Galleri Nicolai Wallner 7. april - 28. maj 2022

’Moki Cherry’ – Moki Cherry

Af Marianna Cæcilie Kiel
29. april 2022

At have et stort farverigt tæppe hængende på væggen fremfor et statisk ophængt billede med ramme, er vel noget de færreste af os i Vesten kan nikke genkendende til, i hvert fald i vores præferencer for et såkaldt sofastykke eller lignende. Medmindre vi lever i 70’erne, hvor kulturen i særligt venstreorienterede miljøer lod ophængte stofstykker være en integreret del af interiøret i hjemmet, eller hvor det nu passede ind, f.eks i et teater.

Svenske Moki Cherry, født under navnet Marianne Monika Karlsson (1943-2009), er oprindeligt uddannet designer. De store tekstilarbejder, som er at finde på soloudstillingen på galleri Nicolai Wallner, blev oprindeligt skabt som kulisse og bagtæppe til et teaterfælleskab, som hun skabte med sin mand, den amerikanske avantgardejazz-trompetist Don Cherry.

Værkerne på udstillingen er alle lavet i første halvdel af halvfjerdserne og tæller både tekstilarbejder, en skulptur og billeder malet med acryl.

Moki Cherry, "Chenrezig" (1974)

Energisk klarhed
Med forskellige rene farvekontraster hænger de store tæpper med diverse påsyede stofapplikationer i gallerirummets kridhvide betonvægge; værker der mest af alt minder om et rigt, storslået farvelandskab med et strejf af figurativt naivisme. Tekstilværket "Chenrezig" (1974) synes at inddrage forskellige verdensdele, der viser Østens symboler, svenske træer og bygninger samt en central hellig figur i midten af værket med et mystisk tempel svævende på skyerne  bag sig. Nedenunder ses hvide bjerge placeret på hver side af værkets centrale figur.

Farverne på tekstilstykkerne fremstår klare og friske og virker uforandret af tidens naturlige slitage. Og man bliver som beskuer særligt påvirket af den farvemæssige energiudladning, der synes at strømme ud fra værkerne.

Utopi og vision
I åbningen mellem de to store betonskillevægge hænger udstillingens eneste skulptur. Forskellige fyldte stofstykker hænger i en klase fra loftet delt op i farvevaleurer, der virker forførende for øjet og minder om en blomst. Formerne inviterer til, at man rører, klemmer og aer, og de har en ubestemmelighed over sig, der kalder på en opklarende identificering af det abstrakte indryk, de afgiver. Alligevel er det, som om formerne taler for sig selv, med antydninger af det figurative, der lader øjet genkende velkendte figurer som for eksempel en hånd eller en kat.

Moki Cherry, uden titel (1971)

Bortset fra farverne synes værket at stå i kontrast til udstillingens andre værker, der viser motiver bestående af tydelige figative symboler. Værk-betegnelsen på skulpturen angiver, at titlen er ukendt, men forklarer i parentes, hvad den er bestående af ”(Fabric Sculpture from Utopias & Visions, 1971)” . Og det er naturligvis også her, man kan finde nøglen til en fortolkning af værket, hvis det er ønskeligt.

Dina Kanagina
Flere af de udstillede tekstilstykker bærer præg af at være blevet brugt som forhæng eller bagtæppe i teaterøjemed, idet kanten foroven er særligt fremhævet som tæppets bærende element, hvilket ophængningen af værkerne også indikerer, idet de er hængt op ved at være fæstnet til væggen i stoffets øverste kant. Værket "Dina Kanagina "(1972) hænger bagved skulpturen og agerer herved næsten baggrund for beskuerens betragtningsfelt i det store udstillingsrum.

Tæppet har ordene: DINA KANAGINA DINA DINA KANA KAN KANA KANAGINA påsyet henover stoffladen og henviser til en art erotiserende mantra, en sang eller opremsning. Sætningerne er indkredset af palmer med en slange krybende opad den ene stamme, og bringer tankerne hen mod den bibelske skabelsesberetning i det Gl. Testamente. I billedets midte ses en en lyserød mund med hul i midten, som også her giver et erotisk indtryk.

Moki Cherry, "Dina Kanagina" (1972)

Værkerne på udstillingen skaber en integration af levet liv, fælleskab, musik og familiært sammenhold, der peger tilbage mod The Cherrys vitale og dynamiske historie, hvor rytmer, fantasi og spirituelle elementer indgår som en væsentlig del af livskraften. En kraft, som alle værkerne med det klare energiske farvehav henviser til; kunst som levet liv og levet liv som kunst.

Soloudstillingen er på mange måder et vidnesbyrd om kærligheden til det nære, men også det utopiske længselsfulde synes at optræde som et centralt livsenergisk element.

Udstillingen på Galleri Nicolai Wallner kan med god grund opleves som helstøbte vitale fortællinger om en tid, der ikke kun peger tilbage, men også frem mod de visioner, værkerne inddrager, som en smuk opfordring til at være åben i alle ordets betydninger i mødet med de livsudfordringer, der venter os.

Udstillingen anbefales på det kraftigste og kan ses til og med 28. maj 2022.