Interview med Anders Moseholm Af Iben Langholz Carstensen 23.6.2022.

I en let tåge af forårsdis cykler jeg til Emdrup en onsdag morgen for at mødes med Anders Moseholm, der med et strålende smil byder mig velkommen i sit atelier. Vi mødes i anledningen af hans nuværende udstilling på Silkeborg Bad til en snak om kunsten og det som driver ham.

Har naturen altid været et dragende motiv for dig?
Ikke som motiv i sig selv. Det interessante her er, om man som menneske opsøger modstanden eller om man som menneske opsøger det, som fylder én med glæde. Jesper Christiansen skrev engang en kort tekst, hvor han sagde, at kunstnere enten opererer ud fra glæde som en tilgang til inspiration eller af had. Jeg vil ikke sige, at det er had for mig, men jeg kan genkende, at jeg bliver draget af noget, jeg ikke forstår og den modstand der ligger i det.

Er naturen i sig selv meningsgivende for dig, eller portrætterer du den i et forsøg på selvforglemmelse?
Hvis jeg er alene i naturen, så er det klart, at så begynder der at være en form for mening, at der er noget der er større end dig selv og at det ikke bare er et religiøst fænomen. Et træ er fucking ligeglad med, om du er her eller ej og du dør sikkert før det. 

Er det dér modstanden kommer fra, at skoven i nogen forstand er uforklarlig og uforståelig? 
Ja, selvoptagetheden bliver en ballon der brister, for det er jo på en måde patetisk at lave en udstilling, der skal lade som om, at den handler om selvforglemmelse og så er den så enorm stor, det er noget af et postulat. Ellers skulle man lave et stort tomt rum. 

'Lysning' oil on canvas, 2021, af Anders Moseholm. 

Bliver man ikke mere selvbevidst af et stort tomt rum?
Jo det kan man også sige og det er endnu værre, men det er jo det som er interessant. Hvis du arbejder med kunst så kan du ikke komme uden om værket, bare ordet: værket. Selv ved fraværet af værket er der også et værk. Og det har minimalismen og konceptualismen prøvet lige fra, at lave åbne udstillinger hvor der ikke var noget, men vi kan ikke komme uden om det - At vi skaber betydning som mennesker. Men det interessante er jo, hvis man kan pege på noget som måske kan have et specifikt personligt udgangspunkt, men som samtidig fortæller den store historie som andre kan spejle deres egne genvordigheder, kampe og glæder i. Jeg tror ikke at kunsten på den måde er politiserende sådan direkte, men jeg tror at den er med til at skabe en ramme om, at der er andet på færde i verden end rene bundlinjer. Rane Villerslev taler for eksempel om en romantisering af naturen som vi har haft under corona, at vi går rundt der og har en følelse af, at naturen er befriende, meningsgivende og at det er et dejligt frirum at være i, og så går vi der og snakker. Men hvorfor holder vi ikke bare kæft? Hvis naturen er så meningsgivende for os. Sådan oplever jeg det. Det er den form for problematik, der også er på færde når vi snakker om mening. Altså mening hvordan?

Synes du vi udnytter naturen, når vi besøger den, men samtidig opfører os som vi ville gøre det inde i byen? 
Ja! Det er ligesom hvis man ser en film sammen med nogen og så sidder og snakker imens. Det paradoksale er, at jeg selv ikke er til at slæbe med ud til en gåtur i skoven, fordi det minder om alle de gange, hvor jeg har skulle forholde mig til noget problematisk i mit sociale liv. Så skal vi altid gå en tur i skoven og så taler vi om de ting, vi ikke har fået gjort noget ved i vores liv. Og det vil sige, at så forholder man sig ikke til naturen, man forholder sig til det modsatte, for mig er dét det modsatte. Der har mine svar altid været, at det orker jeg ikke. Men hvorimod dét at tage i skoven og finde kantareller, var en måde at være i naturen på som havde en retning, og pludselig opstod der situationer, hvor jeg ikke fandt nogen kantareller, men jeg var stadigvæk stoppet op nogle steder og stod og tænkte: ”Her er alt og jeg har ikke stillet en lort på højkant for at sige, neeej hvor er jeg dygtig, det er her bare”. Det er jo ret vildt, at på den her lille plads står der et træ og gør lige præcis sådan der. Og så kommer jeg til at tænke på den tradition, der har været inden for landskabsmaleri, som jeg selv har brugt når jeg arbejder med bylandskaber, at så har man fjernet en bygning som man ikke synes passede ind og det samme greb kunne jeg gøre med naturen og det havde jeg aldrig set før. 

