Rejsebrev fra kunstfestivalen ANTI

ANTI-Festival Kuopio Finland 2023

Af Tania De Gier Gustafsson
Publiceret i magasinet kunst 4 2023

Hvert år afholdes festivalen ”ANTI” i den finske by Kuopio. Festivalen viser udelukkende performancekunst og de forskellige performances er spredt i byen. Hele byen bliver derfor til én stor festivalshal, hvor rådhuset, skoven, teatret, forladte bygninger og parkeringskældre forvandles af kunstnerne til kunstværker.

Både internationale og finske kunstnere inviteres hvert år til ANTI Festivalen, og der er meget forskelligt at opleve. Da jeg ankom efter en fire timer lang, men smuk togtur gennem det finske landskab, var det første kunstværk jeg så af kunstnergruppen Elektron.art.

Midt i byen på en plads havde de tre kunstnere Hendrik Kaljujärv, Daria Khrystych og Maike Lond placeret deres Camper, og der sad de og interviewede kunstnere, festivalarrangører og alle andre de havde lyst til at tale med. De talte med folk om små og store ting og om alt hvad der faldt dem ind. Jeg gik forbi og stod og lyttede til deres radio. Hendrik kom ud og sagde hej, og før jeg havde nået at forklare, at jeg med på festivalen som journalist, havde han bedt mig om at komme tilbage næste dag, for at blive interviewet.

Næste dag mødte jeg op og pludselig var jeg ikke længere journalisten, men i stedet den, som blev interviewet. Radioen kørte under hele festivalen og hvis man har lyst til at fornemme stemningen fra den finske by og ANTI Festivalen, kan man finde optagelserne fra festivalen på kunstnergruppens hjemmeside. Elektron.art er en gruppe fyldt med humor og glæde og deres værk var noget jeg aldrig har set før. Jeg havde stor fornøjelse af at møde gruppen og deres var både eksperimenterende og underholdende.

I was Living in a Strange Place. Foto: Akseli Muraja, ANTI Festival 2023

I was living in a strange place
Denne performance foregik om sent aftenen i en forladt bygning. Vi sad i et rum med gulve og vægge af beton, imens kunstnerne Henriikka Himma, Kaisa Karvinen, Julia Lappalainen, Nicolas Rehn og Sofia Palillo fortalte om personlige oplevelser med at skabe et hjem og at føle sig hjemme i dette. De diskuterede rum, materialer og arkitektur og dele af denne performance føltes som om jeg selv sad og studerede arkitektur. En af kunstnerne satte sig på en træplade og begyndte at brække den i stykker og rummet blev fyldt med overdøvende lyde af træet som knækkede. Hun fortalte om at bo i byggelarm og støj. Derefter skiftede hun position i betonrummet og stod med en trækasse. Denne brækkede hun også op, for at afsløre en betonklods.

Under kunstværket blev man meget opmærksom på, hvor koldt rummet man sad i var. Kunstnerne fortalte også om tragiske historier fra hjem, hvilket stod i kontrast til den humoristiske afslutning, hvor kunstnerne pludseligt forsvandt. Jeg opdager så at de står udenfor, foran glasvinduerne. Her finder de en betonblander frem og fylder en ny trækasse med beton – måske til deres næste udførelse af denne performance?

Dagen efter havde jeg fornøjelsen af at sidde ved siden af kunstnerne fra dette værk til en anden performance. De fortalte om deres værk og var interesserede i at høre andres oplevelse af deres arbejde. Alle kunstnere jeg mødte, inklusiv denne gruppe, var meget imødekommende. Det er noget som er meget specielt for Festivalformatet. Kunstnerne bliver til publikum og publikum bliver til kunstnere.

Void. Foto: Akseli Muraja, ANTI Festival 2023

Void
I en dans mellem krop, mørke, rum og en gele-agtig væske opleves denne filippinske kunstners smukke værk ”Void”. Værket omhandler hvordan smerte og glæde i livet ikke er uadskillelige, men to ting som hænger sammen. Kunstneren træder ind i en mytologisk verden, hvor de skaber en fortælling om en gud eller gudinde, som skal opleve hvordan menneskets verden fungerer.

