Mads Rafte Hein & Søren Hagen på Galleri Christoffer Egelund

Af Esther-Marie Beyer Carlsson.
21.02.2022.

I februar indtager to soloudstillinger Galleri Christoffer Egelund og kontrasten mellem de to danske maleres udtryk tilføjer lidt ekstra krydderi til begges værker

Klokken halv fem fredag aften, en halv time efter ferniseringens start, summer galleriet allerede af begejstrede gæster. Fra gaden kan man se et stort cirkulært maleri af en solnedgang over to sæt togskinner. Ved første øjekast kan jeg godt se, at det er en teknisk virkelig dygtig kunstner, der står bag dette værk, men jeg føler ikke umiddelbart en dybere tilknytning til det naturalistiske.

CYKLUS. Installationsfoto, Galleri Christoffer Egelund. 2022.

Søren Hagens udstilling er passende navngivet CYKLUS. Galleriets første rum, der er noget nær den perfekte hvide kube, er samtidig det perfekte match til Søren Hagens cirkulære værker, der hænger som bobler på væggen. Hver boble indeholder en lille aflukket verden. De fleste af værkerne er fuldkommen naturalistiske og malet med en minutiøs nøjagtighed. Instinktivt kan man forledes til at tro, at det, der hænger på væggene, er fotografier, hvor der er skruet lidt op for farverne. Motiverne er udpluk fra genkendelige danske landskaber eller byområder, alle indkapslet på runde lærreder. Men det går langsomt op for mig, at den genkendelige natur konstant er påvirket af noget udefrakommende i Hagens værker.

Det cirkulære, naturens cyklus, bliver gang på gang brudt af menneskets indblanding. To frugttræer bliver kontrasteret af et blåt vejskilt, fældede træer bliver symbol på liv og død og rød plastik ligger og lurer som repræsentant for menneskets synder. Når jeg tager mig tid til værkerne og sætter mig ind i dem, forstår jeg det.

SØREN HAGEN, Natur/kultur, 2021, Oil, pastel and acrylic on canvas, 57 cm diameter.

Blandt malerierne af landskaber og bygninger, hænger der en håndfuld værker, der får mig til at kigge lidt nærmere.

I værket ”Dino” er baggrunden stadig et genkendeligt landskab med græsmark og blå himmel, men midt i værket står en håndfuld (tilsyneladende) kunstige dinosaurer, som er spændt fast med store rødlige remme på en lastbilanhænger. Straks begynder jeg at stille spørgsmål til dette bizarre øjebliksbillede. Hvor skal disse oldtidsfund hen? Hvorfor holder traileren stille midt i ingenting? Hvor er lastbilen, og hvordan skal det overhovedet kunne lade sig gøre at køre disse gigantiske statuer til deres endestation? Her bliver menneskets indflydelse på naturen pludselig meget tydelig, for der er intet naturligt over en trailer lastet med kunstige dinosaurer.

CYKLUS. Installationsfoto, Galleri Christoffer Egelund. 2022.

Et andet værk, der springer i øjnene, er det, der hænger under vægteksten med udstillingens titel. ”Lyset” hedder det. Det forestiller et reb, der hænger frit i et petroleumblåt rum. Man kan ane nogle bænke, som er polstret med rødt stof, og sammen med rebet giver det associationer til en teaterscene. Jeg siger til min mor, der er med på galleriet i dag, at jeg synes, det er et ret uhyggeligt værk. Det synes hun ikke, snarere tværtimod, hun drages af det velkendte ved teateret. Vi er enige om, at dette værk er et af vores favoritter. Der er en dybde hos Søren Hagen. Det kræver et ekstremt talent, at kunne skabe malerier med så fotorealistisk præcision, men Hagen imponerer mig faktisk mest, når han får mig til at undres over det naturlige.

