når man begynder at hænge værkerne op”.

Trine Søndergaard, Hovedtøj 27 (2020) courtesy the artist & Martin Asbæk Gallery  

Trine Søndergaard, Hovedtøj 29 (2020) courtesy the artist & Martin Asbæk Gallery  

Trine Søndergaard, Hovedtøj 23, (2020) courtesy the artist & Martin Asbæk Gallery  

Det gemte og glemte
Det er ikke kun æblerne fra haven, der agerer statister i Trine Søndergaards ‘take’ på Gl. Holtegaard.

“Jeg har prøvet at gribe tilbage i tiden og se om jeg kunne finde en rest, så at sige. Noget der kunne forbinde nutiden med husets oprindelse. Det jeg fandt og som jeg kunne connecte med, var to gamle kjoler fra 1700 og 1800 tallet, som jeg har lånt af den lokalhistoriske samling på Mothsgården. Dem kommer der til at være nogle ret så store billeder af, hvor man ligesom bare fornemmer dem”.

Hun viser mig over til væggen nærmest døren, hvor der er klistret en lang række billeder op og peger på en serie af fotografier af noget, der ved første øjekast, blot ligner noget hvidt silkepapir. Jeg ser undersøgende på billederne og spørger hende, om det er et bevidst valg at kjolerne nærmest er pakket væk.

“For mig handler det enormt meget om det der med at gemme, om alt det vi ikke kan se og alle de her lag. Om det vi kun kan fornemme og tilnærme os”.

Hun træder tilbage og tilføjer: “Det er ikke en kritisk kommentar. Jeg synes det er godt at vi gemmer ting, men det stiller måske også spørgsmål ved hvad det er vi gemmer og hvordan vi gemmer det og den der utilgængelighed der opstår”. Hun står lidt og ser på billederne. “Og så synes jeg jo bare det er sindssygt flot. Der er bare noget meget smukt over det her papir og de her detaljer. Jeg syntes faktisk næsten at papiret var mere interessant end kjolerne”.

Jeg spørger om papiret og motivernes ekstreme stoflighed er inspireret af museets barokke historie, men for Trine Søndergaard er denne udstilling ikke et forsøg på at passe hendes eget kunstneriske virke ind i en specifik kunsthistorisk sammenhæng. Værkerne og deres tilbliven virker mere som øvelse ud i at begribe og undersøge den tidslige dimension, der ligger over eller går på tværs af, de forskellige perioder og deres udtryk.

“Jeg har mere prøvet at lytte til stedet, at sanse det og finde de muligheder jeg kunne adoptere ind i mit eget virke. Det er i undersøgelsen af tid og min ‘griben tilbage i tiden’ at vi kan noget sammen, Gl. Holtegaard og jeg”.

Trine Søndergaard, ARKIV, (2020) courtesy the artist & Martin Asbæk Gallery.

Degenerationens usynlige natur
“Tid er sådan et interessant begreb. Der er tid på mange niveauer. Min egen tid, den store tid, deres tid.” Trine Søndergaard viser mig en serie af nye kvindeportrætter med skjulte ansigter. “Her er det kvinder på min egen alder eller ældre, hvor jeg er interesseret i håret og det her med at blive gråhåret. Det er sådan en ‘usynlighedsalder’. Det handler mere om at kigge på det og undersøge det end om frygt. Hvordan det ser ud at blive ældre. Og så prøve at lave nogle billeder af det”, siger hun og fortsætter: “Nogle af de her kvinder har meget langt hår og det kan bruges som noget, det jo egentlig ikke er”. Vi ser nærmere på et af portrætterne, hvor det lange grånende hår er snoet rundt om modellens hals. “Nogle af dem er måske ikke blevet klippet i 10 år, så det er også noget med at man bærer noget tid med sig, sådan ret konkret”.

På den måde hænger Borgherre-serien meget sammen med serien af det grånende hår. Den stille, langsommelige, men uomtvistelige kendsgerning at tiden går og at den får ting til at foregå, synes at være i skarp fokus. “Det er det der med, at man kigger sig selv i spejlet men ikke ser, at man bliver ældre. Man kan se det på alle ens venner, men ikke på sig selv. Men vi dør lidt hele tiden”.

Eksistentielle spørgsmål
Jeg foreslår, at der både er noget meget jordnært i Trine Søndergaards billeder, samtidigt med at de også rummer en ophøjet stemning og en anden temporal dimension end blot den lineære, der går fra fortiden til nutiden. Det er som om der også er en bevægelse på y-aksen og at hendes vekselvirkende billedsprog ikke kun handler om dengang og nu men også om kontrasten mellem simplicitet og detaljerigdom - det verdslige liv i kontrast til det universelle, ja nærmest transcendentale. Det er som om billederne, hvis man betragter dem længe nok, hæver sig op på et allegorisk niveau og giver os større fortællinger om liv og død, væren og forsvinden.

