Udstillingen i Pilipczuk Gallerys nye lokaler favner syv polske kvinder.
Af Line Lund Hebbelstrup
8. juni 2021
På Frederiksberg har Pilipczuk Gallery fået hjemme i nye, store og lyse lokaler. Fredag d. 4. juni bød de velkommen og åbnede for første gang dørene til deres lokaler med hvide og rustikke vægge, som indtil d. 2. juli er beklædt med kunst fra syv kvindelige kunstnere fra Polen under titlen Enlivening Vol II. Gallerimedejer og kunsthistoriker Maja Pilipczuk Bloch Rasmussen tager venligt og åbent imod, da Magasinet Kunst ankommer i det polske, feminine univers.
(Fernisering 4. juni, Gallery Pilipczuk, af Line Lund Hebbelstrup)
De syv kunstnere er uddannede fra tre forskellige kunstakademier i Polen og beskæftiger sig særligt med oliemaleriet. Desuden, bemærker Pilipczuk Bloch Rasmussen, kan vi se den fælles skoling i særligt tilstedeværelsen af de bølgende former fra barokken. Bølgerne har også været tema i kurateringen af værkerne.
De syv kunstnere er Martyna Borowiecka, Edyta Hul, Maja Krysiak, Berenika Kowalska, Emilia Kina, Justyna Smoleń and Agnieszka Nienartowicz.
(Fernisering 4. juni, Pilipczuk Gallery, af Line Lund Hebbelstrup)
Ærkeenglen Mikael og René Magritte
Min umiddelbare tanke i galleriets første kælderrum er, at rummets malerier synes som at repræsentere en dissekering af René Magrittes Mona Lisa. Samtidig gør mødet mig bevidst om min vesteuropæiske skoling og sandsynlige bias. På rummets ene endevæg møder vi Agnieszka Nienartowicz’ The Weighing of Souls, som gennem hyperrealismen udstråler en intimitet og mystik. Værket viser en kvinde, der bag sine korslagte arme afslører en tatovering af ærkeenglen Mikael, som Rogier van der Weyden portrætterede ham tilbage i 1445. Vores blik bevæger sig mod højre i rummet og møder her Emilia Kinas smukke afbildning af et bølgende forhæng i to lag. Det er i særdeleshed dette værk, der sender mine tanker mod Magrittes brug af forhæng i flere af sine værker. Ved første øjekast fornemmer man bevægelsen, men det er først ved nærmere eftersyn taktiliteten i billedet går op for beskueren. Videre mod højre i rummet møder vi Smoleńs to minimalistiske malerier i stort format, som i sin hvide enkelhed udtrykker en enorm og organisk bevægelse. Rummet fuldendes af Kowalskas rødbrune bølger på lys blå baggrund. Kowalska udtrykker sig gennem meditative figurer og former, så vores sind tages med til et meditativt stadie, hvor naturens impulser og flygtighed danser i rolige bevægelser.
(Fernisering 4. juni, Pilipczuk Gallery, af Line Lund Hebbelstrup)
Kunsten, Kirken og Kvinden
Den særlige og kontrære rolle, som den katolske kirke har spillet i Polen - først som frihedens forsvarer og nu måske mere som frihedsberøver - er et relevant perspektiv at have med i sit møde med disse syv kvinders kunst. Det religiøse nærvær findes i de syv kunstneres liv på forskellig vis. Nienartowicz kom til verden i 1991 i et Polen, hvor den katolske kirke havde spillet en væsentlig rolle i Solidaritetsbevægelsen, som menes at have medvirket til det kommunistiske styres fald i Polen. Samtidig var Nienartowicz’ familie stærkt katolske, mens hun i dag anser sig selv som ateist. Kowalska er tidligere buddhist og i dag konverteret til katolicismen. I følge Pilipczuk Bloch Rasmussen kan disse religiøse aspekter anes i værkerne. Desuden beskæftiger alle kvinderne sig med den moderne kvindes rolle i samtidens Polen - i et krydsfelt mellem ønsket om at være kvinde; mor og selvstændigt individ.
Udstillingen er bestemt et besøg værd. Dog kan det anbefales at have allieret sig lidt med viden om polsk historie inden besøget. Desuden bør det nævnes, at denne udstilling er første gang, disse polske kvinder udstilles i Skandinavien. Forhåbentligt er det ikke sidste gang.
Billedet øverst: Fernisering 4. juni, Pilipczuk Gallery, af Katrine Foldager Stokbro
Pilipczuk Gallery
Vesterbrogade 161
1800 Frederiksberg C
Group Exhibition: Enlivening Vol II
4. juni - 2. juli 2021
Læs mere her.