Biennalen for Kunsthåndværk og Design på Koldinghus

PANDEMIENS AFTRYK
Af Jette Lykke Jensen.
21.06.2021.

Nyligt testet negativ for Corona virus, med mundbind og udstillings−sult besøger jeg Biennalen for Kunsthåndværk og Design på en dag med udsigt til sommer og et samfund på vej tilbage til ”normalen”.  Eller nærmere det ”nye normale”: for pandemien og nedlukningen skabte jo en til− og stilstand med rum til genovervejelser og nytænkninger af tilværelsen og vores tilstedeværelse på kloden.

Spørgsmålet om opnåede indsigter på baggrund af coronakrisen er netop temaet på dette års biennale, hvor 25 udvalgte kunsthåndværk− og designprojekter formidler vidt forskellige svar på spørgsmålet: ’Takeaway – hvad tager du med videre?’. Med projekter, af både nyuddannede og etablerede udøvere, reflekteres over oplevelsen af pandemien både som kreativ udøver og med afsæt i almenmenneskelige erfaringer. Dette års biennale er en vedkommende og tankevækkende bearbejdning af halvandet år, hvor al det velkendte blev udfordret.

Savnet efter og frygten for det fysiske møde
Keramiker Karen−Lisbeth Rasmussen bidrager med den fritstående skulptur ’Tingsted’ bestående af tre runde former i keramik og tegl, som man kan sidde på. Skulpturen er resultatet af et dialogisk samarbejde mellem det keramiske kunsthåndværk og murerhåndværket. De tre former giver med deres forskellige mønstre på smukkeste vis et bud på, hvordan tegl kan også kan anvendes. Skulpturerne er placerede så de danner en lille rundkreds, og med deres kombination af tyngde, glaserede overflader og associationer til bløde siddepuder, indbyder de til en pause.

Den dialog, der opstår blandt de siddende udstillingsgæster, understreger konceptet bag ’Tingsted’: at skabe muligheder for det fysiske møde og samtalen ansigt til ansigt udenfor. Dermed formidler værket de oplevelser, som mange sikkert tager med sig videre af at mødes på nye måder i naturen, behovet for at gøre ophold og få vendt verdenssituationen med hinanden – i samtaler med et andet nærvær end på Zoom.

Frygt og forsigtighed
Omvendt præget af frygt og forsigtighed omkring fysiske møder er værket ’Airborne Threats’ af keramiker og kunstner Birgitte Christens. Installationen er effektfuldt placeret i et kryptlignende rum og består af ni keramiske menneskefigurer i 1:1. Torsoerne af menneskefigurerne er udført som dunjakker i glaseret stentøj, med hætter over hovedet og mundbind for ansigtet. Alt sammen skabt med en stoflighed og detaljeringsgrad, så man ikke let gennemskuer, at det er keramik. De farvede dunjakkemennesker er placeret i grupper af tre og indpakkede samt uden markeringer af køn, race eller status, afspejler de det globale menneske og hvordan alle påvirkes af luftbårne pandemier etc.

Figurerne vender front mod hinanden og er placeret med kortere afstand end Corona har lært os. Men det er ikke deres placering, der vækker en følelse af uro: det foruroligende er de mælkehvide sprøjt af ubestemmelige væsker, der synes at løbe ned over figurerne. Væskerne på dunjakkerne,  som fluorescerende lyser op i rummet når spotlyset på installationen ind imellem slukkes, kan tolkes som syreregn. Men jeg associerer umiddelbart til kropsvæsker og mere specifikt vores nyligt opståede, sociale angst for snot og nys. Installationen virker derfor stærkt i kraft af at kunne ses som om et kæmpe nys, måske endda fra en superspreder, er blæst ud på figurerne. Det skaber virkningsfulde påmindelser om, hvordan mange mennesker i det sociale rum, især i starten af pandemien, var bange og kom til at betragte hinanden som tikkende virusbomber.

Birgitte Christens, Airborne Threats. Pressefoto.

Det forbudte håndtryk
Coronakrisens påkrævede undgåelse af fysisk kontakt; kys, kram og ikke mindst håndtryk, afspejles i stoftrykker og tekstildesigner Anne Fabricius Møllers værk: ’Peace, hej hej og måske lidt understanding’. Trykt med gul på en tekstilbane ses aftryk af forskellige, mere eller mindre maste handsker, der både kan ses som en illustration af nye håndtegn, som kom i spil under coronatiden, og som inspireret af emojis.