“Ja, jeg ved ikke helt, om jeg selv kan forklare det, men når man laver billeder, så er alting givet og virkeligheden er lige dér, men nogle gange kan man på en eller anden måde løfte det op. Der er ligesom nogle sprækker man kan kile sig ind i og udvide. Der er både det konkrete og det abstrakte. Kigger man længe nok, så sker der noget der ligger ud over det, der egentlig er”.

Jeg pointerer, at det nogle gange føles som om, der ligger nogle konkrete filosofiske tekster bag hendes virke.

“Jeg er ikke typen der høvler igennem Heidegger, men alligevel er der jo en masse spørgsmål om liv og død der strømmer igennem mine værker. Men også en masse personlige problematikker. Så det er jo en undersøgelse omkring eksistens men den er ikke særlig skolet og ikke hægtet op på specifikke filosoffer”.

Trine Søndergaard, Interior (2020) courtesy the artist & Martin Asbæk Gallery.

På tværs af tid og medier
Til mit spørgsmål om, om hun mon nogle gange savner det analoge fotografi svarer hun: “Jeg har jo været analog indtil for nylig og jeg mimer det analoge udtryk i mine digitale billeder. Jeg arbejder meget med uskarphed og andre lag - ellers ser det jo frygteligt ud”. Hun griner og fortsætter, “Det digitale fotografi giver bare et bedre workflow. Det andet er simpelthen for besværligt og det forurener. Og så fik jeg mulighed for at få et digitalt kamera der kan frame kvadratisk, hvilket ikke var muligt før. Det var selvfølgelig lidt at en omvæltning, da jeg jo har brugt det samme analoge mellemformatkamera i over 20 år, men nej, jeg savner det ikke”.

Her er altså endnu et tidslig dimension i Trine Søndergaards værker. Ikke nok med at motiverne flyder rundt i et temporalt flux, mediet i sig selv leger også med forskellige tidslige æstetiker. Fx skal en af portrætserierne laves med teknikken fotogravure. Trine Søndergaard træder altså lidt uden for sin normale foto-zone i den kommende udstilling og udvider også med en bronzeskulptur. “En stille lille udvidelse”, som hun kalder det. Borgherre-æblerne skal nemlig undergå en slags ‘tidslig transformation’ der for alvor fikserer deres ellers nedbrydelige materialitet. Det er første gang Trine Søndergaard skaber et værk i bronze. “Æblerne er bare blevet ret flotte nu, hvor de er blevet helt hårde og udtørrede, og så vil jeg rigtig gerne have dem med på udstillingen. Det er et forsøg. Det handler om, at der er sådan en ‘død’ der indtræffer”.

Trine Søndergaard, Untitled 1, (2020), Photogravyre. Courtesy the artist & Martin Asbæk Gallery  

Fotografiets kerne
Alle der har beskæftiget sig med fotografi ved, at ‘tid’ og ‘virkeligheden’ er iboende kvaliteter og udfordringer ved mediet. Fotografiet fanger måske nok øjeblikket og fikserer en form for virkelighed, men hvornår er noget virkeligt og hvornår er noget iscenesat?

“Tid er en slags grundpræmis for fotografiet og fotografiet kan være så meget mere end blot et aftryk af tiden og virkeligheden. Jeg tror der er sådan en antagelse omkring ‘virkelighed’ og hvordan man laver billeder af virkeligheden. Men når man arbejder med fotografi, bliver man nødt til at genskabe ‘virkeligheden’. Det er her du sætter dig selv i spil og hvor det personlige kommer ind. I det øjeblik jeg står foran dig og vil tage et billede, så er virkeligheden forsvundet. Kameraets tilstedeværelse påvirker virkeligheden så meget, at du som fotograf bliver nødt til at forholde dig til det der forsvandt. Hvis man gør det med empati og klogskab, så kan man forstærke det som er eller det som forsvandt. Kernen af fotografiet er mødet mellem mig og verden og muligheden for at synliggøre dette møde for andre. Det er det, der er så stærkt”.

Trine Søndergaard, Borgherre (2020) courtesy the artist & Martin Asbæk Gallery  

Tag dig tid og se efter
Vi leder naturligt efter motivet og dets mening når vi som beskuere interagerer med kunsten. Men når modellernes ansigter er skjulte, når det egentlige objekt dækkes til og når tiden bliver strakt ud for øjnene af os, er oplevelsen mere famlende og undersøgende, end den er afkodende og vurderende. Og det er netop denne tilgang Trine Søndergaard selv synes at have til sit arbejde. Det handler ikke om at skabe mening eller at afdække noget konkret, men om at undersøge, udvide, og kigge intenst på noget fra virkeligheden, som så måske i sidste ende rummer noget helt andet end udgangspunktet.

Udstillingen kan ses på Gl. Holtegaard fra genåbning og frem til d. 5. april 2021.

Billede øverst: Nearly Now. Trine Søndergaard, Gl Holtegaard. Foto: David Stjernholm