'Svinget' oil on canvas, 2021 af Anders Moseholm.

Hvad synes du de lidt anonyme udsnit af skoven kan fortælle?
I mit eget lille univers har jeg altid været bange for den der romantisering omkring skoven som jo følger med og som jeg også kan se. I min tilgang til at male skoven ligger spørgsmålet om, hvordan man præsenterer et smukt motiv og samtidig undgår, at det bliver et ironiserende billede. Skovsøen er sikkert forgiftet med kviksølv og rådyret bringer flåter ind over vores grund, altså hele det der forvrængede romantiske billede af skoven som generationen før mig var meget optaget af, der synes jeg, at det var sværere at sige: ”Jeg elsker dig” og mene det, uden at sætte et: ”ha-ha!” bagefter. Derfor blev skovens skønhed for mig en måde at bringe et subjektivt indtryk ind i værket, altså hvordan oplever jeg det når jeg er i naturen. Uden at have enorm fokus på selve motivet og heller ikke distancere mig fra det via en malerteknisk metode, hvor det nærmest bliver en fotografisk repræsentation. For at undgå en bestemt association har jeg ved nogen af skovmotiverne taget farven ud af billederne. Jeg ser det lidt som et forsøg på at male skellettet af skoven, derfor fjernede jeg den grønne farve meget bevidst. Et af værkerne hedder Vermillion, som faktisk er en grøn kemisk farve, for at lægge den afstand ind, at det her er ikke naturens farve - det er kemiens. Men kemien er jo også natur og det er for at bringe os ind i det dilemma, at det hele jo er en stor sammenhæng. Den grønne farve tog jeg ud, for at man kunne se endnu mere af skovens indre, netop i den location som Silkeborg Bad er, hvor det hele er grønt udenfor på det her tidspunkt. Det gjorde jeg for at få det til at handle om noget andet end naturens skønne, smukke, grønne farve.

'Før vi vidste det' oil on canvas, 2021 af Anders Moseholm

Du benytter dig af nogle kunstneriske greb hvor du slører billedet lidt.
Præcis! Hvis du ser mine ting vil du typisk se, at jeg leder efter det hul imellem de to verdener, hvor jeg både kan personliggøre mit indtryk af naturen og få det subjektive ind, for at vise at det faktisk er et menneske som har fumletumlet på det her, så det ikke bliver så maskinelt. Jeg forsøger at få det personlige ind ved først at lave en sort hvid tegning og så tænker folk: ”Neej hvor er det smukt, nu er det jo færdigt.” Men det er alt for færdigt, det kan jeg slet ikke være i, for sådan ser verden ikke ud for mig. Verden er hele tiden ved at falde fra hinanden, men det er også smukt. Det er ikke fordi det er en dystopi, men så er det, at jeg dænger på med stof og skraber af og så trækker jeg dét frem, som jeg synes er det væsentlige. Det ved jeg ikke altid hvad er før til allersidst, det er en dialog der opstår undervejs. Det er en kompleks ting for mig. Det der driver det hele, det er tvivlen. 