Publikum er placeret i et teater og kigger ned på scenen, hvor Joshua Serafin kommer til syne i det ellers fuldstændigt mørklagte rum. De udfører en kort dans og derefter bliver rummet mørk igen. På trappen ved siden af mit sæde, hører jeg en lyd. Lyden er en, jeg ikke genkender, men da jeg kigger, ser jeg kunstnerens krop komme gildende ned af trappen, ned mod scenen. Jeg bliver forskrækket og får lyst til at rykke mig væk, væk fra den glidende krop. Kroppen fortsætter og kunstneren når scenen, hvor der i midten er et hul, fyld med en sort væske. De begynder at bade sig selv i denne væske, og væsken sætter sig som et sort, omfavnende lag på deres krop. Deres lange hår smøres ind i væsken og de begynder at håndtere den sorte masse voldsommere og voldsommere. Kunstneren kaster sig ned i væsken, rejser sig igen, danser og svinger det lange hår ud mod publikum. Dette resulterer i at flere dele af publikum nu også rammes af den sorte væske.

Igen bliver rummet mørkt og jeg mærker en uro. Personen som sidder ved siden af mig sagde inden det begyndte: ”Bare vent, man ved aldrig hvad der sker til ANTI Festival.” Kunstneren løber op af trappen og man hører mange forskrækkede lyde fra publikum. De løber tilbage ned og fortsætter sin dans med den mørke masse. Da forestillingen er slut tændes lyset og vi ser kunstnerens krop, som er fuldstændig indsmurt i den sorte masse.

Soliloquio. Foto: Akseli Muraja, ANTI Festival 2023

Soliloquio
ANTI Festival udvælger hvert år en vinder, som modtager en pris på 30.000 Euro, hvor halvdelen af beløbet skal finansiere en ny performance til næste års festival. I år var 10. gang at denne pris blev uddelt, som desuden er den eneste pris der eksisterer for performance-kunstnere. Den argentinske kunstner Tiziano Cruz blev kåret som årets vinder. Jeg havde fornøjelsen af at tale med ham.

Tiziano Cruz er født og opvokset i Jujuy i Argentina. Hans værker omhandler hans kultur og hvordan denne er udsat for utallige overgreb fra staten. Følsomt, men med en sikker og stærk stemme fortæller kunstneren om sorg, fattigdom, tab og kærlighed.
Tizianos performance ”Soliloquio” bestod af flere dele. Først blev vi mødt af en traditionel type af sang fra det nordlige Argentina, som kunstneren selv havde skrevet. Der stod han, i en by i Finland, sammen med andre fra sit hjemland og sang om, hvordan det føles at være langt hjemmefra.

Derefter træder beskuerne ind i et rum hvor der på en storskærm vises klip fra tidligere performances, som kunstneren har lavet. Klippene viser glæde, fællesskab, fest og farver. I alle klip ser vi kunstneren danse og synge i Spanien, Argentina og Brasilien. Filmen stopper brat og rummet bliver mørkt. Vi ser Tiziano Cruz stå med sin dragt i farver og perler, men det er som om farverne og perlerne ser anderledes ud her, i Finland. Hvordan passer denne kunstners værker, som er opbygget omkring hans egen krop, ind i et land hvor andre kroppe er normen? Kontrasten er slående, fra de festlige klip fra Latinamerika til et mørk rum i Finland. Tiziano virker fortabt, fortabt i dette samfund som har andre regler. Hans oprindelse er en anden end vi kender fra norden. Så hvordan er man kunstner, når man er så langt fra sit hjem?

Tizianos performance fortsætter, han fortæller om den søster, han har mistet, og om de tolv får ulvene fratog hans mor. De tolv får vises på skærmen, som før viste os smukke scener af dans og glæde. Vi ser i det mørke rum et får, efter angrebet af en ulv. Derefter forvandles kunstneren selv til dette samme får og fåret og Tizianos smerte forenes i en koreografi mellem får og mand i én enkelt krop.

Tizianos performance vækkede i mig mange følelser og hans smerte var tydelig at forstå. Kunstneren rejser vigtige spørgsmål til ulighed, fattigdom, kapitalisme og udnyttelse af naturen og de små byers ressourcer. Han fortjener i den grad ANTI Festivalens pris og denne vil uden tvivl hjælpe ham videre med flere værker, der skaber opmærksomhed omkring, hvordan lande og byer i Latinamerika bliver udnyttet, og hvordan livet i disse byer er så langt fra hvad vi kender her. Efter vores snak virkede hans kunst endnu mere bevægende. Han vender tilbage til næste års festival i Kuopio.

ANTI Festival rejser vigtige spørgsmål til klima, ulighed og medmenneskelighed. Alle billetter til de forskellige performances er gratis, så alle har mulighed for at opleve kunsten. Festivalen er noget helt specielt og jeg håber, at komme tilbage næste år.

Billedet øverst: Void. Foto: Akseli Muraja, ANTI Festival 2023