De lidt krøllede, eller kluntede, hilsner, som de stoflige handskeaftryk udgør, får mig til at trække på smilebåndet ved tanken om de akavede, sociale situationer, som ”det forbudte håndtryk” har afstedkommet og de mange nye måder at hilse på. Med værket opstår refleksioner over hilsemåder og hvordan coronatiden måske også kommer til at påvirke håndtrykket som et kulturelt ritual.

Nye måder og steder at mødes på udenfor er også temaet i ’Balanceleg’ af design− og kunstnerduoen Frederik Gustav. Hængende fra loftet, som en art mobiler, ses tre træstrukturer, der ligner en form for redskaber eller instrumenter. Ovenpå er der placeret sten: både liggende på instrumentets ene ende og hængende i tynde snore fra træstrukturen mod gulvet. Således hænger værkerne fint og balancerer på en måde, hvor man fornemmer, at den mindste bevægelse eller berøring vil skabe ubalance.

Mens balanceelementet i værket umiddelbart aflæses, så er det ikke eksplicitteret, hvilken leg, eller hvilket spil, der kan udfoldes med værket. Dermed formidles legen mere konceptuelt end konkret i værket og peger på, hvordan vi under coronakrisen opfandt nye aktiviteter, regler og måder at være sammen på.

Afsavnet efter den fysiske kontakt og at føle sig forbundet med andre mennesker tematiseres både i værket ’Keep Connected’ af væver og tekstildesigner Helle Rude Trolle og i ’Making the Most of It’ af smykkekunstner Helene Clara Hemsley. Projekterne er skabt i samspil med andre udøvere, der har bidraget med hhv. blå tråde til Trolles smukke, blå tekstilbane og med forskellige materialer, genstande og historier til Hemsleys syv smykkeværker.

Trolles vævede tekstilbane hænger i udstllingen flot og højt fra loft til gulv. For det utrænede øje ift. vævning kan det samskabende element ikke nødvendigvis aflæses i tekstilet, men det giver en ekstra dimension til det kunsthåndværksmæssige imponerende værk, at tekstilkunstnere på tværs af kloden har bidraget med garn.

I Hemsleys værk fornemmer man måske det samskabende element mere direkte, fordi de syv smykker består af sammensatte og genbrugte materialer. Med smykkerne, skabt med bidrag fra 24 deltagere, kondenserer Hemsley  forskellige oplevelser, og relaterede objekter, af at forsøge at få det bedste ud af situationen. Jeg udfordres dog lidt i mødet med smykkeværkerne på at forstå, hvilke oplevelser og historier der fortælles. En ophængt opslagstavle, der illustrerer koblingerne mellem smykker, oplevelser, genstande samt mennesker giver lidt indblik i den samskabende proces, men stiller ikke helt min nysgerrighed ift at få formidlet deltagernes historier. 

Helene Clara Hemsley, Making the Most of It. Foto: Jette Lykke Jensen

Fravær og nærvær
Glaskunstner Mette Colberg bidrager med det poetiske og stedsspecifikke værk: ’Room for reflection’, bestående af printet, transparent folie placeret på to af slottets store vinduer. Det farvede folie er baseret på fotos taget gennem en farvet glaslinse, der efterfølgende er bearbejdet fotografisk. Med det udefrakommende lys, der strømmer ind i rummet, skabes et konstant foranderligt værk, der indbyder til reflekterende at sidde og stirre ud af vinduet. Således betragtende − og lyttende til Kasper Nørlunds subtilt komponerede lydside til værket− genskabte værket for mig oplevelsen af på den ene side at stirre ud af ens vinduer med (ud)længsel og at sætte pris på de ”små ting” i hjemmet såsom lysindfald ind i den stue, man tilbragte en del tid i. Med valget af det farvede glas og dets associationer til blyindfattede ruder opstår en helt særlig stemning i form af en opmærksomhed, der vender både udad og indad.

Oplevelsen af mental tilstedeværelse afspejles også i tekstildesigner Liv Marie Rømers tekstilværk ’Til stede – Et fravær’. Hængende højt fra loftet i ruinsalen ses den syv meter lange draperede og digitalprintede tekstilbane med tynde horisontale striber i lyse gullige, grålige og violette farvetoner, man først rigtigt kan se tæt på.