Tvivlen på hvad?   
Når du ser noget, hvad ser du så? Hvad oplever du så? Når jeg står og arbejder, så opdager jeg for eksempel, at der står to træer i hver sin side som pludseligt bliver meget tydelige og der ligger et træ som går på tværs som er væltet. Det er dét, som jeg har efterladt i motivet og pludselig ser jeg det som arkitektur. At hele billedrummet er bygget op af det her, uden at jeg har været bevidst om det undervejs. Nysgerrigheden følger af tvivlen. Hvis jeg eksempelvis på forhånd har en ide om hvordan et billede skal være, så bliver processen en ren teknisk udførelse. Så får jeg ikke følelsen med. Derfor har konceptkunsten for mig det problem, at jeg ikke er tro over for det koncept. I det øjeblik jeg siger: ”Sådan er det!” Så begynder jeg at tvivle og tænker: ” Njaaah.” Derfor er mit udgangspunkt én ting og så ender jeg et andet sted. Det er ligesom at læse en bog, du ikke ved hvordan ender. 

'Endnu ikke' oil on canvas, 2021 af Anders Moseholm.
 

På nogle af skovbillederne har du malet skoven meget koloristisk, hvad går det ud på?
Det er et forsøg på at give skoven en stemning, der befinder sig på grænsen af at være unaturlig. Jeg ville ramme en lyserød farve som var decideret unaturlig, men det er jo svært at hamle op med fordi himlen kan være fuldstændig forunderlig og man tænker det er jo umuligt. Den måde jeg har bragt farven ind, er ikke for at gentage et naturindtryk jeg har set, men nærmere for at kunstfærdiggøre det her sted, som en filmisk reference. 

Hvorfor vælger du at skildre den ordnede eller tilpassede natur frem for for eksempel den vilde utilpassede natur?
Det fascinerer mig at gå ind i de her steder, sommerhusområder med omkringliggende natur - der er jo en smuk natur, men samtidig vil vi gerne have at naturen opfører sig på en bestemt måde. Enten vil vi have naturen derude som en smuk scenografi, mens vi snakker om noget vigtigt eller også skal den lige ordnes, for vi skal sgu heller ikke have nogen mus inden for og græsset skal slås, inden vi kan tage nogen vegne. 

Citat fra atelier. Foto: Iben Langholz Carstensen
 

Når jeg ser noget, der er postuleret omkring et billede af verden, så har jeg meget brug for, at jeg selv har et forhold til det. Alle de steder du ser på den udstilling, de er improviseret ud fra den der tilgang, at: ”Jeg skal lige ud og finde nogle svampe,” og det sku jeg så ik’ vel, men hvor jeg så bare ender med at gå rundt i skoven. Så ser jeg sådan nogle steder, hvor jeg pludselig tænker: ”Hvor er det vildt det her”. 

Der er faktisk kun et værk i udstillingen, hvor jeg har malet antydningen af et sommerhus, og jeg spurgte mig selv: ”Hvorfor har jeg ikke nogen sommerhuse i mine billeder?” Det ved jeg faktisk ikke. Bybillederne kan være fyldt med alle mulige narrativer og betydningsdannelser, men når du kigger på havet eller himlen, så kommer du med alt det, du har indeni dig af erfaringer og usammenhængende oplevelser og det må gerne være der. De krydser hinanden og skal ikke føre frem til nogen bestemt konklusion, man kan bare sidde og kigge på vandet og så rejser man sig pludselig, når man har siddet der og kigget længe nok, og man er ikke nået frem til andet end at det er ok. Nej jeg hænger ikke sammen, men jeg er her alligevel som et hele og sådan er det bare.

Det er også det, som interesserer mig ved skovscenerne, de frigører en form for energi, ligesom at betragte havet eller himlen, jeg havde sgu ikke set mig selv male sådanne motiver og blive så høj på det. Hvert eneste billede er en sætning i en lang historie, som aldrig slutter før jeg er væk, tror jeg. Og selv derefter fortsætter de måske, fordi der også er nogle andre, som gør sådan noget. 

Anders Moseholm i sit atelier. Foto: Iben Langholz Carstensen

Naturen kan være utrolig forløsende, fordi den ikke har en retning og ikke noget formål, den er der bare. Forsimplingen interesserer mig og derfor interesserer naturen mig. 

Anders Moseholm
WAY OUT OF ME
Silkeborg Bad
13. maj – 18. september

Læs mere om udstillingen her