Farven lilla indenfor og udenfor
Efter at have dykket ned i Søren Hagens virkelighedstro univers, er det nærmest som et nervechok at træde ind i den næste soloudstilling, der kan ses i galleriets bagerste lokale.  Udstillingen med Mads Rafte Hein hedder Inside Outside, og malerierne viser ganske vist motiver både indendørs og udendørs. Når jeg tidligere er stødt på Mads Rafte Hein, har det været i form af farverige interiørbilleder uden menneskefigurer. Disse er stadig at finde i Inside Outside, men på flere af malerierne indtager mennesket pludselig en plads i motivet, og der er samtidig en bevægelse ud i naturen.

Inside Outside. Installationsfoto, Galleri Christoffer Egelund. 2022.

Et maleri, der fanger min opmærksomhed, er ”Sailors”. Her ser man for alvor bevægelsen fra hjemmet og ud i naturen. I værket kan man se en robåd, hvor adskillige mænd, iført forskellige former for sømandshatte, sejler ned af en flod. En af mændene står op i båden, mens han vifter med et næsten tegneserieagtigt sørøverflag med kranium og korslagte knogler. De fleste af mændene sidder med ryggen til, og de ansigter, man kan se, er ikke til at aflæse. Maleriet præsenterer beskueren for et svært aflæseligt narrativ – hvem er disse mænd? Er de gammeldags pirater? Hvis ja, hvorfor har de så ikke et større skib? De karakteristiske pink og lilla farver er rykket med ud i naturen, hvilket gør både floden og skoven legende og eventyrlig. Det er et pudsigt scenarie, som man ikke kan lade være med at dvæle ved.

MADS RAFTE HEIN, Whatever Happens, 2021, Oil, acrylic on canvas, 150x150 cm.

Selv når der er mennesker i Rafte Heins malerier, bliver de på en måde en del af baggrunden, så de virker utilgængelige. Det er dog præcis denne afstand, der virker så dragende. I værket ”Whatever Happens” ser man en prangende, nærmest overmøbleret stue, hvor der i det gyldne snit, står en kvinde i en lang hvid kjole. Kvinden står med hænderne bag ryggen og hovedet bøjet en smule forover. I den anden side af billedet, hænger et maleri på væggen med en lillamalet kvindefigur. De to kvindefigurer har nærmest samme status i billedet; de bidrager begge til en stemning, men er blot staffage for formidlingen af rummet.

Der er noget ekstremt kontemporært ved den måde Mads Rafte Hein maler stilleben og interiørbilleder – med dynamikken i kompositionen og valget af farver skabes en twistet genkendelighed. Stilleben har historisk set været en af de mindst velansete former for maleri, men har altid fungeret godt som salgsobjekt. Der er en relaterbarhed i disse opstillinger, ligesom der er i interiørbillederne, og jeg stiller mig i kø med de mange købere, der gennem tiden har været interesseret i disse genrer.

MADS RAFTE HEIN, Brighten the Corners, 2021, Acrylic and oil on canvas, 100x70 cm.

Rafte Hein arbejder med en karakteristisk farvepalette, hvor især pink og lilla nuancer dominerer. Den lilla farve er gennemborende og giver malerierne et vidunderligt dekadent udtryk. Jeg får indtrykket af, at Mads Rafte Hein fodrer mig med en bid af kulturarv for hvert enkelt maleri, jeg ser. For jeg forstår de rum, han skaber, og intuitivt forstår jeg også nogle af de bagvedliggende referencer. De hjemlige og skøre rum, der altid har finurlige detaljer som en marmorbuste eller en jaguarstatuette, formidler en fortælling, som vækker en kærkommen glæde i mig. Jeg kan let forestille mig, hvordan disse rum kan fyldes med mennesker, musik og dans som en salon fra en anden tid.

På Galleri Christoffer Egelund, bevæger man sig fra naturalisme til farverig dekadence på få skridt, og det er enormt klædeligt for alle parter, for det gør, at man sætter endnu mere pris på den enkelte kunstners særpræg.

CYKLUS og Inside Outside kan ses på Galleri Christoffer Egelund til d. 5. marts