Tekstilets umiddelbare enkelhed udstråler en ro og noget nærmest statisk, der for mig minder om øjeblikke af stilstand under nedlukningen. Tæt på opfanger man den præcision med hvilken tekstilet er trykt, som netop er muligt i kraft af det digitale print og som for Rømer kendetegnes ved fravær af det kropslige dvs. den manuelle, håndværksmæssige udformning af tekstiltryk. Her opstår forbindelsen til Coronakrisen dog mindre stærkt hos mig: for fraværet af håndens arbejde, er vel lige så forbundet med generelle, industrielle og digitale udviklinger i (tekstil)produktion?

Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2021 i Ruinsalen. Foto: Maria Tuxen.

Anderledes ambivalent, i forhold til at skabe fokus og sindsro under coronakrisen, er kunstner og designer Marlene Kloks videoinstallation med titlen: ’Guided Meditation – Mindfulness in the Time of COVID−19’. Med afsprittede hørebøffer lytter jeg til den computeranimerede stemme, der i et irriterende højt stemmeleje taler til behovet for at stilne sindet og det mylder af tanker og usikkerhed, som krisen frembragte. Videoens visuelle side består af collage−billeder, der veksler interessant mellem meditative naturmotiver og absurde elementer såsom en flagermus flyvende med en pilsner.  Kloks videoværk kommenterer fremragende på det modernes menneskes forsøg på at komme ”i zen” og fungerer som en befriende parodi, fordi den giver plads til den frygt og bekymring, som pandemien og den nye virkelighed også fyldte mange mennesker med. Og den fik mig til at tænke på hvordan man nærmest kunne blive stresset over al den fordybelse og ro man burde finde under nedlukningen.

I 58 grafiske tekstilmønstre fortolker Bitten Hegelund oplevelserne af al den nye viden og de uendelige strømme af data om virus, spredning osv. vi blev præsenteret for under pandemien. Med corona−virussen blev virologers og epidemologers vokabular en del af vores alles ordforråd og ord som ’smittetryk’, ’superspreder’, ’hot spot’, ’smittemønstre’ osv. optrådte pludselig  i daglig tale – særligt i nyhedsdækningen. Inspireret af dette vokabular og eksperternes arbejde med at finde mønstre i virussens spredning, består værket ’Spor’ i digitalprintede tekstiler i A3 format, der alle er variationer over prikmønstre.

De grafiske udforskninger af mønstre er udført i røde, blå og brune farver, hvilket mimer Covid−19 grafikken og mønstrene vækker associationer til observationer i reagensglas og forskellige medicinske målinger. Ophængt samlet i en trækonstruktion kan tekstilmønstrene ses som et fascinerende billede på den sammensatte oplevelse af de mange visualiseringer af viden om pandemiens udvikling; viden, der på en og samme gang kunne skabe tryghed og usikkerhed.

Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2021 i Ruinsalen. Foto: Maria Tuxen.

Masser af tid derhjemme
Flere af projekterne forholder sig til al den tid, vi pludseligt tilbragte hjemme og/eller ved arbejdsbordet. For kunsthåndværkerne og designerne synes værkstedet, eller midlertidige ’hjemmeværksteder’, at have udgjort et frirum, hvor der heldigvis stadigvæk kunne skabes. Det ses fx hos Marie Louise Kristensen, hvor ideerne er piblet frem i en serie af skulpturelle smykkeværker med titlen ’Sammensurium’. De fantasifulde og farverige smykker er udstillet i en opretstående montre, hvis form minder om ’flipperspil’ og understreger det legende og nærmest popinspirerede udtryk i smykkerne, der er sammensat af mange forskellige typer materialer.

Udgangspunktet i skulptør Martine Myrups ’Kitchen Work’ er at arbejde fra hjemmet og med det forhåndenværende. I en hjemmelavet modellervoks, som minder om trylledej, har hun udformet  forskellige dyrefigurer. Mens mange nok forbinder trylledej med at lave og male figurer med børn af ingredienser, man har i køkkenet, så er Myrups figurer langt fra de sjove og hyggelige figurer, som din fire−årige får lavet. De detaljerede og indfarvede dyrefigurer i grå og sorte nuancer ses alle liggende i foruroligende positurer, der skaber tvivl om de er afbilledet sovende eller døde. Med farvevalget og deres fladtrykte former opstår der for mig  associationer til påkørte dyr fremfor tuttenuttede afbildninger af skovens dyr i diverse tegnefilm. Brugen af det lidt hobby−agtige og let tilgængelige materiale fungerer fortrinligt som en kommentar til skulptur som et ’seriøst’ medie i en tid med begrænsninger, mens forbindelserne til pandemien er mere vage for mig.

