Stille færd gennem irske landskaber. Danmarkspremiere d. 5. april.

The Quiet Girl (An Cailín Ciúin)  

FILM: Af Sofie Tanashka. 
03.04.2023. 

Filmatiseringen af Clare Keegans novelle Omsorg, The Quiet Girl (An Cailín Ciúin) opleves lige så meget som et réverie, som den opleves som en knugende smuk skildring af et forsømt barns indre. Et indre, der afspejles i den sanselige skildring af sfæriske landskabsskildringer, placeret i socialrealistiske, irske lokalsamfund.  

Et stille indres sanseunivers
Sansedramatikken bliver kun mere sfærisk af det irsk-gæliske originalsprog. Både billedsiden og lydsiden i Colm Bairéads ‘An Cailín Ciúin’ skaber et eget univers, der fungerer fænomenalt som en førstepersonsfortælling, direkte fra hovedpersonen Cáits indre.  

Pigen Cáit er vokset op i et traditionelt, dysfunktionelt hjem – et sted, hvor ustabiliteten hersker, hvor faderen i huset ikke tager ansvar, og huset langsomt fyldes op af flere og flere børn, som husets moder skal tage sig af.  

Moderens udslidthed og manglende overskud, faderens spilleproblemer og drukfældighed, Cáits søskendes optagethed af egne sociale samspil skaber konstant miljøer, hvor Cáit ikke kan være andet end stille. Hver gang hun er tilstede i et rum, bliver hun mødt med en disharmoni, der efterlader hende udenfor. I skolen, i hjemmet, med faren, med moren.  

Still fra The Quiet Girl af Colm Bairéad. Pressebillede.

Lyden af stilhed 
Men A Quiet Girl handler ikke kun om pigen Caits tyste væren i verden.  

Den handler også om stilheden generelt. Verdens stilhed. Naturens stilhed. Hvor farligt det kan føles at stå alene, uden forståelse for de sociale koder, som alle andre omkring en synes at kende, når stilheden er ens sprog i en larmende.  

Og særligt, hvor farlig den sociale verden kan føles, når vi er stille i den. Kate McCulloughs intime kameraføring skaber, gennem blændende naturbilleder (akkompagneret af Stephen Kennicks underlægningsunivers) en konstant kontrast mellem uro og ro, drømmeagtig stilhed og hård socialrealisme. Denne pendulering giver os fornemmelsen af, at uroen bliver en følgesvend, når naturens sprog er lettere at navigere i end menneskers.  

Åbningsscenen, hvor vi ser en lydløs krop i en eng mens en stemme råber et navn, åbner med en stille, sanselig lydscene, der lige akkurat rammer tonerne så rent, at de irregulære toner allerede her giver seeren en knugende uro (er det et lig? tænker man måske ikke, men alligevel...)

Uroen følger med i stemningsbilledet, mens filmen portrætterer Cáit i hendes larmende, overfyldte hus, hvor moderens og faderens planer med hende hvisker i krogene.  

Den følger med, når faderen kører hende til et sted, vi endnu ikke kender til. Den følger med indenfor hos det ældre ægtepar, Eibhlin og Sean, hvor vi lærer at Cáit nu skal bo, indtil hendes nye søskende er kommet til verden.  

Selv den ubehjælpsomme kærlighed faderen viser ved at spille på fodboldklubben i den by hun skal flytte til, føles farlig.  

Et hjem afspejlet i et barn 
På en måde repræsenterer Cáits forsigtige væsen i filmen de komplekse oplevelser, der registreres hos børn i lavere sociale klasser. The Quiet Girl åbner for en indre sanseverden, der er så genkendelig, at den ikke længere er barnlig, men almenmenneskelig.  

En verden, hvor det at bevæge sig lydløst er en kunst, som forsømte børn såvel som voksne til alle tider har været tvunget til at mestre.  

Først i mødet med plejeparret, Eibhlin og Seán, begynder Cáits forsagthed at løsne sig. Det går langsomt – men hendes bevægelser synes at tø op, akklimatisere sig til den fremmede, ukendte venlighed, og skabe situationer der synes nye for hende.  

At blive opdaget og anerkendt som menneske har en mærkbar effekt på den indesluttede pige, der nærmest dirrer under særligt Eibhlins opmærksomme omsorg.  

Filmens konstante anspændthed forsvinder dog aldrig, og det fastholder én i et fængslende, esoterisk sansespil, hvor man aldrig ved hvad der kommer.  

Cáits personlighed indikerer en eftertænksomhed og en observans, som langsomt, gennem filmen, cementerer sig selv som en konsekvens af det dysfunktionelle familieliv. Både i skoleregi og med hendes søskende er Cáit den der står udenfor fællesskabet, den der famler sig forsigtigt frem, uden at kende de sociale koder, alle andre omkring hende synes at kende.  

De sociale dynamikker som kan følge socialt udsatte resten af livet, hvis ikke der bliver taget hånd om det. I Cáits tilfælde har opvæksten med en belastet mor og en fordrukken far gjort hende vant til at tie og fortrænge.  

Irsk stoicisme og sfærisk stilhed 
Ligesom flere irske film, der er kommet til verden de seneste par år, synes The Quiet Girl at have noget på hjerte i forhold til klicheen om en “chatty irishman”.  

Men hvor The Banshees of Irisherins synes at handle om hvordan ens respons på omgivelserne har konsekvenser for både ens liv, lemmer og lokalsamfund, så handler A Quiet Girl mere om spejlingen af ens selv i ens omgivelser. Og hvor værdifuldt det er for et menneskehjerte at blive spejlet med forståelse. Filmen synes at hylde den irske tungekapacitet gennem både nabokonens sladrevorne tunge, moderens skarpe ditto, Eibhlins bløde irske dialekt, og ikke mindst den altid tilstedeværende sprogløshed, der omgiver Cáit.  

Da Sean formaner Cait om at hun ikke skal være andet end det hun er, at hendes evne til stilhed er en gave, som også gør gode ting, så falder der en sten fra ens hjerte. “Hun siger så meget, hun behøver”, som han siger, og den knugende fornemmelse i filmen føles som om den opløses. Man mærker Cáits langsomme nedstigning i en verden, hvor hun ikke længere bare er udsat – men kan agere og være tilstede uden fare.  

Catherine Clinchs præstation som den reserverede, felignende Cáit får ens hjerte til at briste i snart sagt hver eneste scene. Men det er filmens formåen, at al kommunikation foregår gennem medspillernes dybere lag menneskelighed, ensomhed og sorg.  

Filmen gør noget som kun ordentlige filmatiseringer af bøger kan. At formå at få historien til i den grad at spille sammen med lyd og billede, så alle sanser får lov at være i spil for at opleve fortællingen er en sjælden kunst. Naturligvis er den irske natur et taknemmeligt bagtæppe. Men at en film i et tempo fra svundne tider på en gang kan føles så smuk, fængslende og foruroligende, og samtidig aldrig miste forbindelsen til den virkelige verden må siges at være noget af en præstation. Måske er det også derfor filmen, som den første Irsk-sprogede nogensinde, blev nomineret til en Oscar for Internationale Film.  

The Quiet Girl (An Cailín Ciuín) har premiere i danske biografer 5. April, 2023.  

Spilletid: 01:32
Instruktør: Colm Bairéad
Medvirkende: Carrie Crowley, Andrew Bennett, Catherine Clinch, Michael Patric
Kamera: Kate McCullough 
Lyd: Stephen Kennick