Med ideen om hjemmet som et sted for overlevelse har keramiker Anette Leegaard Fuhlendorff skabt ’Prepper keramik’: en serie af otte cylindriske objekter i gasbrændt porcelæn. Arbejdet med forskellige overflader, stofligheder og glaseringer og de materialemæssige eksperimenter er både interessante i sig selv og i kontrasten til, eller samspillet med, hinanden.

Titlen leder tankerne hen på ’preppers’; mennesker, der er forberedt på overlevelse uanset hvilken krise, der måtte ramme os i form af naturkatastrofer, krige eller pandemier. Koblingen mellem cylindrene og titlen får mig til at tænke på de alenlange hylder med konservesdåser, som jeg forestiller mig, at preppers har fyldt deres kældre el. overlevelsesrum med. Her ser vi i stedet de fascinerende resultater af keramikerens ’overlevelsesrum’ og hvad der kommer ud af at anvende alternative materialer i hjemmet til porcelænsstøbning. Således virker ’Prepper keramik’ som en påmindelse om menneskers evner, til alle tider, til at skabe selv under de mest udfordrende omstændigheder.

Anette Leegaard Fuhlendorff, Prepper keramik. Foto: Jette Lykke Jensen.

Tid til oprydning og udrensning
Mange genkender nok oplevelsen af, eller ønsket om, at rense ud eller rydde op under nedlukningen i ting eller uproduktive vaner. For guldsmed Kaori Juzu er der kommet 108 betagende øresmykker ud af at dekonstruere, re−konstruere og rense ud under  corona−krisen. Installationen ’108 Points of View’ består af 108 forskellige øresmykker sirligt placeret på en hvid baggrund i en hvid ramme, hvilket giver et grafisk og roligt udtryk samtidig med, at man kan nærstudere de individuelle smykker i emalje, glas, kobber, sølv, guld og bi−colour metal.

I installationen dannes der en virkelig fin kontrast mellem den stringente opsætning af øresmykkerne på lige rækker og de enkelte smykkers forskelligartede og abstrakte former. Installationens udtryk danner betydninger omkring orden og sortere ens ting − også på et mentalt plan. Og med tallet 108 refererer Juzu netop i sit værk til udrensningsritualer knyttet til sindet, som findes i japansk kultur, hvor tempelklokkerne på årets sidste dag ringer 108 gange for at rengøre sindet for urenheder.

At der kan opstå nye projekter ud af corona−oprydning samt omorganisering i både praktisk og mental forstand ses endvidere hos tekstildesigner Lisbet Friis og væver Mary−Ann Hansen.  Lisbet Friis udstiller ’Archive of Hand−printed Textiles’: en dokumentationsbog i storformat, som er udstillet opslået på to sider med eksempler på håndtrykte tekstilmønstre. Bogen dokumenterer flere hundrede tekstiler og eksperimenteren med teknikker og grafiske mønstre af linjer og cirkler.

Man fornemmer visuelt teksturerne og de farvemæssige kvaliteter i de håndtrykte mønsterprøver, og det imponerende arbejde, der ligger bag dette arkiv. Men jeg efterlades sansemæssigt lidt frustreret over ikke at kunne bladre, se og røre flere mønstre i bogen, der − udstillet bag en glasmontre− forbliver et lukket arkiv for andre end tekstildesigneren.

Lisbet Friis, Archive of Hand−printed Textiles. Foto: Jette Lykke Jensen.

Anderledes visuelt og rumligt udfoldes det genfundne værk, eller materiale, som udgør Mary−Ann Hansens projekt ’Irgange’. Stående oprejst ses en vævet bane i hør og naturfibre, der snor sig og bølger i en sammenhængende og uoverskuelig, labyrintisk form og fungerer dermed som et billede af følelsen af vildfarelse i konfrontationen med en ny virkelighed. Den rumlige struktur er udformet af en vævet bane på 2,5 meter, skabt 20 år tidligere og klippet op og omdannet til dette værk.

Det kræver nok væve−erfaring for helt at kunne relatere til det mod, det kræver at klippe i tidligere og tidskrævende vævninger. Men uanset peger processen bag projektet på de drastiske revurderinger af vores arbejde, eller livsværk, som krisen igangsatte.

Guld i gemmerne
Placeret på koboltblå borde ses tekstildesigner Dorte Østergaard Jakobsens syv farverige og fascinerende broderier. Broderigarnet får mig til at tænke på traditionelle broderier, som jeg oplevede min mor og mormor sy, da jeg var barn. De syv broderier, med titlen ’Tråd til tiden’ viser sig også at forbinde sig til erindringer af en mors håndarbejde, idet de er skabt af resterne af tekstildesignerens mors broderigarn og fundet frem fra gemmerne under nedlukningen. Med dette garn har Jakobsen syet syv frit fabulerende broderier, der er langt fra de broderede motiver, som vi forbinder med tidligere generationers broderede duge, dækkeservietter og klokkestrenge.

Broderierne her virker befriende improviserede og samtidig fornemmes den tid, det har taget at skabe tekstilværkerne, der med trådene som spor på tværs af uldstoffet skaber associationer til krussedulle−tegninger, solsystemer og topografiske kort. Der opstår en virkelig fin forbindelse og hyldest til de broderende mødre i dette værk kombineret med fortællingen om, hvordan håndværket og oplevelsen af at fortabe sig går i arv gennem relationer. Det  blev jeg faktisk ret rørt over – og hvem skulle have troet, at broderi kunne bevæge en?

Dorte Østergaard Jakobsen, Tråd til tiden. Foto: Jette Lykke Jensen.

Erindringer danner også udgangspunkt for den poetiske og dragende lampe ’Recall’ af glaskunstner og designer Justyna Poplawska, der med nostalgisk refleksion har genkaldt sig barndommens brutalistiske arkitektur i Polen. Lampen minder, med dens kantede form og overfladens brudte karakter, om stenblokke. Samtidig får jeg, med dens bløde lys og fine placering inde i en mørk hvælving, nærmest oplevelsen af at have fundet en stor, glimtende ædelsten. Tættere på fornemmer man først rigtigt det kompositte materiales fine farvespil, som er opstået i Poplawskas arbejde med at blande farvepigmenter, genbrugsglas og epoxy bioresin. Lampen skaber en stemning af ro og fordybelse, som mange nok håber at tage med som erfaring fra nedlukningen.

Justyna Poplawska, Recall. Foto: Jette Lykke Jensen.

Arkitektur− og designhistorien udgør også inspirationen i glaskunstner Stine Bidstrups skulpturelle og formblæste glas i grønlige og blå nuancer fra serien ’Architectural Glass Fantasies’. Med de tre glasskulpturers kantede og krystallinske former samt facetterede overflader skabes der tydelige referencer til mellem− og efterkrigstidens modernistiske og utopiske arkitektur og særligt brugen af glas, som bl.a. blev udtrykt hos arkitekten Bruno Taut. Med lån fra Tauts ekspressionistiske formsprog, som blev udviklet i respons til samfundsmæssige kriser og forandringer, materialiserer  Bidstrups glas ideen om kunsten som et rum for fabulerende forestillinger om ideelle samfund præget af glæde og lys.

At genbesøge fortiden og kulturarven går igen i Ane Fabricius Christiansens keramiske og skulpturelle objekter med titlen ’White Gold’. De keramiske objekter formidler genopdagelsen af, og fordybelsen i, ’det hvide guld’: i form af råmaterialet kaolin, som er naturligt forekommende på Bornholm.

Projektet rummer både historiske studier af kaolinen, som tidligere indgik i dansk produktion af porcelæn, og materialemæssige eksperimenter med, hvad kaolin kan teknisk og formmæssigt. De keramiske objekter er udstillet i fine glasmontre, som var de sjældne geologiske fund: de minder om forsteninger eller en form for planter. Det forvitrede udtryk i disse fortolkninger af natur spiller godt sammen med projektets ambition om at genopdage kaolinen som bjergart, og projektet taler ind i nutidige strømninger om revitalisering af lokale ressourcer.

Keramikerduoen Torp Berg tager også afsæt i den danske kulturarv med deres nyfortolkning af Flora Danica stellet i deres mangfoldige stentøjs−stel med titlen ’Flora Danica Raw’. Med forskellige rustikke dele i lertøj, som er sart og smukt dekoreret med spor af planter i form af farver og aftryk, er der dækket op til et måltid. Blomster og plantemotivet skaber referencer tilbage til det nydelige og dyrebare Flora Danica stel, men motiverne på dette stel er for mig langt mere fascinerende i deres organiske og mere tilfældige udtryk.

Den tilfældighed i udtrykket, der er opstået i kraft af plantefarvningen af keramikken, mimes også i delenes eksperimenterende, rå og stadig harmoniske former. Stellet giver mig lyst til at komponere, og invitere på, en middag samtidig med, at jeg bliver udfordret af at forestille mig, hvad eller hvordan jeg skal servere på de enkelte dele. Dermed peger Top og Bergs nytænkning af Flora Danica på en meget sanselig måde på, hvordan vores traditioner med middagsselskaber er blevet udfordret af corona, og hvordan vi må genoverveje, hvad vi putter på tallerknenen ift. bæredygtighed.

Torp og Berg, Danica Raw. Foto: Jette Lykke Jensen.

Genopdagelsen af naturen
Fascinationen af naturen, som genopstod under pandemien, er temaet i to andre værker: ’Eelgrass dresses #1#2 #3” og ”Glowing in the dark. Beklædningsdesigner Anne Damgaard arbejder i sine tre kjoler med ålegræs, der også kaldet bændeltang er en blomsterplante, som vokser på sandet bund i kystnære vande. De elegante og florlette ålegræs−kjoler er skabt af japansk håndvævet ramie; et tekstil af plantefibre og kombineret med ålegræs.

Kjolerne er udstillet roterende, og dermed ser man alle de smukke detaljer i de draperede kjoler. De tre kjoler afspejler spændende materialemæssige eksperimenter med at genopdage og bruge ålegræs på måder, hvor ’tangen’ skaber dekoration og volumen, og lægger op til fortsatte udforskninger af andre klimavenlige tangmaterialer til beklædning. 

Keramiker Bente Skjøttgaard har ligeledes arbejdet med afsæt i havet og skabt tre keramiske værker med inspiration fra gopler. De tre skulpturer i stentøj består alle af en mørk glaseret ’goppelkrop’ med arme, der trods keramikkens ubevægelighed skaber en illusion af lange goppelarme, der flyder og bevæger sig i havet. I kontrast til de mørke tentakler ses kugle− og klokkeformede elementer glaseret i lyse, nærmest selvlysende, farver med referencer til goplernes evner til at producere og udsende lys i mørket.

Som Skjøttgaard anfører er værkerne en hyldest til den tyske zoolog Ernst Haeckels tegninger fra 1800 tallet af organismer i naturen i form af dyr, planter, svampe og encellede organismer. I lighed med Haeckels tegninger, skabes her et fokus på, og  fortolkninger af, andre arter og deres mangfoldighed.  Valget af netop gopler er interessant, fordi de både er fascinerende, smukke, men også potentielt meget farlige: masseforekomst af gopler skaber ikke kun problemer for badegæster, men også for fisk og havmiljø. Og dermed bliver goplerne på subtil vis et billede på sammenhængene mellem menneskelige handlinger og økosystemers balance, som også har fået øget opmærksomhed under pandemien.

Vinderen tager det hele med
Sidst, men ikke mindst, udstilles projektet ’Jeg tager det hele med’ af illustrator, bogkunstner og beklædningsdesigner Helle Vibeke Jensen, som vandt dette års biennale−pris. Flere meter lange, smalle bannere med sorte træsnitsmotiver ses hængende ovenover et stort, rødt bord med skuffer og håndtag. Ovenpå bordet ses et større sort/hvidt tryk på pergament papir med aftegningerne af en fodboldbane. Dermed skabes der forbindelser mellem håndtagenes udformning og et fodboldbord samtidig med, at bordet, de åbne skuffer med papirtryk og de hængende papirruller også leder tankerne hen på et trykke− og arbejdsbord.

Sammenkoblingen af sport og kunst relaterer til den kulturpolitiske diskussion, genoptaget under coronakrisen, om hvorvidt det hele kan rummes, og tilgodeses, i samme ministerium. Med det imponerende værk, der vil vokse i udstillingsperioden, formidler Helle Vibeke Jensen et overbevisende bud på at tage alle facetterne, modsætningerne og spændingerne – også omkring vilkårene for kreativ praksis under en krise – med som takeaways fra pandemien.

Helle Vibeke Jensen, Jeg tager det hele med. Foto: Jette Lykke Jensen.

Jeg tager en inspirerende og æstetisk tilfredstillende udstillingsoplevelse med mig, der stillede min sult efter materialemæssige eksperimenter af høj kvalitet og samtidig gav stof til eftertanke. De kreative fortolkninger af pandemiens mange aspekter markerer frugtbare måder at komme videre fra krisen: med nye indsigter, genovervejede praksisser og en understregning af relevansen og mangfoldigheden i dansk design og kunsthåndværk i dag.

TAKEAWAY – Biennalen for kunsthåndværk & design kan opleves på Koldinghus frem til d. 24. oktober 2021.

Billedet øverst: Karen−Lisbeth Rasmussen, Tingsted. Foto: Jette Lykke Jensen.